Triathlon 1963, 1983 og 2003

Tre årgange med 20 års mellemrum og med henholdsvis 60, 40 og 20 år på bagen. Fire store klassiske Vintage huse. Det var programmet for den nyligt afholdte triathlon-smagning i The Vintage Port Club – en klassisk disciplin for klubben. Husene var Taylor´s, Warre´s, Fonseca og Graham´s – årgangene 1963, 1983 og 2003.

Der var altså mulighed for at vurdere vinene op mod hinanden på kryds og tværs – eller rettere vertikalt og horisontalt – og samtidig også en form for tvekamp mellem to af de helt store spillere i portvinsbranchen: The Fladgate Partnership med Taylor´s og Fonseca overfor Symington Family Estates med Warre´s og Graham´s.

Inden min vurdering af vinene lidt om de tre årgange, der skulle smages. Og lad os starte bagfra.

Hvis vi fraregner Millennium-årgangen blev 2003 det første store Vintage år i det nye årtusinde. Der var tale om bred deklarering – Henrik Oldenburg opgiver antallet til 51 huse – og altså dermed et såkaldt klassisk år. Ifølge Richard Mayson, som betegner året som værende  med ”ripe opulent wines”, vil de største huse være drikkeklare i løbet af 20´erne. Da vi sidst smagte årgangen i klubben i 2018, fortæller mine noter mig, at nogle af husene var åbne og drikkeklare, mens flertallet stadig manglede tid, men havde flot potentiale. Det sidste gjaldt bl.a. Fonseca og Graham´s. Overskriften for min rapport fra aftenen hed da også ”Rapport fra en lukket verden”. Mayson giver året 4 til 5 stjerner af 5 mulige, tyske Axel Probst 5 stjerner.

1983 tilhører efter min mening årgangene lige under de allerbedste. Andre foretrækker måske året før, hvor   vinene siges at modnes tidligere, og der var ikke helt enighed blandt producenterne. Oldenburg opgiver 36 deklarationer, mens 1982 havde 39, men begge kom snart til at stå i skyggen af 1985. Tallene kan dog ikke sammenlignes direkte med tallet for 2003, da der siden er kommet flere producenter til. Richard Mayson sætter ordene ”firm, muscular, lasting wines” på årgangen og giver den fire stjerner, mens Axel Probst nøjes med tre. Mine erfaringer er lidt blandet, men de bedste er meget lækre og drikkeklare i disse år. Ved en smagning af årgangen tilbage i 2013 havde jeg Taylor´s som favorit efterfulgt af Graham´s, Warre´s, Niepoort, Ramos Pinto (en af mine personlige favoritter) og Cockburn, mens ellers store huse som Fonseca og Dow´s skuffede den aften.

1963 har i mange år været omtalt som den bedste årgang og det ypperste, man kan smage. Lad det være sagt med det samme. De bedste og mest holdbare vine er stadig fremragende i al deres modenhed, men generelt er årgangen begyndt at miste pusten, og de mindre huse burde enten være drukket for længst eller bør drikkes inden for en overskuelig tid. Oldenburg nævner 44 deklareringer, hvilket var imponerende højt den gang. Mayson giver den klassiske årgang fem stjerner. Det samme gør Axel Probst, som kalder det for et perfekt klassisk år. Ved en smagning i klubben tilbage i 2013 – altså med 10 år færre på bagen – kan jeg se, at Warre´s var skuffende, mens Taylor´s og Graham´s fik henholdsvis min 1. og 2. plads, og endelig var Fonseca lidt længe om at komme ud af glasset, men kom sig dog. De tre sidstnævnt løb også med de tre første pladser ved afstemningen blandt deltagerne – og i samme rækkefølge, som jeg placerede dem.

Med andre ord tre spændende årgange på forskellige udviklingsstadier, og da der var tale om fire store huse, var forventningerne naturligvis høje. Inden min konklusion følger her noterne i den rækkefølge vinene blev smagt. Smagningen var semiblind, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi kendte årgangene og samtidig fik oplyst at rækkefølgen ville være den samme årgang for årgang. Blot kendte vi ikke identitet på de forskellige rækker. Jeg startede vanligt med en ren syns- og dufterunde fulgt op af to smagerunder, og da alle vine var skænket på forhånd, fik de lidt tid til at udvikle sig undervejs, hvilket ændrede mere end én af mine afgivne vurderinger.

