Portvinsbroderskab og et par portvinsbesøg

De smagte vine var sponseret af producenterne

Omkring Sankt Hans tilbragte jeg 3-4 dage i Porto i forbindelse med den årlige optagelsesceremoni og festmiddag i portvinsbroderskaber, Confraria do Vinho do Porto, som jeg selv blev optaget i tilbage i 2016. De sidste par år har arrangementet været aflyst på grund af corona-nedlukning, men i år kunne det atter lade sig gøre. Derfor var der ekstraordinært mange, der skulle optages, hvorfor det ceremonielle var kortet meget ned.

Der blev optaget mange i såvel portvinsfolkets egne kategorier, Mestres og Expertos, som i æreskategorierne Cavaleiro og Infancoes herunder den første kvindelige Master of Wine Sarah Morphew Stephen, der efterhånden er en aldrende, men stadig ungdommelig dame, som jeg var glad for at få hilst på. Endvidere var der to optagelser i den nye særlige kategori, Fidalgo Cavaleiro, Stewart Todd og Axel Probst.

Som altid fulgte den efterfølgende procession med hesteryttere og musik i front ned til den store gamle toldbygning, Alfândega, hvor aftenens festmiddag blev afholdt. Jeg havde den glæde at sidde til bords med bl.a. João Nicolau de Almeida og hans søn Mateus samt Sandra Tavares og Jorge Serôdio Borges fra Wine & Soul. Og da traditionen byder, at der serveres egne vine ved bordet, blev vi godt betjent med fremragende vine og portvine.

Dagen efter festlighederne i Confraria fulgte fejringen af Sankt Hans – eller rettere São João, som samtidig er byens skytshelgen, hvorfor det er en særlig aften i Porto med festligheder, musik, dans, sardiner, vin og kæmpe fyrværkeri. Jeg havde fin udsigt, da jeg var inviteret til fest på tagbaren hos Espaco Porto Cruz.

Sankt Hans dag fandt portvinsbroderskabets regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos sted. Traditionen tro havde jeg fået hyre som gast på en af bådene – denne gang den fra Dalva, hvor jeg var i dejligt selskab med bl.a. Elsa Couto, Catia Pinto, Axels Probst og Daniel Niepoort – et hus af mange, der ikke selv har en båd. 

Der blev ikke kåret nogen vinder i år, da sejladsen måtte afblæses, da vinden pludselig vendte og bragte os længere fra mål. Men som altid var stemningen god – både før og under sejladsen og ved den efterfølgende middag for alle deltagerne.

De få dage rakte dog også til nogle enkelte besøg og møder hos portvinshuse. På førstedagen blev det således til en kort besøg hos Sandeman, hvor vi så såvel kælder som det forholdsvise nye hostel og sluttede med en lille smagning af tre vine:

Sandeman Fine White: Lys ravfarvet. Abrikos, honning og lidt tropisk frugt i næsen. Dejlig frisk i munden, medium tør med abrikos og honning, fin balance. Faktisk en fin repræsentant for kategorien, og skal nydes afkølet.

Sandeman Quinta do Seixo Vintage 2019: Mørk rubin, dyb. Forholdsvis ekspressiv med solbær, brombær, mørke kirsebær, mørk chokolade, lidt krydderurt som herbes de provence. Frisk i munden med mørke bær, let krydrede toner og lavendel. Har stadig årene for sig.

Sandeman 20 års Tawny: Rødlig ravfarvet med tørrede figner, nødder og valnød, en lille smule rester af primær frugt, dejlig lang hale. Elegant og som altid en lækkert glas.

Kort før fejringen af Sankt Hans blev det også til et lille besøg og en lang snak med Carlos Flores hos Andresen. 

Carlos fortalte bl.a. om de udfordringer portvinsbranchen har i disse år med mangel på arbejdskraft, højere omkostninger og problemer med leverancer af fx flasker. Hans egen nye Vintage 2020 ventede ganske sigende på at blive flasket, så snart der kom nye tomme flasker. Endvidere kunne han fortælle, at der var en bog på vej, der ville fortælle om husets historie og dermed også om de danske aner.

Vi fik også smagt et par vine sammen med Carlos herunder den nye Vintage:

Andresen Vintage 2020 (flaskeprøve): Blend af især Touriga Franca og Tinta Roriz samt mindre Touriga Nacional. Mørk rubin, uigennemsigtig og tæt, lilla kant. Lidt diskret, men elegant næse i første omgang med solbær, hyldebær og mørk chokolade, violer og andre florale noter samt en del grønne og krydrede toner. I første omgang ganske tilgængelig og indbydende i munden med mørke bær og florale noter, dernæst betydelig kraftigere, krydret og pebret, tør stil og sluttende med kraftige tørre tanniner, som skulle give et fint mellemlangt potentiale.

