Young Harvest - ny portvinskategori?

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

I starten af januar 2022 blev flere nye portvinskategorier officielt godkendte. Det gjaldt Garrafeira, som længe har været et Niepoort-speciale (læs mere her), men som andre producenter, f.eks. Quevedo, også har fået kig på. Det gjaldt Very Very Old Tawny for portvin med mere end 80 års fadlagring. Og så gjaldt det ikke mindst 50 års hvid portvin og 50 års Tawny (læs min omtale af Kopkes udspil her).

Men hvem ved, om det nye år byder på endnu flere kategorier? Lige nu er portvinsinstittutet (IVDP) f.eks. ved at tage stilling til et forslag fra Quinta da Boeira om at tillade, hvad de kalder for Full Body Young Harvest. Der er tale om portvin i Ruby Reserva til LBV-kvalitet, men som allerede kan frigives blot tre måneder efter høsten i modsætning til LBV, som må vente i fire år eller mere.

Men hvorfor egentlig foreslå endnu en ny kategori? Quinta da Boeiras administrerende direktør og medskifter Albino Jorge forklarer om baggrunden:

”Under høsten inviterer vi gerne kunder og journalister og giver dem mulighed for umiddelbart efter høsten at smage den portvin, som er beregnet til LBV eller Ruby Reserva, men som vi først ifølge IVDP´s regler kan sælge fire år senere, hvor den er mere oxideret og har mistet noget af sin smag. Efter de har smagt dem, siger mange, at det er ærgerligt, at de ikke kan købe portvinen, som den er – fyldig og koncentreret og uden oxidation,” siger Albino Jorge og tilføjer, at der efter sidste høst faktisk var en, der gerne ville købe 2.000 flasker, hvis det var muligt.

”Jeg er ikke i tvivl om, at forbrugere, der foretrække at drikke frugtig portvin med god fyldig krop, gerne vil købe Full Body Young Harvest – altså dem, der ellers køber fra Ruby til LBV,” fastslår han.

Med andre ord mener Albino Jorge og Boeira altså, at der er efterspørgsel efter sådan et produkt, som samtidig vil generere en hurtigere omsætning, end hvis den skulle lagres i fire år først som LBV.

Albino Jorge ses her sammen med en anden af initiativtagerne, Carlos Pinto Ribeiro, og winemaker Helene Teixeira

Quinta da Boeira foreslår, at den nye kategori skal begrænses til et salg på 3 % af det samlede salg svarende til 3 millioner flasker ud af det samlede antal på 100 millioner – og at perioden, hvor den må sælges, skal begrænses til fra december efter høsten til februar året efter.

Der er altså så at sige tale om portvinens svar på Beaujolais Nouveau – en vintype, som er både elsket og hadet. Faktum er i al fald, at der blandt portvinsdrikkere verden over er mange, der foretrækker ung Vintage og Ruby. Det var også den erkendelse producenter kom til fra midten af 1990´erne, hvor især amerikanske forbrugere købte de nye årgang af Vintage – og det ikke med det formål at gemme dem i mange år, men til konsum her og nu. Dette førte bl.a. til, at der kom flere portvine på markedet, som var mere tilgængelige med det samme og ikke beregnet til langtidslagring.

Men er der virkelig plads til en ny baby i spektret af Ruby-kategorier, der jo foruden Vintage tæller Crusted Port, LBV, Ruby Reserva og Ruby? Vil det ikke bare skabe forvirring?

”Nej, det synes jeg ikke. Det er en helt anden kategori, og hvis vinen har kvalitet, hvorfor så ikke give flere valgmuligheder til kunderne? For nogle år siden var problemet med sherry, at de havde for få kategorier at tilbyde forbrugerne. Ved at inkludere endnu en kategori udvides billedet, og vi kan tilbyde forbrugere flere forskellige oplevelser,” lyder argumentationen fra Albino Jorge.

Albino Jorge forventer, at IVDP tager stilling til forslaget til august – altså inden årets høst.

”Det tager tid at tage beslutninger i en traditionel branche som vores. Nu har vi præsenteret IVDP for idéen, og vi forventer – hvis de godtager idéen – at kunne tilbyde den nye stilart til kunderne fra og med næste høst, hvilket vil sige fra december til februar 2023,” siger han og tilføjer:

”Den feedback, vi har fået fra andre producenter, er, at de store firmaer ikke har vist den store interesse, mens de små er meget interesseret i at lade forbrugere smage portvin fra moder natur.”