Men nu til noterne:

Taylor´s 1963: Rødbrun kerne, orange og lys kant. Masser af jordbær i næsen, men også lidt kirsebær og med tiden noter af røget bacon. Ok fylde i munden, selv om den pga. alderen selvfølgelig ikke var intens, røde bær, let krydret, stadig med balancerende syre og frugt. Elegant og delikat, men bliver nok ikke bedre (94).

Warre´s 1963: Lys rødbrun med lys kant og flot skær. Lidt spinkel i næsen med røde bær og lidt krydret bund. Lav på frugt, men med kraftig syre, der dominerer i anden omgang, røde bær, ubalanceret da frugten mangler (89).

Fonseca 1963: Teglrød med rødbrun kerne og lys kant. Fyldig i næsen med kirsebær, jordbær og lidt kaffenoter. Ok fyldig i munden med fint med frugt, pænt krydret og i god balance, lidt til den tørre side, lang krydret hale (92).

Graham´s 1963: Lys teglrød med lys kant. Diskret næse med røde bær, ribs samt fine florale noter. Dejlig i munden med godt med frugt og høj syre, fint balanceret, let krydret, lang hale med lidt bid i. En fin vin (93).

Taylor´s 1983: Rødbrun med flot skær, lysere kant. Dejlig næse med godt med røde bær og krydret bund. God balance i munden med røde bær, dog ikke så kraftig frugt. En dejlig vin (93).

Warre´s 1983: Rubinrød med lys kant. En fæl næse med markant propkarakter. I munden ligeledes med fejl og høj dominerende syre. Ikke bedømt.

Fonseca 1983: Lys rødbrun. Lidt kemisk apotekerpræg i næsen, røde bær. Medium frugt, jordbær, florale noter. Lidt vel tyndbenet og uharmonisk (87).

Graham´s 1983: Flot rubinrød. Mørke kirsebær, brombær, lidt mokka og let krydret. Fint med frugt, røde bær og krydret bund, harmonisk og med bløde tanniner for et længere liv. Et dejlig glas (93).

Taylor´s 2003: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket næse med mørke bær, syrlige kirsebær, brombær og antydning af lakrids. Brombær, krydderurter, sort peber og lidt grønne noter, tør stil, godt med tanniner. Fin nu og med fint potentiale (92).

Warre´s 2003: Mørk rubin med lys rødlig kant. Lidt karklud og kemiske noter i næsen, der desværre overdøvede, men ikke med tydelig fejl. Røde bær, høj syrlighed og krydret i munden. Ikke i balance med skarp syre og godt med krydderier i halen (87).

Fonseca 2003: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, mørke kirsebær, lidt solbær og mørk chokolade. Dejlig og fyldig i munden med mørke bær, solbær og lidt urter, godt med tanniner, krydret og lidt skarp, fint potentiale (92).

Graham´s 2003: Mørk rubin, dyb og med lys lilla kant. Ekspressiv næse med solbær og masser af stadig ungdommelig frugt. Ung frugt, brombær, blommer, fint balanceret med god syre, lang pebret hale, lidt til den søde side. En stor vin med stort potentiale (93).

Så vidt min bedømmelse, så lad mig slutte med lidt konklusioner:

Som det fremgår af min pointgivning, var min bedømmelse af de fire vine i årgang 1963 meget lig min vurdering for 10 år siden. De største vine i årgangen er stadig i live, men med den tilføjelse, at de ikke vil vinde ved yderligere lagring – nok snarere det modsatte.

Såvel Taylor´s som Graham´s imponerede i årgang 1983. Hvor Warre´s var med tydelig fejl, vil jeg ikke udelukke, at Fonseca kunne været kommet sig yderligere, hvis den havde fået mere tid. Men det er nu en gang vilkårene ved sådan en smagning, hvorfor min bedømmelse måtte tage udgangspunkt i, at den stadig var lidt fæl i næsen ved aftenens slutning.

Årgang 2003 var ikke overraskende betydeligt mere åben denne gang end ved smagningen i 2013. Mest imponerende var nok Graham´s bevarede ungdommelighed i både udseende og smag, men både den, Taylor´s og Fonseca har stadig mange år foran sig.

Sammenlagt havde jeg Taylor´s og Graham´s som aftenens vindere, derefter Fonseca og endelig Warre´s, som inklusiv den skæve flaske ”tabte” i alle tre årgange.

Efter smagningen afgav deltagerne som vanligt point, hvilket resulterede i følgende top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Taylor´s 1963 (94,8)

2. Graham´s 1963 (93,2)

3. Fonseca 1963 (92.4)

4. Graham´s 2003 (91,8)

5. Taylor´s 2003 (91,2)

Ses bort fra, at jeg var lidt mere begejstret for Taylor´s og Graham´s i årgang 1983, var der ikke de store afvigelser på min score og gennemsnittet. Og som det ses formåede den legendariske årgang 1963 stadig at begejstre.