Andresen Colheita 1998: Virker mere frisk og ungdommelig med god balance og stadig med lidt primær frugt samt tørrede frugter, nødder og appelsinskal. Fint balanceret.

Turen omfattede endvidere et besøg hos Churchill´s. Noter herfra følger i næste opslag.

Smagning med Carlos Raposo

 

De omtalte vine er sponseret af importør og producent

 

Carlos Raposo er et nyere navn i den portugisiske vinverden, som det er værd at følge. Nyere er måske så meget sagt, for trods hans forholdsvis unge alder er karrieren allerede lang. Han er oprindeligt fra Dão og besluttede sig som teenager, at det var vinvejen, han ville gå. Som 16-årig begyndte han at studere ønologi i Bairrada, og som 20-årig valgte han at rejse ud og dygtiggøre sig ved at arbejde sammen med de bedste. Han tog først til Bordeaux og Bourgogne og fortsatte så hos Pingus i Ribera del Duero og siden i Californien og i Australien, hvor han var med til lave ”industrivin”.

I 2011 vendte han tilbage til Portugal og arbejdede 7-8 år som troldmandens lærling hos Dirk Niepoort, inden han i 2018 blev selvstændig med sine egne projekter suppleret af konsulentvirksomhed for adskillige producenter rundt om i Portugal.

Det første udspil hed Vinhos Imperfeitos (VI) og kom på gaden i 2020. Tre flotte, men også eksklusive og dyre hvidvine – en fra Vinho Verde, en fra Dão og et blend fra de to regioner. Året efter fulgte så projektet World Wild Wines (WWW).

”Nu hvor Vinhos Imperfeitos har etableret sig på markedet, har jeg fulgt en anden drøm, jeg har haft. At lave vin med karakter og personlighed og med andre karakteristika og til en pris, så flere kan nyde dem. Jeg kalder det for World Wild Wines, fordi jeg vil lave vine i hele verden, og fordi de vil blive lavet med respekt for druesorterne, uden tilsætning af kemikalier og så naturligt som muligt,” fortalte Carlos Raposo mig ved lanceringen.

Fælles for begge projekter er netop, at der er tale om vine med et personligt fingeraftryk, som han udtrykte det nyligt, da han gæstede Danmark for første gang og sammen med importøren inviterede til først winemakers dinner og dagen efter en smagning i butikken.

Jeg deltog i smagningen og fik derfor lejlighed til at gensmage vinene fra begge serier – for World Wild Wines vedkommende dog i nyere årgange. Carlos Raposo fortalte i øvrigt, at der snart er nye vine på vej fra World Wild Wines i form af en enkeltdruevin på Tinta Negro Mole fra Algarve og et længe varslet blend af druer fra Bordeaux og Dão.

Her følger lidt noter fra smagningen i den rækkefølge, vinene blev serveret.

Ideal Branco 2020 Dão (WWW): 80 % Encruzado, lagret på 5-6 år gamle egetræsfade. Strågul. Dejlig aromatisk, frisk og med lidt tungere noter, citrus, æbler lidt abrikos. Frisk i munden, mineralsk og med god frugtfylde, let cremet, diskrete fadnoter, præg af malolaktisk gæring, ok syre, men ikke høj (91).

Definido Branco 2020 Dão (WWW): Blend fra gamle vinmarker (Vinhas Velhas), lagret på cementtank. Gulgrøn. Lidt mindre ekspressiv i næsen, elegant og mineralsk, græs, citrus og gule stenfrugter. Sprød i munden med fin syre, stringent, elegant, mineralsk, lidt bitterhed i enden (92/93).

Tres Pontos 2018 Vinho Verde (VI): Blend af Avesso, Arinto og Loureiro. Gulgrøn. Fyldig i næsen med gule stenfrugter, citrus og appelsinblomst. Elegant og mineralsk, dejlig harmonisk (93/94).

D&V 2018 (VI): Blend af Alvarinho og Encruzado fra gamle vinmarker i henholdsvis Vinho Verde og Dão. Gulgrøn. Let røget næse, men også frisk og floral. Anderledes og lidt ubestemmelig, men spændende. Fyldig og frisk med stenfrugter og mineralitet (94).

I 2018 Dão (VI): Diskret næse i første omgang. Ikke typisk Dão-stil. Floral og dejlig kompleks næse med stenfrugter og let røget karakter. Mineralsk og elegant i munden med citrus og blomster, saltet hale, fin balance, stadig med flot udviklingspotentiale (96).

Ideal Tinto 2019 Dão (WWW): 80 % Touriga Nacional, Alfrocheira. Mørk rubin. Frisk næse med frisk ung frugt, violer og blomster, mørke kirsebær, let krydret undertone. Ikke så kompleks, men vellavet, floral, røde bær, kirsebær, bløde tanniner (89).

