Quinta do Crastos historie

Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.

De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.

Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.

Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.

Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.

Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.

Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.

Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.

Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.

Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.

I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.

Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.

En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.

Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.

Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018

Vintage 2018 fra Symington Family Estates

Omtalte vine er sponseret af producenten

Med en lang række brands i porteføljen er der selvfølgelig altid stor spænding, når Symington Family Estates offentliggør deres deklareringer på portvinsområdet. Vil der være tale om såkaldt klassisk Vintage eller Single Quinta Vintage? Hvor mange forskellige deklarerer de? Og hvor mange sender de på markedet her og nu?

Spændingen blev udløst næsten midtvejs inde i april, mens såvel Danmark som Portugal var lukket helt ned på grund af Corona-krisen. Her udsendte familien en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der udelukkende blev tale om et Single Quinta år for deres vedkommende – i modsætning til de fire andre store aktører i branchen, Sogrape, Sogevinus, Porto Cruz og Fladgate Partnership, som helt eller delvist udsender klassisk Vintage. Man kan selvfølgelig diskutere det selvstændige brand Quinta do Vesuvios status, da druer herfra ikke indgår i nogle af familiens andre mærker. Selv lister Symingtons den ikke som Single Quinta Vintage, men det kan man sagtens kalde den, da der udelukkende bruges druer fra den 320 hektar store Quinta, der breder sig ud over flere højdedrag og har marker med forskellige soleksponeringer og i forskellige højder.

Rækken af deklareringer tæller følgende vine: Quinta do Vesuvio, Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira, Graham´s Quinta dos Malvedos, Dow´s Quinta do Bomfim, Warre´s Quinta da Cavadinha og Cockburns Quinta dos Canais. Men det er kun de to førstnævnte, der sendes på markedet nu. De resterende fire forbliver i familiens kælder og frigives først, når de har fået lidt alder.

Derfor var det også ”kun” Quinta do Vesuvio og Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira som var på programmet, da Symingtons forleden inviterede vinskribenter og importører fra hele verden til prøvesmagning over Zoom i selskab med Harry, Rupert and Rob Symington, hvoraf to tilhører den nye femte generation af familien, men Rubert er fjerde generation.

De to vine blev til gengæld suppleret af to ældre udgaver af samme, så vi i alt smagte fire vine.

- Vi har valgt to ældre fra 1998, da det var det første år, vi lavede Vintage fra Senhora da Ribeira efter vi overtog Quintaen. På den måde kan vi vise, hvordan vinene udvikler sig, fortalte Harry Symington, da han indledte smagningen.

Winemaker Charles Symington har givet 2018 en meget kort og præcis beskrivelse med ordene: ”A rollercoaster of a year”. Året startede med megen regn i foråret og på et tidspunkt også med haglbyger. Derefter fulgte hedebølge i vækstperioden, men heldigvis var der gode vandreservoirer at tære på. Resultatet var lavt udbytte med god kvalitet, men ikke overalt i Douro.

- 2018 har givet mindre kvantitet af fremragende kvalitet. Men kvaliteten var ikke konsistent på alle familiens vingårde, så derfor har vi ikke lavet fuld deklarering, som winemaker Charles Syminton forklarede ved lanceringen.

Eller som Rubert Symington udtrykte det kort og præcist, da han blev bedt om at sammenligne 2017 og 2018:

- 2018 har ikke samme stamina som 2017.

Med andre ord, kan vinene fra 2018 være udmærkede og dejlige med god aroma og florale noter fra touriga franca, som fremhæves af flere dette år, samt elegance og fin balanceret syre. Men på den lange bane har de ikke den samme ”livskraft” som 2017 og vil altså nok modne tidligere.

Der blev efterfølgende spurgt til om ikke kvaliteten til at lave Vintage er til stede oftere i dag end tidligere?

- I dag kan vi være langt mere præcise i blended med druer fra separate parceller, hvor kompleksiteten tidligere primært kom fra fieldblends. Derfor kan vi ramme standarten oftere, lød svaret.

Quinta do Vesuvio er blandt de mere legendariske quintaer i Douro. Dens historie kan føres tilbage til 1565 og den tilhørte i sin tid Dona Antonia Ferreira. I 1989 overtog Symingtons (købet var vist allerede foretaget året før) den noget ramponerede Quinta, hvorefter de gik i gang med nyplantning og restaurering. Ud over Vintage portvine produceres også et par glimrende rødvine. Og så er det endelig et af de steder, hvor traditionen med fodtrædning af druerne er bevaret. Adskillige danske portvinsentusiaster herunder undertegnede har da også været inviteret med i de gamle lagares iklædt de karakteristiske rødternede skjorter. Dette sker nu ikke kun for kvalitetens skyld eller for den PR det også giver.