Men hvordan smager det så? Jeg fik tilsendt en prøve fra sidste års høst, som jeg smagte over et par dage. Her er mine noter:

 

Boeira Full Body Young Harvest 2021: Mørk rubin grænsende til det sorte og med mørk lilla kant, meget tæt, farver glasset. Masser af frisk primær frugt i næsen, røde bær, kirsebær, brombær, esteve, violer og andre florale noter, ekspressiv og ungdommelig. Læskende i munden, i første omgang blød, elegant og floral, derefter mere krydret og med brombær, solbær og ribenasaft, god syre, medium sød, poleret og uden den store kompleksitet, fine integrerede tanniner, medium hale med tørre tanniner og syrebid. Et behageligt, indbydende og ligefremt glas, hvis man er til ung frisk Ruby port (88).

 

Og nu til konklusionen. Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart selv ser et stort behov for en ny kategori. Men på den anden side, er jeg ikke i tvivl om, at Albino Jorge har ret i, at der er et marked for en sådan ung-høst-portvin. Og generelt er jeg ikke modstander af, at antallet af typer og kategorier udvides, så længe de giver mening og udvider porteføljen og dermed også kredsen af forbrugere til glæde for branchen. Det samme gælder andre nye tiltag som Pink Port og den øgede opmærksomhed på brugen af portvin i cocktails og drinks. Ikke selv noget, jeg gør meget brug af, ligesom jeg nok heller ikke bliver storkonsument af Young Harvest portvin.

Det skal derfor blive spændende at følge forslaget om Young Harvest portvins videre skæbne.

Initiativet med denne Young Harvest er i øvrigt ikke det første innovative tiltag, Quinta da Boeira har foretaget. Jeg har tidligere omtalt og rost deres mere end 100 års fadlagrede portvin på en lille sprayflaske, ligesom de sidste efterår sendte en spændende lille pakke, ”Boeira Tasting Pack”, på markedet med små 100 ml. flasker (hvid Diamond, Ruby, Tawny Reserva samt 10, 20, 30 og 40 års Tawny) samt en lille bog om portvin og det at smage portvin. Spændende initiativer og nytænkning i en ”traditionel branche” for nu at bruge Albino Jorges formulering.

Barbeito – klassisk på moderne vis

 

De smagte vine er sponseret af producent og importør

 

Hvis man opfatter hedvinen madeira som noget gammelt og støvet, tager man fejl. Og bare et enkelt blik på etiketter og flasker hos den store producent Barbeito sender tankerne en anden vej. Logoet med en ældre herre med paryk, kappe og hat signalerer godt nok gamle dage, men det er integreret i et moderne stilistisk udtryk. Og sådan er det. Madeira er på en gang gammelt og moderne.

Mit andet besøg hos en madeiraproducent under mit besøg på Madeira i sensommeren var netop hos Barbeito, som i dag ligger placeret i Câmara de Lobos lidt vest for hovedbyen Funchal og tæt på det berømte udsigtspunkt Cabo Girão, som så afgjort er et besøg værd. Hertil flyttede de i 2008 fra den tidligere placering nær det legendariske Reid´s Hotel for at få plads til mere moderne produktionsfaciliteter. Alt er da også i dag computerstyret. 

Barbeito har hele 1.300.000 liter madeira på lager og en kæmpe tank til estufa – den mekaniserede opvarmning, som benyttes til introlevel vine i modsætning til den traditionelle canteiro-metode, hvor opvarmningen foregår naturligt i fade på lofter. Størstedelen af den store produktion sælges til Japan, hvor importøren – den japanske Kinoshita familie – har været partner og medejer af Barbeito siden 1991.

Der er tale om en relativ ung producent. Firmaet er grundlagt i 1946 af Mario Barbeito Vasconcelos, som inden da arbejdede for Borges. Som andre producenter udgjorde bulkvin i starten størstedelen af produktionen, men det skriftede fra 1990´erne bl.a. i kraft af partnerskabet med japanerne. Stilen har også ændre sig med tiden, fortæller shop manager Leandro Gouveia:

”Vores vine er i dag mere elegante. Vi lagrer dem lidt køligere, så de bliver mindre koncentrerede og mere elegante. Da direktøren og ejeren Ricardo Vasconcelos de Freitas startede i 1989, var stilen lidt sødere og med lidt lavere syre. Han ønskede noget friskere og lettere, som kunne tiltrække de yngre. Før var vores kunder mest over 60 år, nu har vi også fat i dem i 30´erne og 40´erne, ligesom sommeliers har fået øjnene op for vores vine, da stilen er mere egnet til mad,” forklarer han.