Definido Tinto 2019 Dão (WWW): Blend fra Vinhas Velhas. Mørk rubin, lilla kant. Elegant og floral næse, mørke bær, let røget. I munden med moden frugt, røde bær, kirsebær, mineralitet, bløde elegante tanniner (93).

 

Vinene fra Carlos Raposo importeres af Vinho. Læs opså min tidligere omtale af Vinhos Imperfeitos og World Wild Wines.

Quinta do Portal klar med to udgaver af Vintage 2020

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Der vil ikke blive tale om en bred deklarering af Vintage Port for 2020´s vedkommende. Året bliver altså ikke klassisk, men et Single Quinta år. Som sædvanen har været de seneste mange år, er der dog undtagelser. Sogevinus har deklareret deres fire store brands: Cálem, Kopke, Barros og Burmester. Churchill´s laver både Churchill´s og Quinta da Gricha, ligesom Quinta do Noval både har deklareret Noval og Noval National.

Det samme gælder Quinta do Portal, der ligeledes sender såvel klassiske Vintage som Single Quinta Vintage på markedet og altså deklarerer både Portal Vintage 2020 og Quinta dos Muros Vintage 2020.

Quinta dos Muros, som ligger på østsiden af Pinhão-dalen, er, hvor det hele begyndte for familien Mansilha Branco, der har dyrket vin på ejendommen i flere generationer. Siden tilkøbte familien Quinta da Abelheira (1978) og Quinta do Casal de Celeirós (1991), som de omdøbte til Quinta do Portal, der altså også er navnet på firmaet. Endvidere ejer de Quinta do Confradeiro og Quinta da Manuela (købt i 2017). Gennem årene er der lavet Single Quinta Vintage fra såvel Quinta do Portal som Quinta dos Muros, mens druerne til den klassiske Portal Vintage ikke kun kommer fra Quinta do Portal.

”Druerne til Portal kommer fra alle fem ejendomme – hvilke afhænger af året og kvaliteten af de forskellige druesorter. Men der bruges altid druer fra begge sider af Pinhão-floden, og Quinta dos Muros spiller en stor rolle,” fortæller winemaker Paulo Coutinho.

Paulo Coutinho har været chefwinemaker for Portal siden 1994, og da første Vintage blev deklareret i 1995, har han været med hele vejen. Om udviklingen gennem årene fortæller han:

”Den sidste halvdel af 90´erne brugte vi til at teste de forskellige marker. I starten af 2000-tallet brugte vi kraftigere ekstraktion kulminerende med Vintage 2003, som jeg vil kalde for den sidste rigtige klassiker, som stadig har 20 år foran sig. Derefter fulgte udviklingen af vores Single Quinta Vintages. I årene fra 2011 til 2015 evaluerede vi quintaerne og begyndte med mindre ekstraktion og dermed mere elegance. Og endelig har vi de sidste fem år bevæget os i en grønnere og mere miljøvenlig retning.”

2003 var også året, hvor de for første gang sendte to forskellige Vintage-udgaver på markedet, idet Portal Vintage blev suppleret af Portal+ Vintage, der nærmest var en Single Quinta Vintage fra Quinta dos Muros med højt indhold af Touriga Nacional.

”Portal+ var vores første individuelle quinta vin, og den udløste senere filosofien bag Quinta dos Muros”, fortæller Paulo Coutinho og fortsætter:

”Quinta dos Muros har en mere harmonisk struktur som ung, hvor Portal Vintage er mere klassisk i sin stil, mere tør og med flere tanniner. Men begge har fint lagringspotentiale, og forskellen er størst i de unge år”.

Jeg fik tilsendt fadprøver på begge portvine. Vinene blev smagt over to dage samt gensmagt et par dage senere og det ved lidt forskellig temperaturer. Her er mine noter.

 

Quinta dos Muros Vintage 2020 (fadprøve): Blend af Touriga Nacional (35 %), Tinta Roriz (35 %) og Touriga Franca (30 %). Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Solbær, hindbær og mørke bær, men også med florale noter og friske krydderurter, hvidløg samt en smule lavendel. Masser af frugt i munden, cassis, mørke bær, florale noter, i anden omgang pebret og krydret, kraftige men integrerede tanniner og høj syre, tørre tanniner i enden. Lidt kompakt på første dagen, derefter mere åben og indbydende og med mellemlangt potentiale. (92).

Portal Vintage 2020 (fadprøve): Blend af Touriga Nacional (40 %), Tinta Roriz (30 %) og Touriga Franca (30 %). Mørk rubin, uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. I første omgang lidt lukket næse med mørke bær, på andendagen mere åben med frisk frugt, solbær, brombær, lakrids, tobak og lidt friske urter. Umiddelbart blød og rund i munden med fin struktur, godt med moden frugt, mørke bær og cassis samt lidt friske urter, tør, elegant og harmonisk med markante polerede tanniner og lidt krydret og pebret bund, tørre tanniner i enden. Ok tilgængelig og velbalanceret med fint potentiale, men måske ikke til den helt lange bane (92).