Sprød Pinot Noir fra Penedés

 

Navnet på vingården minder lidt om en spiritusprøve: Can Ràfols dels Caus. Den ligger i Penedés regionen i det nordøstlige Spanien lige lidt syd for Barcelona – en region, som mest er kendt for at være landets største producent af Cava.

Men der laves også andre ting – og det gør Carlos Esteva, som overtog ejendommen i 1979 fra sin bedstefar efter tidligere af have lavet vin på Menorca. Carlos renoverede ejendommen og vinmarkerne og plantede nye sorter herunder Pinot Noir, som ikke er så almindelig i Spanien, men dog altså findes her og fx i Somontano for foden af Pyrenæerne. Gården ligger da også lidt oppe i højden på Garraf-massivet.

Der produceres flere forskellige serier af vin med afsæt i bæredygtighed samt – selvfølgelig – cava, herunder en serie enkeltdruevine på både lokale druer og internationale som Chenin Blanc, Merlot og altså Pinot Noir. Navnet på sidstnævnte, AD Fines, er latin og betyder på grænsen – en henvisning til, at vi er på grænseområdet for, hvor sorten giver meningsfulde resultater. Men det gør den i høj grad her.

Jeg smagte den økologiske vin over to dage.

 

AD Fines Pinot Noir 2017 (Penedés): Seks måneders fadlagring samt flaskelagring. Rubinrød, medium intens. Frisk næse med masser af frugt, røde bær og sorte kirsebær, friske urter samt lidt gærrester. Meget frisk i munden røde bær, kirsebær og lidt svampe og animalske toner, mineralsk og let krydret og med høj syre samt diskrete bløde tanniner. En dejlig sprød og læskende pinot noir (92).

Læs mere på canrafolsdelscaus.com

Vinen importeres af Økologisk Vinimport i Svendborg

LOCI fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Loci er flertalsformen af locus – det latinske ord for et specifikt sted. Vinen LOCI fra Quinta de Ventozelo i Cima Corgo i Douro er netop en hyldest til sådanne steder på den 400 hektar store ejendom, hvoraf halvdelen er tilplantet med vinstokke.

Ønolog José Manuel Sousa Soares star bag det nye blend, som blev lanceret i slutningen af 2022 – et blend bestående af fem forskellige druesorter fra otte forskellige vinmarker:

• Tinta Amarela fra en mark i gennemsnitlig 350 meters højde udgør 50 % af blendet og giver friskhed og aroma.
• Tinta Roriz fra to marker i henholdsvis 250 og 350 meters højde udgør 20 % og giver tanninstruktur og røde bør aromaer.
• Sousão fra to marker i 200 meters højde udgør 10 % og giver især farve og syre.
• Tinta Cão fra mark i 250 meters højde udgør 10 % og giver tropiske aromaer og bløde tanniner.
• Touriga Nacional fra to marker i henholdsvis 250 og 150 meters højde udgør de sidste 10 % og giver florale noter, struktur og syre.

Jeg smagte vinen over to dage:

Quinta de Ventozelo Loci 2020 (DOC Douro): Mørk rubin. Floral og frisk næse med violer, jordbær, hindbær og modne kirsebær samt let krydret undertone. Blød og behagelig i munden med mørke bær, lidt marmeladepræg og florale noter, ok kompleksitet og samtidig relativ elegant af en Dourovin at være, fint balanceret, meget bløde tanniner og mellemlang hale med lidt syrebid (91).

En tur til Azorerne med Niepoort

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Azorerne er vel noget af det mest hotte i portugisisk vin disse år. De ni vulkanøer i Nordatlanten, godt 1.400 km vest for Lissabon har selvstyre som Madeira. Der er tre underregioner fordelt på de tre af de ni øer, hvor vindyrkning er mest udbredt – nemlig Graciosa, Biscoitons på nordsiden af Terceira og ikke mindst Pico. Den førstnævnte er demarkeret for hvidvine, mens de to andre traditionelt har været for søde hedvine. Endelig er der også flere vinmarker på den lille ø Faial.

Men de senere år har mange yngre winemakere søgt til især Pico med Portugals højeste punkt i form af vulkanen af samme navn. Her laves der nu meget spændende vine – især hvidvine, men også røde – på druesorter som Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico. Antallet af vinmarker vokser, og oftest er de gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod den kraftige vind.