Barbeito producerer vine af alle typer og har bl.a. udmærket sig med deres 50 års vine deriblandt vinen O Japonês, som er en tribut til den tidligere leder Yasuhiro Kinoshita. O Japonês vandt i 2020 prisen som årets bedste hedvin ved vinfestivalen Essencia do Vinho i Porto, hvor jeg selv sad i den internationale jury. Og den vandt vel at mærke over så flotte portvine som Vintage 2017 fra Graham´s Stone Terraces, Niepoort, Croft Quinta da Roêda Sérikos, Quinta do Noval Nacional og Taylor´s Vargellas Vinha Velha. Det taler vist for kvaliteten.

Efter rundvisningen indbød Leandro Gouveia til en fantastisk og stor smagning af madeira samt en enkelt hvidvin. Da tiden var knap, er nogle af mine noter lidt vel kortfattede. Følgende vine blev smagt:

 

Verdelho Reserva Branco 2018: Hvidvin på Verdelho samt 4 % Sercial, lagret et år på fransk og ungarnsk eg og derefter 6 måneder på flaske. Gulgrøn. Citrus, banan, ananas og anden eksotisk frugt. Grønne æbler og lidt eksotisk frugt. Frisk med god balance mellem syre og frugt, diskret og fint kontrollere fadpræg. Meget lovende (88/89).

Reserva (5 års) Malvasia: Lys, orangebrun. Tørrede frugter, grønne æbler, lidt mandel og honning samt lidt floragtig stil. Elegant, syrlig med tørrede og karameliserede frugter, tør og stringent stil, men dog sød. Atypisk (88).

Verdelho 10 år: Gylden, ravfarvet med flot skær. Frisk næse med citrus, blomster, tørrede abrikos, appelsinskal og lidt mandel. Behagelig i munden med abrikos, citrus og honning, fin syre, elegant, læskende med let tekstur, fin lang og tør hale (92).

Sercial 10 år: Lys orange. Tør næse med citrus, mandarin. Tør, nødder, citrus og mineralitet, fin balance med høj syre, saltet hale (89).

Sercial 20 års Ribeiro Real: Lys mahogni med lidt orange nuancer. Cognac agtig næse, nødder, blomster, gule blommer. Mere fedme i munden, abrikos og lidt nødder, let saltet og lidt sprittet (91).

Sercial Frasqueira 1993: Lys mahogni med orange skær. Nødder, lidt appelsinskal, abrikos. God fylde i munden, tør og saltet, flot balance (93).

Verdelho Frasqueira 1994: Lys mahogni med orange kant. Dejlig ekspressiv næse med nødder, tørrede frugter, appelsinskal og honning. Fin fylde og tekstur i munden med nødder og lidt orangepræg (93).

Tinta Negra Colheita 2009: Orangebrun. Lidt nødder i næsen, blød i munden med fin balance og lang hale (89).

Tinta Negra 20 års: Lys mahognifarvet med orange skær. Appelsinskal, nødder og mineralitet. Fyldig og let cremet i munden med medium sødme, nødder, abrikos, tør lang hale (91).

Bastardo Tres Pipas Reserva Velha: Ravfarvet. Ikke så ekspressiv i næsen med citrus og lidt mandler. Fin fylde, godt krydret, lang let saltet hale (89).

Bastardo 20 års: (kun lavet 67 flasker) Ravfarvet med orange skær. Duft af nødder. Halvtør med fin balance, nødder, let røget og krydret, alkoholen lidt tydeligere (92).

Boal 10 års: Orangebrun, ravfarvet. Mere sød, nødder, tørrede frugt, orange, abrikos, Mere fedme, fin tekstur (91).

Boal Frasqueira 1999: Mahognifarvet, lys kant. Tørrede frugter. Godt med sødme, men stadig høj syre og elegance, fylder hele munden (92).

Malvasia Colheita 2003: Lys ravfarvet. Tørrede frugter og nødder i næsen. Cremet i munden, men også elegant, god fylde (90).

Faja dos Padres Malvasia Candida Frasqueira 1997: Mørk tawnyfarvet. Valnød, figen og andre tørrede frugter i næsen. Fed tekstur, cremet i munden, høj syre som balancerer sødmen, valnød, orange og tørrede frugter, lidt balsamico og toastede noter (93).

Verdelho 50 år: Mørk ravfarvet. Meget ekspressiv med tørrede frugter, figner og lidt appelsinskal. Tør med tørrede frugter, lidt abrikos og god syre (95).

Malvasia 50 år O Japonês: Mørk ravfarvet. Frisk og dyb næse med nødder og tørrede frugter samt lidt krydderier. Flot struktur med tørrede frugter, abrikosmarmelade og krydderier, stor kompleksitet og fint balanceret med syre, slutter med en lang flot hale (97).

50 års Malvasia Garafeira: Tawnyfarvet, kraftig syre, balsamico og vineddike (95).