 

De to udgaver af Vintage 2020 er ikke vidt forskellige, men dog med nuanceforskelle. Quinta dos Muros virker umiddelbart lidt mere urtet, mens Portal er mere klassisk, som Paulo Coutinho selv udtrykker det. Og set over en årrække har der vitterligt været tale om en bevægelse mod en lidt friskere og mere elegant og floral stil.

 

Læs i øvrigt om mit besøg hos Quinta do Portal i 2019 her.

Sherryen har også sin festival

Der afholdes i dag portvinsfestivaler i en længere række af byer. Den ældste af dem så dagens lys i 1988 og var arrangeret af Henrik Oldenburg, som den dag i dag står bag festivalen, der finder sted den første mandag i november på Børsen i København.

Henrik Oldenburg sætter ikke kun pris på portvin, men også på sherry. I 2018 udgave han således den lille bog, ”Sherry, tapas og skinke”, og året efter stod han bag den første danske sherryfestival. Siden fulgte et par år med Corona-nedlukning, hvor den slags arrangementer ikke kunne finde sted, men i år sidst i april blev endnu en sherryfestival afviklet på Sceneriet i Det Ny Teater.

Jeg var inviteret med, og da jeg foruden min kærlighed til portvin også er begejstret for især de tørre sherryer mødte jeg op for at tage del i glæderne. Samtidig synes jeg, at det er værd at bakke op om initiativet. Sherry står – sammen med andre hedvine som madeira – helt i skygge af portvinens store popularitet og fortjener derfor større opmærksomhed.

En sådan festival inviterer sjældent til koncentreret smagning med notetagning. Her vil jeg derfor kun kort præsentere nogle af de huse, jeg nåede at besøge, og knytte enkelte kommentarer til nogle af de smagte vine. Men inden da et par få ord om sherry og sherrytyperne.

Sherry produceres i en trekant i det sydvestlige Spanien udspændt mellem de tre byer Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria, som er de eneste byer, hvor sherry må lagres ifølge regulativerne. I modsætningen til portvin laves sherry på kun en druesort – de fleste på den tørre Palomino, andre på de søde Moscatel og Pedro Ximénez. Det bedre terroir udgøres af den kalkholdige albariza-jord, som ofte fremstår hvid.

Efter presning og gæring tilsættes vinsprit, så alkoholprocenten stiger fra godt 10 til 15-16 procent, hvorefter vinen lagres på fade i de mange bodegaer. I fadene dannes et lag af døde gærceller – kaldet flor – som i større eller mindre grad er med til give sherryen sin karakteristiske smag. En andet karaktertræk er det såkaldte solera-system, hvor den færdige vin tappes af de nederste fade, som så fylde op med vin fra række over, som igen fyldes af næste række etc. Den nye og helt unge vin hældes altså på foroven, bevæger sig derefter gennem flere årgange af vin og opnår derved alderdommens karaktertræk.

Fino og Manzanilla – sidstnævnte må kun lagres i Sanlúcar de Barrameda – er de mest tørre udgaver af sherry, der findes. Restsukkerindholdet er omkring 1 gram pr. liter i modsætning til de sødeste sherrytyper på Pedro Ximénez, hvor det kan være over 400. Dermed også sagt, at spændvidden, hvad angår tørhed og sødme, er langt større i sherry end i portvin.

Den næste kategori i rækken er Amontillado, som ligeledes starter sin lagringstid under flor, men som så lagrer videre, når floren dør ud eller så at siges dræbes ved tilsætning af sprit, så alkoholprocenten hæves. Amontillado er altså lagret såvel biologisk som på almindelig oxidativ vis. Amontillado, Palo Cortado og Oloroso regnes ligeledes for tørre sherryer, selv om sukkerindholdet er stigende i forhold til Fino og Manzanilla. Til de søde hører Moscatel og ikke mindst Pedro Ximénez samt diverse blends som de kendte cream sherryer.

For uddybning og information om sherryens historie kan jeg henvise til Oldenburgs lille bog eller udmærkede engelsksprogede bøger som Julian Jeffs ”Sherry” og Talia Baiocchis ”Sherry”.

Men tilbage til festivalen og min lille rundtur. Som nævnt følger en kort præsentation af nogle af de forskellige producenter samt enkelte bemærkninger til de smagte vine. Navnet på importør og/eller forhandleren, som repræsenterede dem på festivalen, står i parentes.