Jeg har tidligere smagt vine fra António Macanitas Azores Wine Company og fra Adega Do Vulcãno (se links nedenfor). Producenter som disse og andre har haft succes, så det spændende terroir har e overraskende også tiltrukket andre af landets winemakere. Senest har Niepoort således udsendt en hvidvin fra Pico, som jeg fik prøvesmagt inden jul.

Men hvorfor egentlig hoppe fra Douro og de andre regioner, hvor Dirk Niepoort er aktiv og så til Pico?

”Foruden at være de smukkest vinmarker i verden har Pico en fantastisk historik med store vine – de fleste hedvine. Mange vinmarker er blevet reddet, restaureret og nyplantet. Vinene kan være helt svimlende med stor friskhed, meget personlighed og stort lagringspotentiale,” forklarer Dirk Niepoort.

Selv om Niepoort altså nu debuterer med en vin fra Azorerne, er der dog ikke tale om, at de har etableret sig på Pico. I stedet samarbejdes der med Tito Silva fra Tito Wines, som står bag brandet ”A Cerca dos Frades”.

Foto fra Tito´s Vinhedo.pt

”Vi har ikke selv vinmarker på Pico, men samarbejder med Tito, som har nogle fantastiske vinmarker. Vi er med som winemakere, og køber dem så færdigproduceret,” siger Dirk Niepoort.

På den enkle hvide etikette, som er formet som vulkanen, står der godt nok diskret Niepoort. Men nærlæser man, fremgår det således, at vinen produceret og flasket af ”Tito´s Unipessoal lda”.

Vinen, som Niepoort har lagt navn til, et blend af  Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico, men selv om Tito også laver enkeltdruevine, har Niepoort ikke planer herom, oplyser Dirk.

Men hvordan smager den så? Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Niepoort Branco Reserva 2020 (DO Pico)

Gylden med lidt lysere kant. Meget ekspressiv med pære, kiwi og lidt ananas samt diskret røgede noter i baggrunden. Frisk i munden med god fylde og lidt syrebid, citrus og lidt tropiske noter, dejlig mineralsk, fint balanceret, diskret fadpræg og med lang hale med citrus. En spændende og dejlig  gastronomisk vin, på en gang frisk og fyldig (93).

 

 

Læs om Azores Wine Company her og om Adega Do Vulcãno her

Niepoort importeres af Theis Vine.

Portvine fra Sequeirinha

Gold Drink, Sequeirinha og Quinta de Maroccos. Tre navne, der hører sammen, og som med to energiske søstre i spidsen for tiden markedsfører sig i Danmark ved festivaler og smagninger. Lige inden jul gjaldt det en smagning hos vinbaren Salute i Odense, hvor begge søstre fortalte om sig selv og deres portvin, og hvor vi smagte otte forskellige vine. Men inden noterne først en nærmere præsentation af søstrene og de tre navne, der indledte denne artikel.

Kører man fra Régua langs Douro mod Pinhão er Quinta de Maroccos en af de første vingårde man passerer, ca. midtvejs mellem motorvejsbroen og Régua-dæmningen. På stedet lå der tidligere et kloster og efter sigende skulle den gamle vingårds navn hidrøre fra, at Franciskanermunkene udvandrede til Marokko.

Gennem flere generationer har quintaen tilhørt familien Correia de Sequeira. Der er dyrket druer og lavet portvin på stedet længe, men tidligere blev det solgt som bulk til store firmaer som Ramos Pinto og Cockburn. Som det gælder for så mange andre familieejede quintaer kom beslutningen om selv at lægge navn til portvinen efter lovændringen i 1986, hvor det efter Portugals optagelse i EU blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro og uden om de store selskaber i Vila Nova de Gaia. César Augusto Sequeira Correia besluttede sig et par år efter at stå på egne ben, men startede stille og roligt med producere lidt portvin, lægge fade til side i kælderen og sideløbende stadig afsætte til andre. Midt i 90´erne kom produktionen for alvor i gang, og samtidig blev der igangsat et større restaureringsarbejde, hvor der bl.a. blev satset på vinturisme.

Med tiden blev de to døtre, Rita og Catarina, også involveret i driften – Rita i 2001 som winemaker og ønolog og senere fulgte Catarina som økonom med ansvar for salg og markedsføring. For at markere ”tronskiftet” valgt søstrene i 2009 at danne selskabet Golddrink og lancere det nye brand Sequeirinha, hvor diminutiven ”inha” efter familienavnet henviser til, at det er de unge, der står bag. Druematerialet til Sequeirinha kommer fra såvel Quinta de Marrocos som familiens anden quinta Quinta de Vale de Sapos, som ligger tæt ved, i retning mod Lamego. I alt rådes der over 41 hektar vinmarker, og druerne fodpresses i granitlagares. Rita fungerer stadig som winemaker assisteret af Joana Duarte, som tidligere var ansat hos Bulas.