- Det skyldes også, at Quintaen ligger så afsides, at høstarbejderne faktisk bor på stedet som i gamle dage. Derfor tilbyder vi dem muligheden for at tjene lidt mere ved at træde druerne om aftenen, lød det ved smagningen.

Fra den store og flotte Vesuvio er der udsigt over til Quinta da Senhora da Ribeira på den anden side af Douro. Druerne fra quintaen udgør sammen med dem fra Quinta do Bomfim hovedingrediensen i Dow´s Vintage, men selv om kvaliteten begge steder var høj nok til Single Quinta Vintage blev det altså ikke til en klassisk Vintage fra Dow´s, da der lige manglede det ekstra.

Begge quintaer ligger i Douro Superior, som er den varmeste og tørreste underregion og derfor også den del af Douro, som umiddelbart lider mest af klimaforandringer. Med sin beliggenhed på nordsiden og dermed med forholdsvis flere sydvendte marker er forandringen da også mærkbar på Quinta da Senhora da Ribeira. Derfor har man med tiden ændret lidt på sammensætningen af druesorter for at kompensere for det varmere klima.

- Vi er begyndt at bruge mere alicante bouchet, som giver friskhed, og sousão med høj syre. Det er to sorter som vi giver øget opmærksomhed, da de tilfører noget positivt, hvilket nok også skal ses i forhold til klimaudviklingen, fortalte Rubert Symington.

Nedenfor følger mine smagenoter. Vinene blev smagt ved online-smagningen på førstedagen og gensmagt dagen derpå.

Quinta do Vesuvio Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga franca (fra Vale da Teja i 300-350 meters højde) fermenteret sammen med lidt alicante bouchet (fra Castelos vinmarken i 250-300 meters højde) samt touriga nacional (fra Raposa vinmarken i 350-400 meters højde) og sousão (fra den højeste del af Vale da Teja). Mørk rubin med lilla kant og skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Floral med violer, jordbær, solbær, brombær, lidt kakao, kokos, esteve og andre krydderurter. Dejlig i munden, koncentreret med flot struktur, brombær, floral, pebret, medium kompleksitet, frisk og elegant og med markante, men integrerede tanniner, let krydret hale. Faktisk ganske lovende og med fint potentiale (93).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga nacional (fra den højt beliggende og østvendte vinmark Vinha Grande) og touriga franca (fra den synvendte Pedreira-mark) samt sousão og alicante bouschet fermenteret sammen. Mørk rubin, lilla kant, farver glasset. Masser af frisk frugt især solbær, brombær, ribenasaft og jordbærgrød samt violer og godt med mynte. Frisk med høj syre og godt med mørke bær, frugtgrød, pebermynte, lidt lakrids, tør, pebret og med kraftige tanniner, som kommer i anden omgang. Fint balanceret og med pænt potentiale (92).

Efter de to fadprøver på Vintage 2018 bevægede vi os 20 år tilbage i tiden til Vintage 1998 – et år som ikke har den højeste rating, og hvor der ifølge Henrik Oldenburg kun var 16 deklareringer. Året fulgte da også lige i hælene på det bredt deklarerede 1997. Oldenburg bruger ord som ”pæn” og ”hæderlig” om kvaliteten. Axel Probst giver året 2 ud af 5 stjerner og kalder det et typisk Single Quinta år, hvor der mangler kompleksitet. Og endelig kan nævnes, at Richard Mayson giver året 3 stjerner, hvilket svarer til en god ”all-round vintage” baseret på et vanskeligt år, men så nævner han faktisk såvel Quinta do Vesuvio som Senhora da Ribeira som værende blandt årets bedste vine.

Quinta do Vesuvio Vintage 1998: Rubin til mørk teglrød, brun kant, medium intens. Syrnede kirsebær, jordbær og andre røde bær, blomme, krydderurter, kakao. Meget blød og elegant med jordbær, afdæmpet og behagelig pebret, bløde tanniner og krydret, måske ikke så kompleks men ganske delikat og med lang, lidt brændende hale. Dejlig moden nu med flot balance mellem frugt og syre, men også stadig med år foran sig (92).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 1998: Rubinrød, mørk med lidt lys kant. Lige efter åbning med lidt karklud i næsen, som heldigvis fortog sig, masser af solbær og brombær, lidt pebermynte og kaffe samt røgede undertoner. Kompakt med godt med frugt især solbær og andre mørke bær, men også jordbær, godt med syre, lidt marmeladepræg, let cremet, krydret hale, ok kompleksitet, på andendagen masser af tobak og røgede noter. Stadig med god kraft og pænt med tanniner, så har potentiale for yderlige udvikling (92).