 

Bodega Yuste

Ungt hus grundlagt af Francisco ”Paco” Yuste, som i 1991 overtog og renoverede den gamle Bodega Santa Ana i Sanlúcar. I starten arbejdede han som almacenista for andre bodegaer, men siden er han ekspanderet og har opkøbt flere bodegaer og udsender du egen vin. I 2015 købte han fx retten til at udsende Pedro Romeros brand Aurora – et brand, der stammer fra 1904 og er en hyldest til Romeros hustru Aurora, hvis portræt pryder flaskerne.

Jeg smagte to forskellige Manzanillas, Aurora og den lidt ældre La Kika, som især var ganske spændende med sine mindst 10 år under flor. Endelig smagte jeg også deres Aurora Amontillado (Vinimondo).

 

Barbadillo

Familieejet bodega grundlagt i 1821, da Don Benigno Barbadillo vente tilbage til sin fødeby efter at have boet i Mexico. Ligger i Sanlúcar og er især kendt som for sin store produktion af tør Manzanilla, men producerer alle typer og står faktisk også bag den gamle storsælgende Fad nr. 6.

Hos Barbadillo smagte jeg først nogle af de helt tørre vine: Manzanilla En Rama, Manzanilla Levante & Poniente – to ens vine i udgangspunktet, men med forskellig placering i bodegaen. Dernæst fulgte et par Amontillados i form af 12 års Principe og 30 års V.O.R.S. med en dejlig næse og flot kompleksitet. Endelig sluttede jeg med et par af de søde typer – en fin Moscatel Laura og en intens20 års Pedro Ximenez (Juuls Vin & Spiritus).

 

Ximenez-Spinola

Lille familiejet producent grundlagt i 1729, som har specialiseret sig i tørre vine på Pedro Ximenez samt enkelte sherryer og brandy.

Her smagte jeg først et par spændende tørre hvidvine, Fermentation Lenta 2019 og Exceptional Harvest 2019. Dernæst deres sherry, 1918 Muy Viejo Sherry og endelig en brandy. Et spændende og anderledes hus fra regionen (H.J. Hansen).

 

Alvaro Domecq

Den kendte tyrefægter Alvaro Domecq købte i 1998 den gamle almacenista Pilar Arandas bodega og genoptog dermed familiens gamle beskæftigelse som sherryproducenter. Producerer i mindre skala herunder nogle gamle VORS vine.

Jeg smagte først Manzanilla “La Jaca” og Fino ”La Jaca”, dernæst to fremragende Olorosaer, ”Alburejo” og 1730 V.O.R.S – sidstnævnte med en fantastisk næse, høj syre og lidt kant. Et spændende hus (Erik Sørensen Vin).

 

Bodega Hidalgo La Gitana

Sigøjnerpigen, La Gitana, er navnet på husets Manzanilla, men har altså også givet navn til bodegaen, som blev grundlagt i 1792. Jeg smagte La Gitana Manzanilla, en udmærket Amontillado Napoleon og Olorosa Farson (Brdr. D´s Vinhandel).

 

Emilio Hidalgo

Familiejet bodega grundlagt omkring år 1875. Jeg smagte først der fino og manzanilla og derefter den dejlige La Panesa, som har 15 år under flor. Fin og indbydende næse og på en gang elegant og kompleks (ViniPortugal).

 

Baron Sacristía AB

Ny bodega grundlagt i 2010 af Antonio Barbadillo (AB), som ganske rigtigt kommer fra den traditionsrige familie bag Barbadillo. På egne ben fremstiller han mere radikale og særprægede vine, som ikke er mainstream, hvilket også fremgår af etiketten.

Jeg smagte deres uhyre komplekse og lækre 50 års gamle Olorosa (Frederiksberg vinhandel).

  

Bodegas Baron

Ligeledes en noget anderledes og utraditionel producent med et moderne look. Bodegaen har hjemme i Sanlúcar og er derfor især kendt for sine Manzanillas.

Jeg smagte Xixarto Manzanilla og deres 12 års Amontillado. Et spændmede hus (Frederiksberg vinhandel).

 

H.J. Hansen var ligeledes til stede med den udmærkede producent Emilio Lustau, som jeg dog sprang over, da jeg tidligere har besøgt stedet under et besøg Jerez. Læs nærmere her.

Til slut er vel blot at sige, at det er et udmærket initiativ Henrik Oldenburg har taget med sherryfestivalen. Jeg håber endnu flere finder vej næste gang, og at det udvikler sig til en tradition som portvinsfestivalen.

50 års Tawny fra Maynard´s

 

Den smagte vin var sponseret af producenten

 

I januar trådte den nye lovgivning med nye kategorier af portvin i kraft – heriblandt 50 års Tawny og 50 års hvid portvin. Så vidt vides var de første, som kom på markedet Kopke med såvel en 50 års Tawny som en 50 års hvid, men siden er andre fulgt med. Undertegnede kender til Vallado 50 års, Taylor´s Golden Age og Maynard´s 50 års Tawny.