Der laves i dag portvin under forskellige brands, hvortil kommer en mindre produktion af bordvin samt druemarmelade og olivenolie. Hvad portvinen angår omfatter porteføljen hvide portvine, rosé, Ruby Reserva, LBV og Vintage samt Colheitas og Tawny med alder. Søstrene oplyste, at de regner med at frigive en 50 års Tawny i marts måned.

Søstrene fortalte endvidere, at de bruger en del Sousão i deres portvin og især i LBV og Vintage, ja faktisk udgør druesorten hele 70 % af Vintage 2020. Sousão bibringer farve, men også højt syreniveau. Sousão var tidligere især plantet i gamle blandede vinmarker (Vinhas Velhas), hvilket fx gælder Noval National, men de senere år har den fået lidt af en renæssance, og bliver nyplantet rundt om.

Her følger mine noter på de otte smagte vine fra Sequeirinha.

Port Rosé: Mørk laksefarvet. Røde bær, hindbær og lidt tuttifrutti. God mundfylde med røde bær og let krydret bund, høj balancerende syre, kort men ok hale. Faktisk en fin og fyldig rosé (88).

White Colheita 2010: Lys ravfarvet, orange. Citrus, mandel, abrikos, blomster. Mandel, honning og abrikos, til den tørre side og i fin balance, mellemlang hale (89).

LBV 2018: Mørk rubin, lys lilla kant. Solbær, brombær, mynte, lavendel og mørk chokolade. Mørke bær, mynte og friske urter, fin syre, pænt med bløde tanniner (89).

Vintage 2020: Blend af Touriga National, Touriga Franca, Tinta Roriz og efter sigende intet mindre end 70 % Sousão. Mørk rubin, nærmest sort og med lilla kant, uigennemsigtig. Krydret næse med grønne urter, solbær og lidt røgede noter. Kraftig og tæt med mørke bær, urter og mørk chokolade, lidt rustik, godt med syrebid, pænt med tanniner, medium hale med tørre tannier i enden. Savner lidt mere frugt og elegance (90).

10 års Tawny: Mørk tawnybrun, orange kant og lidt rubinrøde noter. Stadig med en smule primær frugt, men også ret udviklede fadnoter i form af hasselnødder, rosiner, valnød og lidt figen (89).

20 års Tawny: Lysere end 10 års, ravfarvet til tawnybrun. Diskret i første omgang, men mere ekspressiv, som temperaturen steg, nødder, mandel og lidt orangeskal. Frisk i starten, derefter lidt mere kompleks, blød og let cremet, let og elegant stil (90).

Colheita 2003: Tawnybrun med rødorange skær. Mandel, nødder og lidt læder og cigarkasse. Lidt skarp med høj syre, ikke så fyldig og kompleks, elegant og velbalanceret, medium hale. Ganske delikat (91).

40 års Tawny: Tawnybrun, lys med orange skær og grønlig kant. Blød og cremet med figen, hasselnødder, valnød, orangeskal og cigarkasse, flot syre og friskhed, fin balance, lang hale. Elegant og fin (93).

 

Jeg har tidligere prøvesmagt lidt vin og portvin fra Quinta de Marrocos. Læs min omtale her. Læs mere om Goldrink og deres brands her.

Wines of Portugal seminar og smagning

I november var det atter tiden for portugisisk vinfestival i København. Et arrangement, jeg som vinskribent med speciale i portugisisk vin, selvfølgelig deltog i. Bag fremstødet, der fandt sted i Langelinie Pavillonen, stod som de foregående år brancheorganisationen Wines of Portugal, der siden 2019 har haft fokus på Danmark som et af deres indsatsområder. Fremstødet var egentlig berammet til en fireårs periode, men på grund af Corona nedlukning, lovede Sónia Viera fra Wines of Portugal, at de vil komme igen næste år til såvel København som Aarhus.

Baggrunden for satsningen er, at vi danskere elsker portvin, men har meget mindre opmærksomhed rettet mod de øvrige vintyper fra Portugal. Det er ærgerligt, da landet byder på stor diversitet både hvad angår typer, druesorter og klimatiske forhold.

Sónia Viera oplyste, at Danmark er portugisisk vins 13. største marked, men fraregnes portvinen er vi kun nr. 18. 74 % af eksporten til Danmark er portvin, kun 16 % bordvin. Og når vi drikker portugisisk vin, er det især fra regionerne Douro, Vinho Verde og Alentejo.