50 års Bastardo: Mørk og koncentreret. Tørrede frugter, let sprittet og røget (95)

 

Barbeito importeres af Vinmonopolet

Blandy – Madeira Wine Company

De smagte vine var sponseret af producenten

 

I sensommeren besøgte jeg Madeira, og jeg må faktisk indrømme, at det var mit første besøg på den kendte ferieø. Anledningen var, at jeg skulle skrive en artikel til vinmagasinet Din Vinguide om hedvinen madeira (læs artiklen i Din Vinguide #30 fra november 2021).

Turen omfattede besøg hos fire madeira-producenter: Blandy, Barbeito, H.M. Borges og Justino´s. Nu hvor bladet er udkommet vil jeg her på min blog de kommende uger publicere særskilte omtaler af alle fire huse inklusive noter på samtlige vine, der blev smagt, da der i bladet desværre kun var plads til enkelte udvalgte noter.

Første besøg gjaldt Blandy og Madeira Wine Company midt i Funchal. Men den centrale beliggenhed og den flot restaurerede lodge med det fine besøgscenter er der ikke noget at sige til, at Blandy tiltrækker mange besøgende – og det såvel vinelskere som turister.

Jeg fik først en rundtur i hele bygningen inklusive lofterne, hvor mere end 650 fade med Madeira er stablet. Alt efter beliggenhed er varmen forskellig, hvilket er en fordel, da lofterne benyttes til den såkaldte Canteiro-metode – en af to måder, hvor vinen opvarmes og opnår den særlige lidt ”bagte” karakter, der sammen med fadlagringen udgør særkendet for Madeira. Men de forskellige temperaturer kan man accelerere eller sænke processen alt efter behov. Efter rundvisningen fulgte en fin lille smagning, men inden mine noter først lidt om husets historie.

Blandy blev grundlagt i 1811 af John Blandy, der ankom til øen få år tidligere. I 1840 blev The Blandy Wine Lodge i Funchal erhvervet. I 1925 tilsluttede Blandy sig Madeira Wine Association, der senere skiftede navn til Madeira Wine Company, som Blandy i dag ejer majoriteten af. Firmaet ledes i dag af Chris Blandy fra syvende generation af familien.

Blandy ejer flere vinmarker herunder Quinta Santa Luzia midt i Funchal, hvor der er plantet sorterne Terrantez, Verdelho, Bual og Sercial. Vinmarkerne udgør dog kun beskedne seks hektar, mens resten af druerne indkøbes hos ca. 400 små lokale vinbønder.

”Vi vil ikke nødvendigvis købe flere marker, men lease og opretholde, så vi er garanteret levering af mindst 50 % af vores behov for hvide druesorter. Samtidig understøtter vi også vinbønderne i at dyrke Terrantez,” fortæller winemaker Francisco Albuquerque fra Blandy.

Hvor madeira og portvin en gang var nærmest ligestillede herhjemme – tænker f.eks. på min barndoms konfirmationer og andre familiefester, hvor valget af dessertvin gerne stod mellem de to portugisiske hedvine – er madeira i dag helt overskygget af portvin, som de seneste årtier har oplevet en kæmpe interesse. Da jeg selv gennem mine skriverier og gennem mit virke i The Vintage Port Club har været med til fremme interessen for portvin, skal jeg selvfølgelig ikke beklage den store hype og interesse herfor. Men til gengæld vil jeg begræde, at interessen for madeira og for den sags skyld også sherry ikke er større herhjemme.

På Madeira har producenterne også mærket, at interessen ikke er den samme, som den var en gang. Dertil kommer vanskelige produktionsforhold, da arbejdet i markerne er besværligt. Derfor gøres der meget for at udbrede kendskabet og komme i kontakt med nye forbruger. Det gælder også hos Blandy, som prøver at markedsføre deres vine overfor yngre segmenter både gennem afholdelse af smagninger for unge og ved at promovere brugen af madeira i cocktails og drinks.

Som et nyt initiativ har Blandy også sendt en fem års Reserva på gaden som et blend af de to druesorter Malvasia og Bual – usædvanligt da sorterne traditionelt har været benyttet hver for sig, hvilket også lovgivningen har understøttet. Der skulle da også en særlig godkendelse til fra øens vininstitut, IVBAM. Men hvorfor egentlig gøre det?

”Bual giver vaniljenoter og er meget balanceret i munden, som så kombineret med Malvasia giver en anderledes vin. Målet er at lave en vin med stor bouquet, men med noter, som nybegyndere inden for Madeira vil genkende så som egetræ og vanilje,” forklarer winemaker Francisco Albuquerque.