Sidstnævnte blev allerede præsenteret ved Portvinsmessen i Roskilde i marts, hvor winemaker og masterblender Alvaro van Zeller havde medbragt en lille prøve. Indtrykket var umiddelbart positivt. Jeg fik efterfølgende en flaske tilsendt, så den kunne smages i ro og mag over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Men hvorfor udsende en 50 års?

”For det første havde vi i vores kælder nogle gode fade, som var mere end 40 år gamle, men ikke kunne bruges til Colheita. For det andet havde vi flere kunder, der efterspurgte det,” fortæller Alvaro van Zeller.

Der er som altid, når vi taler Tawny med alder tale om et blend af forskellige årgange. Druesorterne er typiske for regionen - nemlig Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Alkoholen holder 20 % og sukkerindholdet er 152 g/l. Om selve blended kan Alvaro fortælle følgende:

”Det meste er fra en mere end 60 år gammel portvin som vi købte sidste år. Det har jeg så blandet med moder-vinen til vores 40 års Tawny og så lidt af nogle ”spicy” ældre eller yngre portvine.”

Barão de Vilar, som selskabet bag Maynard´s hedder, har i sin kælder mange gamle fade, hvilket ikke mindst skyldes, at Alvaro har et godt øje for at finde frem til sådanne rundt om i Douro. De laver også hvid portvin med alder, men har aktuelt ikke planer om, at udsende en 50 års hvid.

”Det er vores beholdning af hvid portvin ikke til. Men vi er rundt på markedet i Douro for se, om vi kan finde fade med gammel hvid portvin, så vi får at se,” siger han.

Der har været en del diskussion om de nye kategorier rundt om i portvinskredse. Er det et fornuftigt tiltag? Eller risikerer man at udvande kategorierne og tære på reserverne af gammel portvin, så der ikke er til fremtidens produktion?

Alvaro van Zeller har da også visse betænkeligheder, men håber det bedste.

”Very Old Tawny er uproblematisk. Når det er mere end 80 år gammelt, skiller det sig ud fra de andre kategorier. Mange producenter har fade med meget gammel portvin, som ikke kan bruges til Colheitas, men på denne måde kan værdsættes,” forklarer han og fortsætter:

”Det er sværere med 50 års Tawny versus 40 års Tawny. Jeg frygter, at producenter vil gå på kompromis med deres 40 års for at skabe sikkerhed for deres 50 års. Derfor skal IVDP fastholde og sikre kvaliteten af såvel 40 års som 50 års. Lykkedes det, vil de nye kategorier være en succes, så vi må se, hvordan det går.”

Og nu til mine noter.

Maynard´s 50 års Tawny: 

Tawnybrun med mørk kerne og lysere grøn til orange kant. Rustik og intens næse med hasselnødder, svesker, figner, balsamico, muskatnød og cigarkasse, lidt sprittet lige efter ophældning, men det aftog i glasset. Godt med fedme i munden med nødder, valnød, balsamico, brændte figner, tobak, kanel og appelsinskal, meget koncentreret og krydret, fint balanceret med syre, fin lang hale med lidt bid. Et dejligt glas (94/95).

 

Maynard´s importeres af Vinimondo

 

 

The Dream Ones – drømmehedvin fra Portugal

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

En af de særlige smagninger ved vinfestivalen Essência do Vinho i Palácio da Bolsa i Porto havde fokus på portugisisk hedvin med alder. Først en enkelt vin fra den lille region Carcavelos, derefter to portvine, to Moscatel de Setúbal og endelig to madeira-vine. The Dream Ones lød overskriften, og det var så sandt som skrevet, for der var virkelig tale om enestående drømmevine, som man ikke så ofte har mulighed for at smage.

Fælles for de fire typer er selvfølgelig, at det er hedvin – eller fortified wines, som man siger på engelsk. Det vil sige vine, hvor der er tilsat druesprit for at stoppe gæringen, hvorved sødmen bevares, og der opnås en højere alkoholprocent. Men der er også store forskelle grundet forskellige terroirs, druesorter, vinifikationsmetoder og lagringsmåder.

Portugals hovedstad Lissabon var tidligere rig på vinmarker. Herfra producerede man bl.a. hedvin, som konkurrerede med portvinen i nord. Men som byen voksede svandt antallet af marker ind. Blandt de få overlevende er det lille område Carcavelos lige vest for Lissabon. Området, der i dag kun er på 19 hektar, blev demarkeret helt tilbage i 1908 sammen med de to andre små områder i Lissabon-regionen, Bucelas og Colares. I Carcavelos produceres der hedvin af samme navn fra de få producenter, som er til stede. De senere år er der heldigvis gjort en del for at bevare området, og nye folk er kommet til - heriblandt australske David Baverstock, som ellers er mest kendt fra sin tid hos storproducenten Esporão i Alentejo. Han er tilknyttet Quinta dos Pesos, men har også sit eget brand Howard´s Folly. Der kan bruges såvel røde som hvide druesorter til at lave Carcavelos, og det kystnære terroir leverer høj syre til gavn for lagringen.