Heldigvis viser tallene, at indsatsen fra Wines of Portugals side har båret nogen frugt, om end det kun går langsomt fremad.

Markedet er steget med 8.1 % i gennemsnit. Målet er at få værdien i eksporten til Danmark til at sige – ikke volumen”, sagde Sónia Viera.

Med andre ord vil portugiserne gerne sælge os bedre og dyrere vine, men efter min mening behøver dyrere ikke at betyde dyrt. Af samme grund har Wines of Portugal også rettet en del af deres opmærksomhed mod restaurationsbranchen fx ved at være sponsor for DM for sommeliers.

Festivalen på Langelinie bød på såvel åben smagning som en masterclass, hvor Thomas Ilkjær fra Vinakademiet fortalte lidt om klima, regioner og druesorter, mens vi smagte otte forskellige vine fra syv forskellige regioner. Her er mine noter med regionens navn i parentes efter vinens navn:

Lua Cheia – Saven: Maria Bonita Nostalgia Branco 2021 (Vinho Verde):

Otte timers skalkontakt, sur lie, lagret på ståltank. Lys grøngul, helt klar. Frisk og aromatisk, men dog ikke voldsom ekspressiv, grønne æbler, gule stenfrugter, græs og lidt eksotisk ananas. Flot syre og  friskhed, grønne æbler, lidt blomster samt lang fin hale med syrebid (89).

António Macanita Winemaker: Macanita Branco 2021 (Douro):

Blend af 70 % Viosinho, 20 % Codega do Larinho og 10 % Gouveio fra gamle vinmarker. Lys gullig med grønt skær. Fyldig og aromatisk næse med pærer og passionsfrugt. Frisk frugt og høj syre, grønne pærer, græs og andre vegetale noter, fin tekstur og kompleksitet, pænt balanceret, syrebid (90).

J. Portugal Ramos: Pouca Roupa Tinto 2021 (Alentejo):

Blend af 50 % Alicante Bouschet, 30 % Touriga Nacional og 20 % Alfrocheira. Rubinrød, ikke så intens, lys violet kant. Frisk og ekspressiv næse med frisk frugt, jordbær, kirsebær og florale noter. Frisk frugt og høj syre, kirsebær, let krydret og pebret, bløde tanniner. Frisk og ligefrem og overraskende elegant, når man tænker på de 50 % Alicante Bouchet (89).

Fiuza & Bright: Fiuza Reserva Premium Tinto 2019 (Tejo):

100 % Alicante Bouschet. Mørk rubin, lys kant, medium intens. Moden frugt, brombær og lidt laktose. Dyb og fyldig i munden med frugtsødme, pæn syre, mørke bær, krydret, fin hale (90).

Enoport Wines: Romeira Reserva Caves Velhas Tinto 2019 (Lisboa):

Ligeligt blend af Castelão, Trincandeira, Syrah og Tinta Miúda. Mørk rubin med lysere kant, medium intens. Frisk næse med røde bær, kirsebær og brombær. God friskhed i munden, men også kompleks med røde bær, høj syre, pænt med bløde tanniner (90).

Encostas de Alqueva: Flor de Penalva Reserva Tinto 2017 (Dão):

Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Jaen og Alfrocheira. Mørk rubin. Lidt lukket i næsen, men åbnede sig med florale noter og røde bær. Frisk i munden med god frugt, meget fyldig med røde bær og blomster, pænt med bløde tanniner, medium fylde. En fin vin (92).

Quinta da Devesa Vinhas Velhas Tinto 2015 (Douro):

Mørk rubin, tæt, lilla kant. Kraftig næse med masser af frugt, mørke bær, brombær og lidt røget bacon. Fyldig med mørke bær, tydelige men balancerede noter fra fadet, kraftige tanniner. Dyb og med stort potentiale (92).

Casa Ermelinda Freitas Moscatel Roxo Superior 2012 (Setúbal):

Ravfarvet med lysere kant. Ekspressiv næse med abrikos, honning og blomster. Abrikos og rosiner, stor sødme, men fint balanceret med den høje syre, fin kompleksitet og lang hale (92).

 

Om den efterfølgende åbne smagning vil jeg blot knytte lidt ord til nogle enkelte producenter, da jeg under den slags smagninger kun tager sparsomt med noter. Der var 19 borde at vælge imellem, hvoraf flere repræsenterede flere brands, og hele landet – ses bort fra Madeira og Azorerne – var dækket ind. Jeg vælger her at liste min omtale region for region.