Quinta do Vesuvio importeres af HJ Hansen/Vinspecialisten. Dow´s importeres af The Wine Company.

Sogevinus Vintage 2018

Omtalte vine er sponseret af producenten

Efter den såkaldte back-to-back deklarering med Vintage 2016 og Vintage 2017 havde de fleste portvinskendere spået, at 2018 ville blive et typisk Single Quinta år. Det er det også blevet et langt stykke hen ad vejen. Men ikke helt.

Meget kunne tyde på, at den gamle tradition med kun tre gange klassisk Vintage på et årti er fortid. I takt med, at winemakerne er blevet dygtigere og den teknik, der benyttes i marken og i kælderen, er blevet forbedret, synes traditionen efterhånden mest at have sin begrundelse i markedsmæssige og økonomiske betragtninger. Vi taler om klonselektion og nøjagtig registrering af mikroklimatiske forhold, så de rigtige druesorter plantes de rigtige steder og plukkes på det helt rigtige tidspunkt. Vi taler om separat vinifikation, temperaturstyring mv. Alt sammen med til at sikre brugbart materiale, så der kan produceres Vintage næsten hvert år. Men ikke hvert år. Alle ingredienser til det ønskede blend skal have den rigtige kvalitet, så hvis en Quinta i den ene ende af Douro leverer perfekt materiale, men den i den anden ikke gør, vil winemakeren sige fra. Endelig skal det ikke afvises, at konkurrencen fra de mange nye producenter og Quintaer, der stort set deklarerer hvert år, kan spille ind på de store huses ønske om at deklarere oftere end for årtier tilbage.

Som det var en overraskelse, at både 2016 og 2017 blev deklareret, er der huse, der har overrasket endnu en gang. Sogrape har meldt om klassisk deklarering, men sprang vel at mærke 2017 over. Taylor´s har deklareret klassisk Vintage, mens andre som spået har valgt Single Quintaer.

For Sogevinus-koncernens vedkommende blev det til halvt af hver. To klassiske Vintage fra Cálem og Barros og to Single Quinta Vintage i form af Kopkes Quinta de S. Luiz og Burmesters Quinta do Arnozelo.

”2018 var et specielt udfordrende år med ugunstige vejrforhold, hvilket resulterede i mindre udbytte, men dog af fremragende kvalitet. Generelt er Vintage 2018 kendetegnet ved deres friskhed, elegance og en fremragende balance mellem sødme og syreniveau”, udtaler winemaker Carlos Alves, som tilføjer at vinene fint repræsenterer de forskellige brands profiler.

Som den første af en række test af den nye Vintage 2018, har jeg prøvesmagt de fire vine fra Sogevinus. Alle vinene, som blev fremsendt fra producenten, var fadprøver i 50 cl. flasker og blev smagt semiblindt den første dag og gensmagt dagen efter samt igen en tredje gang. Nedenfor følger nogle ord om høsten og vinen efterfulgt at min bedømmelse.

Burmester Quinta do Arnozelo Vintage 2018

Quintaen ligger i Douro Superior og var præget af en kold og tør vinter, fulgt af et meget vådt forår, som forsinkede væksten. Den varme sommer og gode vandreserver sikrede dog høsten.

Blend af touriga nacional fra nord-øst vendte marker i 280 meters højde og touriga franca fra østvendte marker i 200 meters højde. Førstnævnte leverer elegance og det aromatiske, franca giver koncentration og struktur. Antal flasker: 6.405.

Mørk rubin. Elegant næse med solbær, jordbær og hyldebær, lidt lukket i starten. God fylde i munden, frisk med solbær og andre mørke bær, lidt mynte, krydret og pebret, frugtsødme, men ellers tør med bløde tanniner og pebret eftersmag. En ganske delikat og elegant vin, dog ikke så kompleks, medium potentiale (89).