Det samme kan siges om vinene fra Moscatel de Setúbal fra halvøen syd for Lissabon, men her forbliver skallerne sammen med mosten indtil næste forår, hvilket giver en mere intens aroma og smag. Efterfølgende lagres vinene på store toneis af egetræ eller mahogni. Mindstekravet er 18 måneder, men lagrer den i 5 år, må den kalde sig Superior. I juniudgaven af Din Vinguide vil jeg have en større artikel om netop Moscatel de Setúbal.

Portvin og hedvin behøves nok ikke så megen præsentation. Portvinen er populær herhjemme som aldrig før – og det gælder såvel Vintage og Rubystilen som de fadlagrede Tawny med alder og Colheitas samt nu også hvid portvin med alder. De senere år er der sendt et øget antal meget gamle portvin på markedet som de to, der indgik i denne smagning.

Vinene fra Madeira er kendt for såvel den høj syre, de forskellige druesorters sødmegrad samt den særlige lagring, hvor vinen samtidig med oxidationen opvarmes – enten naturligt på loftrum i lageret (canteiro-metoden) eller for de billigere vines vedkommende ved teknisk opvarmning (estufagem).

Det var en spændende smagning, hvor repræsentanter fra producenterne præsenterede vinene. Fra Howard´s Folly var det således David Baverstock, mens de to portvinshuse, Real Companhia Velha og Quinta da Pacheca, var repræsenteret ved henholdsvis Pedro Silva Reis og Maria Serpa Pimentel. Fra Quinta do Piloto var Rita Loução med og fra José Maria da Fonseca António Maria Soares Franco. Og endelig var João Pedro Ghira fra Blandy´s og Ricardo Diogo Freitas fra Barbeito fløjet over fra Madeira.

Her følger noterne på de smagte vine. Jeg giver ikke point, da tiden var lidt knap, men vi befinder os i området fra 93 og op.

Howard´s Folly 1991 (Carcavelos): Ravfarvet med mørkt orange skær. Tørrede frugter, abrikos, appelsinskal, let krydret. Lidt skarp i første omgang, men derefter fint balanceret, tørrede frugter, nødder, krydret, frisk og elegant, virker tør, lang hale.

Real Companhia Velha Very Old Tawny 1927: Mørk tawnybrun. Lidt diskret næse til at starte med, men åbner så op med tørrede figner, karamel, nødder, valnød og balsamico. Blød og cremet struktur i munden med syrebid i anden omgang, meget intens med nødder, figner, karamel og lidt appelsinskal, sødmen er fint balanceret med god syre og stor kompleksitet. En mere balanceret stil end vanligt fra huset.

Quinta da Pacheca Colheita 1934: Tawnybrun, orange kant. Karamel, nødder, kanel og muskatnød. Intens i munden med tørrede frugter, nødder og karamel, flot syre, der giver friskhed og balance, forbløffende elegant. En spændende vin.

Quinta do Piloto Moscatel Roxo Colecao de Família: Mørk ravfarvet, lys orange kant, lidt uklar. Fed og blød i munden med figner og tørrede frugter, lidt chokolade og karamel, meget sød men med god syre, som giver friskhed, en intens og kompleks vin.

J.M. da Fonseca Moscatel de Setúbal Kingman Centurty Edition 1919: Lavet i kun 500 eksemplarer i forbindelse med lanceringen af Kingsman-filmen. Mørk som balsamico, koncentreret og med orange kant. Balsamico, svensker og farin, fed og koncentreret så den skal skæres ud, meget intens og uhyre kompleks, lang hale.

Blandy´s Bual 1920: Ravfarvet med lys orange kant. Tørrede figner, abrikos og nødder i næsen. Intens med nødder, appelsinskal og tørrede frugter, medium sød med stor syre, som giver friskhed af flere omgang i munden, lang flot hale. Et dejligt glas.

Barbeito 50 Years Famílias Meio Doce: Lys ravfarvet til orange. Tørrede abrikoser, figner og lidt citrus og nødder. Elegant og lækker i munden med syrekant, honning, nødder og abrikoser. Endnu en fantastisk 50 års fra Barbeito.

 

Under etiketterne Portvin, Moscatel de Setúbal og Madeira her på siden kan læses meget mere om disse typer hedvin.

Essência do Vinho 2022

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

Hvidvin, rødvin og alle farver imellem. Portvin, Madeira og Moscatel samt Espumante. Det hele stod fremme i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa i sidste uge, hvor den 18. udgave af den store vinfestival Essência do Vinho 2022 fandt sted.