 

Vinho Verde

Hos Adega Ponte da Barca fra Vinho Verde smagte jeg deres enkeltdruevine på henholdsvis Loureiro og Alvarinho. Begge druesorter var i forskellige versioner med eller uden battonage og fadlagring, men fadet tog aldrig overhånd og skjulte den friske Vinho Verde stil. Det gjaldt fx deres Alvarinho Reserva 2021, som var såvel fyldig som sprød, og deres Loureiro Reserva de Sócios 2018, som havde fået seks måneder på franske egefade, men var fint balanceret.

Jeg smagte også lidt blandede vine hos Vercoope: Via Latina Alvarinho 2021, Via Latina Grande Reserva Branco 2018 (et blend af Alvarinho, Arinto, Avesso, Loureiro og Trajadura med fire måneders fadlagring), Terras de Felgueiras Loureiro 2021 og Terras de Flegueiras Arinto 2021.

 

Beira Interior

Beira Interior er en af de mindre regioner i Portugal, men med øget produktion og kvalitet. Jeg smagte fire vine hos Castelo Rodrigo Winery. Først en spændende hvidvin på et blend af Malvasia Fina, Síria og Arinto do Interior, Marquez de Castelo Rodgrigo 2019 – en frisk, let parfumeret næse og med stor sprødhed i munden. Det samme blend var at finde i deres meget spændende Convento de Aguiar 2019. De samme to navne var også i røde versioner som blend af Touriga Nacional og Tinta Roriz og igen meget spændende vine med henholdsvis 6 og 9 måneder på egefade.

 

Dão

En enkeltdruevin og et blend blev smagt hos Quinta do Covão. Såvel deres almindelige tinto som deres Reserva Touriga Nacional var dejlig florale og indbydende.

 

Alentejo

Hos Carmim i Alentejo smagte jeg udmærkede og for regionen typiske kraftige rødvine i form af Monsaraz Reserva 2020 (blend af Trincadeira, Alicante Bouschet og Touriga Nacional) og Carmim Primitivo (blend af sammen druer samt Aragonez og Castelão).

Det samme gør sig gældende ved topproducenten Cartuxa ligeledes fra Alentejo, nærmere bestemt i Évora. Her smagte jeg Monte de Pinheiros og de to fremragende Cartuxa og Cartuxa Reserva.

Ved den fremragende producent António Macanita Winemaker blev det blot til en gensyn med hans hvidvine fra Alentejo i form af Fitapreta Branco. Ud over Alentejo laver António vine i Douro og på Azorerne, men de sidstnævnte var dog ikke med denne gang.

 

Península de Setúbal

Mod vest ude ved kysten finder vi Setúbal-halvøen, hvor jeg smagte et par nyheder fra den store producent Casa Ermelinda Freitas. Først et blend af Castelão og Alicante Bouschets, Peninsula da Vinhas 2021, og dernæst Sandstone 2021 som var et let og floralt blend af Syrah og regionens signaturdrue Castelão.

 

Algarve

Den store producent Casa Santos Lima har hjemme i Lisboa, men er repræsenteret i de fleste regioner i Portugal. Da Algarve er en region, som vi ikke hører meget til, men med stigende kvalitet, valgte jeg at smage deres vine fra den sydligste region i Portugal. Fora de Pé på Touriga Nacional og Syrah samt ikke mindst en let og elegant vin på druesorten Negra Mole, som er et særkende for Algarve. Vinen hed Despedida. Endelig smagte jeg også en ny vin fra Lisboa, Valmaduro, med kun 10,5 % alkohol.

 

Douro

Quinta da Foz i Pinhão er jeg kørt forbi mange gange under besøg i Douro-dalen. Tidligere var den ejet af Calém og lagde navn til deres Vintage, men i dag laves der vin fra ejendommen af samme ejere som Quinta do Covão i Dão. Og det gør de ganske godt. Jeg smagte deres Grande Reserva 2018 med druer fra en mere end 100 år gammel mark. En flot og intens vin. Endvidere smagte jeg en ren Touriga Nacional 2020, som var med kraftig syre og tanniner og har brug for tid, men ganske lovende. Generelt er kvaliteten af enkeltdruevin på Touriga Nacional i Douro stigende.

Foruden Vinhas Velhas som var med i ovenfor nævnte master class smagte jeg hos Quinta da Devesa deres udmærkede Branco Superior Viosinho 2021.