Kopke Quinta de S. Luiz Vintage 2018

Quintaen ligger i Cima Corgo på venstre bred af Douro, lige over for Quinta do Crasto. Året var kontrastfuldt. En tør og kold vinter, fulgt af meget regn, ja sågar hagl, i forår og forsommer og så endelig meget varme i august og september, hvor gennemsnitstemperaturen lå på hele 35,8 grader. Heldigvis var der vandreserver nok, så druerne ikke tørrede ud, og bladene beskyttede for solens bagen.

Der er tale om et blend af 50 % touriga nacional og 50 % vinhas velhas med mere end 80 år på bagen fra marker i 110 til 135 meters højde og primært med nord og nord-vest soleksponering. Antal flasker: 4.783.

Mørk rubin med kraftigt violet skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen med solbær, brombær og lidt cassis, men også lidt friske urter og violer samt en smule ungdommeligt kærnemælkspræg, som dog aftog ved anden gennemsmagning. Dejlig og fyldig i munden med koncentreret struktur, masser af frisk frugt, mørke bær, cassis, krydret, fin syre samt pebret hale med pænt med tanniner. Faktisk ok og med fint potentiale (90).

Barros Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1913 og overtaget af Sogevinus i 2006. Produceret af druer fra Cima Corgo i et blend med 35 % touriga nacional, 30 % touriga franca, 30 % tinta roriz samt 5 % sousão. Antal flasker: 3.734

Mørk rubin, lilla kant, næste uigennemsigtig. Floral med frisk frugt, røde bær, violer, lidt jordbærgrød, måske lidt diskret. Blød og behagelig i munden, saftig, floral, godt krydret, bløde integrerede tanniner, en del frugtsødme og lidt mineralitet, lidt tendens til marmeladepræg med dog med godt med syre samt krydderier i halen. Faktisk et ok glas, som kan nydes allerede nu, men også lagres, (90).

Cálem Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1859 og overtaget af Sogevinus i 1998. Baseret på druer fra Douro Superior, men fra forskellige terroirs. Blend af touriga nacional (15 %), touriga franca (45 %), tinta roriz (30 %) og sousão (10 %). Antal flasker: 4435.

Mørk rubin, lilla kant, medium intens. Ekspressiv næse med blomster, solbær og lidt kakao og mørk chokolade. Fyldig og blød i munden, let cremet med god frisk frugt, især solbær, fin struktur, godt krydret, indsmigrende i første omgang, men derefter med godt med bløde tanniner og høj syre, meget tør og pebret eftersmag. En fin Vintage med pænt potentiale for udvikling (92).

Generelt er der tale om pæne og solide vine med god friskhed – mere til den elegante side end den robuste. Vil alle kunne udvikle sig, men vil umiddelbart spå Cálem til at have flest år foran sig og Burmester færrest. Cálem er måske et brand, som er lidt overset, men som jeg de senere år faktisk har fundet ganske glimrende på såvel Tawny- som Vintagesiden. Barros vil med Coops overtagelse af agenturet og dermed tydeligere tilstedeværelse i Danmark nok også være værd at følge, hvis man er til deres lidt mere søde stil. Selv om Kopke primært er et Tawny og Colheita hus har der været stigende kvalitet at hente på Vintage siden – ikke mindst med deres Vintage 2017. Quinta de S. Luiz er også ganske hæderlig som repræsentant for Single Quinta Vintage.

Burmester, Barros og Cálem importeres af Coop, Kopke af ViniPortugal.

100 ting fra portvinens verden

Historien om portvin kan fortælles på mange måder. Da Poças for et par år siden fejrede deres 100 års jubilæum, valgte de at gøre det med en flot bogudgivelse, der fortæller historien om portvin gennem 100 objekter, der på forskellige vis relaterer sig til portvin.

Opskriften er sådan set enkel og set før. Et flot foto af hvert objekt uden forstyrrende baggrund. Og så en kort tekst, der på glimrende vis fortæller om tingens anvendelse og betydning – og det gerne på en poetisk og lettere filosofisk måde samt etymologisk, hvilket vil sige med forklaringer på selve navnets betydning og oprindelse.

Som eksempel på metoden kan nævnes et gammelt håndsving, der blev brugt til at røre rundt i vinen i de store balseiros. På portugisisk hedder den en sarilho, hvilket faktisk i overført betydning også kan betyde noget problematisk. Udtrykket que sarilho kan f.eks. oversættes med ”hvor træls”! I portvinskælderen er der netop tale om en teknisk anordning, som løste et problem. Og sådan går teknik, ord og betegnelserne hånd i hånd gennem bogen.