Et andet nyere fokusområde er sammensætning af madeira og mad – og vel at mærke ikke kun som dessertvin. Rita Azevedo, som viste mig rundt, nævnte f.eks., at Sercial er glimrende til fisk, salat og sushi, Verdelho til skaldyr og østers, mens de sødere typer som Bual og Malvasia selvfølgelig stadig bedst matcher desserter som blåskimmelost, chokolademousse og julekage. Selv kan jeg tilføje, at de mere tørre typer som Sercial og Verdelho også gør sig glimrende som aperitif eller til petiscos – de portugisiske tapas.

Følgende vine fra Blandy blev smagt:

Rainwater: Lavet på Tinta Negra med estufa-metoden (maskinel opvarmning i modsætning til Canteiro), lagret 3 år. Lys, orange. Duft af abrikos, lidt mandel, citron. Flot syre med lidt citrus, elegant, fint balanceret og læskende, ligefrem og uden kompleksitet, medium tør og med lidt syre i eftersmagen (88).

Duke of Clarence: Lavet på Tinta Negra med estufa-metoden, lagret 3 år. Tawnybrun med grønlig kant. Lidt nødder, blomster, honning, lidt orangepræg, tørrede frugter. Fyldig i munden med god syre (87).

5 års Reserva: Blend af Bual og Malvasia, lagret 5 år på Canteiro-måden. Tawny brun med lys kant. Nødder og tørrede frugter, lidt vanilje, pænt krydret, lang hale med honning og fint syrebid. En fin tilgængelig vin med nogen karakter (89).

5 års Verdelho: Lagret 5 år på Canteiro-måden. Orangebrun, lys gylden kant. Diskret, men frisk næse med blomster og lidt tørrede frugter. Mandel, blomster, tørrede frugter som abrikos, muskatnød og tør lang hale med fint syrebid (90).

5 års Bual: Lagret 5 år på Canteiro-måden. Mørk ravfarvet, lidt grøn kant. Tørrede frugter, nødder og vanilje. Fin balance mellem sødme og syre, tørrede frugter og lidt karamel, lang hale (89)

Colheita 2014 Malvasia: Orangebrun, lys i kanten med lidt grønt skær. Intens i næsen med honning og tørrede frugter. Tørrede frugter og fint krydret med lidt vanilje, fint balanceret, god hale med honning og fadnoter (91).

 

Blandy importeres af H.J. Hansen

 

Læs også min tidligere omtale af produktionen af bordvin på Madeira og reportagerne fra mine besøg på Quinta do Barbusano og Terras do Avõ.

Julevine fra Quinta do Pégo

 

De omtalte vine er sponseret af importøren.

 

Vinen til julemaden er altid en god anledning til en vinsnak eller måske ligefrem diskussion. Côtes de Rhône, Amarone, Zinfadel eller måske ligefrem Champagne? Og bagefter skal det så være sød dessertvin eller portvin? Tawny eller Ruby-stilen? Meningerne er mange, præferencerne ligeså. Og så afhænger meget jo af tilbehøret. Af rødkålen, brunkartoflerne og sovsen – og af sødme-syre balancen i kirsebærsovsen.

Portugiserne har også deres bud på julevin. Selv spiser de gerne Bacalhao, altså klipfisk, til jul, og hertil kan der drikkes både hvidvin og rødvin. Men selv om portugisernes juletraditioner er anderledes end vores, har de også fine bud på vine til dansk julemad.

Et par muligheder kommer fra danskejede Quinta do Pégo i Douro-dalen, hvor der både produceres vin og portvin. Jeg fik tilsendt en rødvin og en portvin fra importøren og prøvesmagte dem over to dage.

 

Quinta do Pégo Friends Selection 2016 Tinto: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, lagret 12 måneder på fad. Dyb rubin, rød kant.  Forholdsvis frisk og krydret næse med røde bær, kirsebær, jordbærgrød og lidt vanilje. Blød i munden med frisk frugt i første omgang, derefter mørke bær, krydderier, lidt tobak og tydelige noter og sødme fra fadlagringen, men også en vis elegance samt bløde integrerede tanniner. En lettilgængelig, men vellavet Douro-vin, som kan drikkes nu eller lagres, fin til prisen. Vil kunne gå til and og rødkål (88).

LBV 2016: Dyb og mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, blommer, fint krydret. Let cremet i munden, blød og imødekommende med mørke bær og florale noter, krydderurter og lidt lakrids, høj syre i anden omgang og en lang krydret og pebret hale. Faktisk en fin LBV til prisen og umiddelbart virker den mere elegant end husets vanlige stil. Vil fint kunne gå til risalamande med syrlig kirsebærsovs (90).