En Salute for Churchill´s

 

De smagte vine var sponseret af arrangørerne

 

For nogen tid siden var jeg inviteret til en lille smagning af portvinshuset Churchill´s hos den nye vinbar Salute i Overgade i Odense. Noterne følger nedenfor, men først lidt om huset, familien bag og stedet, hvor smagningen foregik.

Jeg har de senere år stiftet et solidt bekendtskab med Churchill´s – og det gælder såvel vinene (foruden portvin laver de udmærket rødvin) som personerne bag. Jeg har således flere gange mødt familien i form af stifteren Johnny Graham, datteren Zoe og svigersønnen Ben Himowitz. 

Den nye generation har taget over, da Johnny Graham, som stiftede selskabet i 1981, er ved at trække sig tilbage. Han vil dog fortsat være at finde i smagerummet og ved særlige repræsentative lejligheder. Derudover har jeg også lært winemaker Ricardo Pinto Nunes og salgsansvarlige João Afonso at kende (billedet øverst).

Det var netop sidstnævnte, som stod for smagningen i Odense, hvor han fortalte lidt om huset og præsenterede syv vine. Churchill´s stil er med mere syre og mindre sukker og dermed lidt tørrere vine. Samtidig udsender de ikke entry level portvin. Deres tørre hvide portvin er således ca. 10 år gammel, selv om den blot er navngivet Dry White Port.

Apropos hvid portvin lagrer Churchill´s i dag mere hvid portvin end i starten i 80´erne, fortalte João Afonso. Målet er at kunne sende hvide colheitas og ældre hvid portvin med alder på markedet, da de mærker en efterspørgsel – en trend, som de fleste producenter efterhånden har måttet overgive sig til. Alle portvine er i øvrigt fodtrådt i lagares på Quinta da Gricha, hvor de har 40 hektar vinmarker, hvoraf de 36 er gamle marker. Der benyttes store fade til deres 10 års Tawny, hvorved bevares mere primær frugt.

Slutteligt lige et par ord om Salute, der åbnede sidst i september, men allerede har vist sig som et aktivt   sted med hensyn til smagninger og andre arrangementer. Odense har i forvejen to udmærkede vinbarer samt flere steder med et fint vinkort uden dog at være decideres vinbarer, så det skal blive spændende at følge den nyankomne. Stedet har et pænt udvalg af portugisisk vin og portvin, hvilket selvfølgelig har vakt min interesse, da mit speciale er portugisisk vin, og jeg i øvrigt er honorær konsul for Portugal i Odense og region Syddanmark. Det særlige fokus skyldes givet, at bagmændene tæller såvel vinimportører som portvinsentusiaster.

Tilbage til smagningen, som omfattede en hvid portvin, tre røde og tre fadlagrede. Her er mine noter:

Dry White Port: Lys ravfarvet, orange skær, lys kant. Abrikos, honning, blomster i næsen, let parfumeret. Fint og friskt syrebid, abrikos og orangelikør, lang hale. Fin til aperitif (89).

LBV 2017: Mørk rubin med uigennemsigtig kerne og lysere rød kant. Diskret og lidt lukket i næsen, florale noter, brombær og lidt urter. Rund og blød i munden med god frugt og bløde tanniner (89/90).

Crusted Port (2014): Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Frisk frugt, urter, røde bær og esteve. Frisk og fyldig, dejlig rig på frugt, mørke bær, tør, kraftige tanniner og lang hale (90).

Vintage 1997: Mørk rubin. Floral med jordbær og andre røde bær, mynte, urter. Dejlig kompleksitet, robust med brombær, markante tanniner, flot balanceret, tør stil og lang pebret hale. Ganske lækker (93).

10 års Tawny: Mørk rødbrun med lys kant. Stadig med bærpræg, men også nødder og tørrede frugter. Ligeledes med lidt primær frugt i munden samt nødder og en anelse tanniner, tør hale (89).

20 års Tawny: Lys ravfarvet med rødbrun kerne og lys orange kant. Mandel, nødder figen og lidt cigarkasse i næsen. Blød i første omgang med mandel og tobak samt fin balancerende syre, tør, lang hale med syrebid (91/92).

30 års Tawny: Mørk tawnybrun med lysere kant. Lidt diskret næse i første omgang med nødder, valnød og figner. Intens, fed og fyldig i munden med tørrede frugter og nødder samt fin balancerende syre. En dejlig kompleks vin (93).

Salute er i øvrigt allerede klar med deres næste portvinsarrangementer. Den 14. december har de således portvin & risalamande på programmet, og den 21. december får de besøg af søstrene Rita og Catarina Sequeira, der står i spidsen for portvinshuset Sequeirinha med afsæt i Quinta de Marrocos.