Vi kommer langt omkring. Vi er i marken med beskærersaksen, sprøjten til Bordeaux-væske og kurvene til druerne. Vi er i kælderen med de forskellige fadtyper, druepressen og den såkaldte abekat, macaco - den træstav, som bruges til at presse ”hatten” ned, når druerne er i karret. Vi er også på bødkerens værksted og præsenteres for alle hans værktøjer, på kontoret med gamle stempler, pengeskab og regnskabsbøger, og vi følger vinens vej ud til forbrugeren med demijohns, portvinstang, proptrækker, reklameartikler, flasker, glas og sågar cigarer. Tilbehøret skal jo være i orden.

Nogle af tingene er rene kuriositeter, der fortæller små anekdoter som den gamle label med en sort kat, som grundlæggeren Manoel Poças satte i produktion, fordi han var overtroisk og en dag kom til at køre en kat ned. Et ark papir med gamle reklameslogans, som blev brugt til radiospots. En lille statue af statsmanden og portelskeren Winston Churchill eller en tønde, der var ombord de gamle Barcos Rabelos, men som blev brugt til opbevaring af fisk og ikke portvin.

Andre af de udvalgte ting er nok mest interessante for håndværkere eller historikere som det metalstativ, bødkeren kunne placere tønden på under arbejdet for blot at nævne et eksempel. Men tilsammen giver de et fint billede af den mangfoldighed af værktøjer, ekspertiser og håndværksmæssige kunnen, som på en eller anden vis har været brugt eller stadig indgår i fremstillingen af portvin. Vi får et fint kig tilbage i tiden til den gang, der vitterligt var tale om et håndværk, og så den mekanisering som fulgte med mekaniseringen og maskinernes indtog – hvad enten det er den røde Bedford-ladvogn, som kører plukkeholdet ud i marken og druerne retur, de første propmaskiner, den kendte røde Titan-druepresse i kælderen eller skrive- og regnemaskinen på kontoret. ”Tasting the Test of Time”, som bogens undertitel lyder.

Der er sket meget på 100 år – også langt mere end bogen fortæller. Men det er en herlig romantisk oplevelse at dvæle ved fortiden i selskab med Poças.

”100 Years 100 Objects. Tasting the test of Time” har tekst af Emílio Remelhe.

Blackett – historien om en genfødsel

Omtalte vine er sponseret af importøren

De nyere portvinsmærker, som de senere år har erobret de danske portvinsentusiasters hjerter og ganer, kan kategoriseres på flere måder. Nogle er gamle familieejede quintaer, som tidligere har leveret druer og most til de store etablerede producenter, men som nu står på egne ben. Andre er helt nye brands, hvor en investor f.eks. har købt og restaureret en gammel quinta eller opkøber druer fra mindre vinbønder. Og endelig er der de brands, som så at sige er genopstået – enten ved at blive relanceret af ejerne eller ved at nye investorer har opkøbt navnet.

Blandt de sidste hører Blackett – et mærke, som blev relanceret af selskabet Alchemy Wines i 2014, men har gamle aner. Som mange andre blev jeg selv introduceret for Blackett ved Portvinsmessen i Roskilde i 2017, hvor de debuterede i Danmark. Den gang var jeg ganske positiv over for deres Tawny-serie og skrev f.eks., at deres Tawny Reserve var ”ganske karakterfuld af en Reserve at være”, men fandt også at stilen var lidt vel til den søde side (læs omtalen her). Siden da har manager for Alchemy Wine, Pedro Carneiro, været flittig gæst ved portvinsfestivaler rundt om i landet, ligesom jeg har mødt ham en del gang under besøg i Portugal.   

”Når Alchemy Wines valgte at lade Blackett-navnet genopstå, var det for at markere tidens betydning. Portvin har overlevet og udviklet sig med tiden til glæde for de efterfølgende generationer. Blackett var et glemt navn fundet i portvinens historie, men også et eksempel på autenticitet,” fortæller Pedro Carneiro, som er økonomiuddannet og tidligere har arbejdet for Niepoort.

”Jeg er født i Angola, men kom til Portugal med mine forældre efter revolutionen i 1974. De besluttede sig for at bosætte sig midt i Vila Nova de Gaia, og her opdagede jeg duften fra portvinskældrene. Den genfandt jeg så i 2001, da jeg startede med at arbejde i økonomiafdelingen hos Niepoort”, erindrer Pedro.

Historien om Blackett går tilbage til 1800-tallet, hvor George Blackett fra Leeds slår sig ned i Porto som vinhandler. Det har han efter sigende så stor succes med, at firmaet på et tidspunkt er i Top 5, hvad angår størrelse.