 

Quinta do Pégo importeres af AMKA og forhandles bl.a. hos Jysk Vin.

Dolce X – en helt anden hedvin

Den smagte vin er sponseret af importøren.

Portvin, sherry, madeira, marsala, moscatel de Setúbal, vermouth og vin doux naturel. Det er vel de meste kendte repræsentanter for det, vi herhjemme kalder for hedvin, eller som på engelsk betegnes fortified wine. Alle er lavet på druer, hvor gæringsprocessen er stoppet ved at tilsætte alkohol, hvorved fremkommer højere alkohol og mere sødme – ses bort fra de helt tørre sherryer og maderiavine.

Vin baseret på andet end druer som f.eks. vores egen populære frugtvin lavet på æbler, kirsebær og meget andet kan på en del måder minde om hedvin, selv om det definitionsmæssigt ikke er det. Og taler vi vin lavet på andet end druer verden rundt, kommer endnu flere typer til som risvin og sake.

Mexico er kendt for sine tequilas og anden agavespiritus – også kaldet mezcal. Ikke al agavespiritus er tequila, da der er tale om et såkaldt ”Designation of Origin” – et beskyttet område akkurat som portvin og champagne. Der findes to basistyper, Tequila, som er fremstillet af 100 % blå agave og Mixto-tequila, som skal have 51 % agave og 49 % fra andre sukkerarter. Dertil kommer en række underopdelingerne baseret på lagringstid.

Agaven er 7-10 år om at blomstre og dyrkes akkurat som vinbønder dyrker vin. Det er kernen, den såkaldte pinã efter at bladede er skåret fra, som benyttes og destilleres. Ja, faktisk skal den igennem fire trin for at blive til Tequila: Bagning, knusning, fermentering og destillering.

Men hvorfor nu denne snak om hedvin og tequila? Jo, agaven bruges nemlig også til fremstilling af vin (her bruger vi den bredde definition af vin og altså ikke kun vin fremstillet på vindruer). Agavevin kaldes også for pulque og holder en alkoholprocent på 5-7 %. Og nu er en tequila-producent faktisk gået et skridt videre og har stoppet gæringsprocessen ved at tilsætte alkohol i form af 100 % agave-spiritus på samme måde, som vi kender det for portvin og anden hedvin. Efterfølgende er vinen lagret syv år på brugte egetræsfade som var det en Colheita. Fadene har dog ikke været brugt til portvin, men – ikke overraskende – til tequila, som også laves i fadlagrede udgaver.

Producenten hedder Porfidio og den danske importør Bjørn Smalbro, har interviewet manden bag, Martin Grassl, om såvel indholdet som den særligt designede lyserøde porcelænsflaske med et stykke broderet silketørklæde over proppen. I interviewet fortæller Martin Grassl, at han var inspireret af fransk Pineau de Charentes, men vel at mærke med brug af agave frem for druer.

Porcelænsflasken farve hedder retteligt "Rose de Pompadour" og er en variant af pink opkaldt efter Ludvig den 16.s elskerinde Madame de Pompadour, som også virkede som mæcen for kunstnere og designere, og som tilskrives æren for at have gjort farven pink populær og for udviklingen af Sévres-porcelæn. Flasken er samtidig en hyldest til den japanske modedesigner Rei Kawakubo, som i 1980´erne var med til at give pink en renæssance.

Jo, tak, De kulturelle referencer mangler ikke. Men jeg må dog indrømme, at jeg finder porcelænsflasken mere særpræget og iøjnefaldende end smuk. På den anden side har jeg respekt for, at Porfidio går sine helt egne vegne med såvel flaske som produkt.

Men hvad så med indholdet? Jeg har smagt Porfidio Dolce X over et par dage, og noterne følger nedenfor. Da jeg jo vidste, hvad der var tale om, mente jeg at kunne genkende duften af agave eller tequila – også selv om jeg langt fra ekspert på området. Jeg prøvede derfor også at servere den blindt for andre, som ikke gættede rigtigt, men faktisk netop nævnte Pineau de Charentes. Generelt vil jeg sige, at duften var lidt vel skarp og vegetal til at være indbydende, når man er vant til portvin, madeira etc. Men til gengæld var vinen overraskende spændende og balanceret i munden – meget anderledes og lidt lettere i stilen, men også med tydelige referencer til Pineau de Charentes og sågar fadlagret portvin.

Her følger mine noter:

Porfidio Dolce X:  Lys tawnybrun med orange skær og grøngul kant, lidt uklar i afkølet tilstand. Skarp duft med vegetale, grønne noter, blomster, grannåle, friske figner. Spændende i munden med fin, fed konsistens, blød og rund, sød men med god balancerede syre, lidt fadnoter i form af tørrede frugter, figner og abrikos, moderat krydret, mellemlang hale med fin syre-sødme balance. Smager faktisk udmærket (91).