Jeg var inviteret med som medlem af den international jury. Foruden de mange portugisere og brasilianere var lande som Schweitz, Italien, Spanien, England, USA og altså Danmark repræsenteret i juryen, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine – vel at mærke blandt de vine bladet Revista de Vinhos i forvejen havde udvalgt som de bedste fra årets testsmagninger. Dertil kom et tæt program med flere særsmagninger samt diverse frokoster og middage med producenter.

Top 10 smagningen fandt vanen tro sted i den smukke arabiske sal i Bolsa, hvor panelet sad klar til smagning af 62 vine, som kom ind i hurtigt tempo. Først en enkelt rosé, derefter 17 hvide, en espumante, de mange rødvine og så endelig 10 hedvine, hvor portvinene var i overtal med seks vine, men også Madeira og Moscatels. Panelet fik afgivet point, og et par dage efter fandt kåringen af de 10 bedste vine (2 hvide, 6 røde og 2 hedvine) så sted ved en gallamiddag på Factory House – de engelske portvinshuses traditionsrige klub. Mere herom følger snarest i en artikel i Vinbladet.

Efter Top 10 smagningen var der frokost med huset Churchill´s, hvilket betød et gensyn med Johnny og Zoe Graham samt smagning af nogle af deres glimrende vine og portvine. 

Om eftermiddagen var jeg til smagning af såkaldte Underdogs med spændende og utraditionelle vine fra en god håndfuld producenter heriblandt en altid humørfyldt João Roseira fra Quinta do Infantado. Og endelig fulgte om aftenen middag med den store producent Esporão, som foruden den store ejendom i Alentejo også ejer Quinta do Ameal i Vinho Verde og Quinta dos Murcas i Douro.

Fredagen bød på endnu en frokost – denne gang med Quinta Vale D. Maria – i restaurant PIP i museums- og vinkomplekset WOW. Dejlige vine, hvilket især gjaldt den altid delikate Vinha da Francisca opkaldt efter den tidligere indehaver, Cristiano van Zellers datter, samt ikke at forglemme deres Very Old Tawny fra 1969. Intens, koncentreret og med flot balancerende syre, som gav elegance. Frokosten bød også på et gensyn med Martim Guedes fra Aveleda, som i dag ejer Vale D. Maria og Isabel Abreu Lima, som jeg mødte første gang, da hun repræsenteret Dalva ved en smagning i The Vintage Port Club.

Om eftermiddagen fulgte en smagning af portugisiske hedvine, ”The Dream Ones”, som overskriften lød i programmet. Syv fantastiske vine fordelt på en fra den lille område Carcavelos i Lissabon, to portvine, to madeiravine og to moscatels. Mere herom følger i et senere indlæg.

Efter aftenens prisoverrækkelse var det officielle program slut, men jeg valgte at blive endnu en dag. Både for at få tid til et par aftaler med gode bekendte fra portvinsbranchen, men især for at få mulighed for at gå lidt rundt blandt standene på messen og lystsmage – det vil sige uden at tage de store noter – samt sludre med nye og gamle kontakter.

Her blev det bl.a. til et gensyn med Joana Santiago og hendes glimrende vine fra Moncão og Melgaco i Vinho Verde heriblandt en fin, frisk rødvin Sou og den spændende amforavin Santiago na Ãnfora do Rocim – den første Alvarinho-vin lavet på Amfora i samarbejde med specialisten på området Herdade do Rocim fra Alentejo.

Jeg fik også smagt vine fra producenten Campolargo i Bairrada, som kombinerer moderne teknikker med gamle traditioner og mindst mulig indgriben. Spændende hvidvine og rødvine på Baga. Og så fik jeg hilst på Luís Leocádio og gensmagt hans glimrende Vale de Mil vine fra Titan of Douro (læs omtale her).

Hos Sogrape smagte jeg to spændende hvidvine fra deres ejendom Quinta da Romeira i Bucelos – det lille distrikt i Lisboa-regionen, som har en lang tradition for vine på Arinto – samt gensmagt deres to udgaver af Vintage 2019, Ferreiras Quinta do Porto og Sandemans Quinta do Seixo (læs min omtale her).

Det blev også til et besøg hos Julia Kempers stand, hvor jeg smagte tre hvidvine. 

Hos Quinta do Portal smagte jeg såvel hvidvin som Moscatel på druen Moscatel Galego - begge udmærkede vine. 

Der var spædende enkeltdruevine på programmet hos Real Companhia Velha, hvor jeg også fik en snak med Pedro Silva Reis. Endelig fik jeg smagt lidt Vintage portvin hos Quinta Nova, Niepoort, Wine & Soul (Pintas), Quinta do Vale Meão og Alves de Sousa, men dog altså uden at tage noter.

Mere følger snarest om kåringen af Top 10 og om smagningen af The Dream Ones.