 

En del af informationerne i ovenstående er hentet fra siden tequila.dk, importøren af Dolce X. Her er det også muligt at downloade en lille bog om tequila, skrevet af Bjørn Smalbro, som står bag hjemmesiden. Her er der megen god viden om agave og tequila at hente samt opskrifter på cocktails med tequila.

Gamle Colheitas fra Dalva

 

De omtalte vine er sponseret af producenten

 

Et besøg i Porto og Vila Nova de Gaia omfatter for mange et besøg i baren på taget af Espaço Porto Cruz. Og det med god grund. Udsigten er fantastisk ned over Douro og over mod Ribeira og med dobbeltdækkerbroen, Ponte Luis I, lidt til højre. Udvalget af drinks og cocktails – med eller uden portvin – er fint, og skinner solen kan man sidde og slappe af til lounge-musikken.

Porto Cruz har ikke den store anerkendelse herhjemme, selv om det er et af de største mærker rent salgsmæssigt. Men det har til gengæld Dalva, som ejes af Port Cruz, der igen ejes af den store franske koncern, La Martiniquaise. Hvor Porto Cruz mere satser på kvantitet, står kvaliteten i centrum hos Dalva, som især er kendt for sine Colheitas, Tawny med alder og hvide portvin herunder den berømte serie af Golden Whites.

I oktober udsendte Dalva to nye Colheitas fra 1950 og 1934 – altså vine med henholdsvis lidt over 70 år og næsten 90 år på bagen. Vinene er skabt af winemaker José Manuel Sousa Soares og produceret i begrænset antal, nemlig 700 nummererede flasker (75 cl.) af hver.

Om høsten de to årgange fortæller José Manuel Sousa Soares, at 1950 havde kolde nætter og milde dagtemperaturer. Sommeren var kold, hvilket førte til en sen høst og dermed delikate vine med god koncentration. 1934 var ustabilt med en tør vinter, regnfuldt forår og derfor sen blomstring og modning. Sommeren var varm med kun lidt regn. Høsten var sen, men under fine vejrforhold. Kvaliteten var svingende og præget af moden frugt.

1950 var da heller ikke et stort år for Vintage, mens 1934 leverede en del velstrukturerede vine. Ifølge Henrik Oldenburg blev der deklareret 12 Vintage vine i 1934.

Jeg har prøvesmagt de to nyaftappede Colheitas. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellig temperatur. Begge bør dog serveres let afkølet.

 

Dalva Colheita 1950 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, brun kerne, lys orange kant. Hasselnødder, mandel, tørrede frugter, figner, muskatnød, en svag bund af balsamico og karamel. Frisk i munden, men også med dybde og kompleksitet, nødder, honning, lidt appelsinskal, tørrede figner og abrikos, lidt vel dominerende syre, som giver kant, tør, lang syreholdig hale. (94+)

 

Dalva Colheita 1934 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, grønlig kant, flot skær. Dejlig kompleks næse med figner, svesker, hasselnødder, karamel, balsamico, lidt tobak og appelsinskal. Dyb, intens og kompleks med høj syre, der skaber perfekt balance, balsamico, nødder, karry, tobak og tørrede frugter, let cremet og tør stil og med en lang og intens hale (96+).

 

Læs mere om Dalva her.

50 års vine fra Kopke

De omtalte vine er sponseret af producenten.

 

I sommers blev det annonceret, at portvinsinstituttet, IVDP, havde besluttet sig for at indføre nye specialkategorier i form af 50 års hvid portvin, 50 års Tawny og Very Very Old Tawny Port for fadlagret portvin med over 80 år på bagen.

Her næsten et halvt år efter mangler vi stadig at få vinene på markedet. Men enkelte producenter er klar. Det gælder f.eks. Kopke, hvor jeg under et besøg i efterårsferien på deres vingård Quinta da Boavista fik lov at smage de to nye 50 års vine og samtidig fik et par fadprøver med hjem. De er nu gensmagt, men inden mine noter først lidt om baggrunden for de nye kategorier.

Det er på sin vis en længere udvikling på portvinsmarkedet, der har ført til de nye kategorier. For det første er der de seneste 20 år lanceret flere og flere meget gamle fadlagrede portvine. Det startede i 2010 med udgivelsen af Taylor´s Scion og siden fulgte f.eks. 101 fra Barros, Ne Oublie fra Graham´s, Cask 33 fra Sandeman og Gran Cruz Anniversary Edition for nu at nævne en portvin fra hver af de fem store koncerner, men mange mindre producenter (ingen nævnt, ingen glemt) er også fulgt trop. Fælles for portvinene er et flot og eksklusivt design samt et begrænset antal flasker – og dermed selvfølgelig også høje priser.

Men selv om disse gamle vine har kunnet betegne sig som gammel Tawny med brug af et eller flere V´er (V for Velho, det portugisiske ord for gammel) har en officiel kategori altså manglet.

Et andet tegn på udviklingen er, at en del producenter har gjort en dyd ud af at sende ældre portvin på markedet, end kategorien angiver. Det gælder for såvel de yngre typer, hvor en del 10 års Tawny har betydeligt flere år på bagen og derfor nærmere har en smagsprofil som en 20 års. Og det gælder 40 års, eller 40+ som den også betegnes, hvor vine også kan være 10 år ældre eller mere.

Fremover vil det altså være muligt at udsende portvin i begge farvenuancer med alderen 50 år samt de endnu ældre med den officielle betegnelse Very Very Old Tawny. Og det skridt skal hilses velkommen fra min side. En 50 års kategori eksisterer da også i forvejen, når det gælder Madeira, så med det nye tiltag er der så at sige skabt ligevægt de to hedvine imellem.

Gammel fadlaget portvin er naturligvis ikke billig. Som allerede nævnt kommer en del af de mere specielle flasker i dyr og eksklusiv indpakning, men dertil kommer selvfølgelig det faktum, at det koster at have portvin liggende på fade i kælderen gennem flere årtier. Det koster lagerkapacitet, og der skal være tilsyn med fadene, som skal omstikkes og nurses. Og så er der ikke mindst den berømte ”angels share” – altså den mængde god vin, som fordamper. I de første år regnes det for at være 2 % hvert år, der således forsvinder, og masterblender Carlos Alves fra Sogevinus vil således skyde på, at angels share ca. udgør 2/3 af mængden, hvad angår de nye 50 års vine. Det kan godt være vi forbrugere er glade for de gamle portvine, men det er englene så sandelig også.

At netop Kopke hurtigt har meldt sig klar med 50 års vine, kommer ikke som en overraskelse. Hvad enten vi taler om hvid eller rød portvin har de mange gamle fade liggende, hvilket adskillige ældre Colheitas, der kommer på markedet, også vidner om. Sidste år prøvesmagte jeg således to Colheitas, en hvid og en rød, fra 1940 (læs min omtale her).

Angående de to nye blends, skriver Richard Mayson i Decanter, at den yngste vin i 50 års hvid skulle være 48 år gammel og den ældste 60. De mange år på fad har da også givet en betydelig farveændring i den hvide. Som det fremgår af mine noter nedenfor, er der ikke den store farveforskel på den hvide og den røde – dog har sidstnævnte en lidt mere rødbrun kerne. Smagsprofilen er derimod mere forskellig.

Hvornår de to 50 års fra Kopke vil kunne købes hos den danske importør, vides ikke i skrivende stund. Det eneste melding, jeg har kunnet få fra IVDP lyder, at de nye kategorier skulle være godkendt, men at den officielle bekendtgørelse herom i Portugals svar på Statstidende, Diário da República, lader vente på sig. Og så længe godkendelsen altså ikke er officielt offentliggjort, kan producenterne ikke få godkendt vinene. Om forsinkelsen skyldes andet ens langsommelighed i systemet vides ikke. Tilbage er vel blot at vente med tålmodighed og håbe det bedste.

Her er mine noter på de to vine. Smagt førte gang i Portugal og derefter over to dage ved lidt forskellige temperaturer herhjemme.

Kopke 50 års hvid (fadprøve): Ravfarvet med lys orange kant, klar med flot skær. Ekspressiv i næsen med tørrede frugter, citrus, blomster, mandel, abrikos, honning og figner. Dejlig frisk med medium fylde, abrikos, honning, lidt mandel og blomster, meget høj syre som fint balancerer sødmen, rimelig kompleksitet, lang hale med et lidt aggressivt syrebid (95).

Kopke 50 års Tawny (fadprøve): Lys rødbrun kerne, orange kant. Ekspressiv næse med figner, hasselnød og valnød, appelsinskal, karamel, cigarkasse og lidt røgede noter. Intens, kompleks og fyldig i munden med tørrede frugter, figner, nødder, balsamico, høj syre følger i anden omgang, lang flot hale, der bare bliver ved. Et flot glas (96).

PS: Den 4. januar 2022 kom så den officielle bekendtgørelse i Diário da República, så nu er de to 50 års vine offcielt godkendt, så de kan sendes på markedet. Det samme gælder i øvrigt Very Very Old Tawny og Garrafeira.