Sådan lyder de sparsomme oplysninger fra Alchemy Wines, og søger man på internettet eller i diverse opslagsværker, er der ikke meget mere at tilføje. Et selskab med navnet Blackett & C. etableres i 1912 og registreres som portshipper i 1923, men indstillede aktiviteterne i 1941. Så selv om der er tale om en relancering af et historisk navn, kan man ikke beskylde ejerne for at snylte på et gyldent brand, da navnet inden overtagelsen så at sige var helt ukendt for de fleste.

I dag ejes Blackett altså af Alchemy Wines med Pedro Carneiro som partner. Ejerkredsen tæller også familien Sequeira Mesquita, der ejer Quinta de Brunheda og Quinta da Mata de Cima – de to quintaer, som forsyner selskabet med druer.

Familieejerskabet af Quinta de Brunheda kan spores helt tilbage til 1714. Den mere end 200 hektar store ejendom ligger ved landsbyen af sammen navn ved Tua-floden i baglandet bag Douro. Her er den placeret i dejlige naturomgivelser i Vale do Tua Regional Natural Park. Vinmarkerne udgør ca. 160 hektar og er klassificeret som A eller B. Der dyrkes traditionelle Douro-sorter fordelt på ca. 65 % røde druer og 35 % hvide.

Den 22 hektar store Quinta da Mata de Cima, som har været i familiens eje siden 1982, er placeret på sydsiden af Douro tæt ved den store Régua-dæmning og med Symington Family Estates Quinta do Sol og Quinta de Santa Eufémia som naboer.

Foruden dyrkning af vin og oliventræer tilbydes der også forskellige turismeaktiviteter med afsæt i quintaerne. Der produceres ikke kun portvin, men også bordvin under navne som Vale da Corça, Brunheda og Encostas do Tua.

Hvad portvin angår har Alchemy Wine valgt ikke at fokusere på ”entry level” portvin.

”Idéen har fra starten været at fokusere på special kategorierne baseret på et større lager af gamle portvinsfade – en investering som kan udvikles og tjene sig selv hjem med tiden,” fortæller Pedro Carneiro.

Porteføljen omfatter lige nu Extra Dry White og 10 års hvid port, Tawny Reserve, 10 års, 20 års og 30 års Tawny samt en såkaldt Very Old Tawny, der blev lanceret sidste år og endelig Vintage. Første Vintage blev lavet i debutåret 2013, siden er fulgt de to back-to-back deklareringer i 2016 og 2017.

”Vi har planer om også at lave 20 og 30 års hvid portvin. Samtidig har vi Colheitas liggende, som vi vil frigive, når vi finder, at tiden er inde. Endelig har vi mulighed for at lave andre helt gamle portvine i begrænsede mængder,” oplyser Pedro Carneiro.

Der er ikke lovmæssige krav til et bestemt gennemsnit, når der blendes fra forskellige årgange, men udelukkende et påbud om, at vinens karakter skal svare til aldersangivelsen. For at blive blåstemplet af portvinsinstituttet, IVDP, skal vinen dog gennemgå såvel tekniske og kemiske analyser som godkendes af et smagepanel. Viser analyserne eller konkluderer smagepanelet, at en 10 års ikke svarer til en 10 års, men er signifikant yngre vil den blive afvist.

Ældre må den derimod godt være – og det er netop, hvad vinene fra Blackett virker med deres noter af karamel og balsamico og meget koncentrerede konsistens, ligesom der ikke er megen frisk frugt at spore selv i deres Tawny Reserve – en kategori, der sammen med 10 års Tawny kan variere en del, hvad angår transformationen fra primær frugt til sekundære Tawny-noter.

”Blackett ønsker at fremstå som et top brand inden for Tawny med alder og vise forbrugerne, at ikke al Tawny smager ens. På grund af vores vinmarkers placering har vi mere friskhed og citrus aromaer, hvilket giver vinene en personlig stil. Og ja, det er korrekt, at gennemsnitsalderen er langt ældre end loven kræver,” forklarer Pedro Carneiro.

Og, ja. Deres gamle Tawny med alder har vakt rimelig begejstring rundt om. Blacketts 30 års Tawny fik f.eks. en flot andenplads ved The Vintage Port Clubs 30 års jubilæumssmagning sidste år og har tidligere fået førstepladsen ved en smagning af 20 og 30 års Tawny, hvor også den 10 år yngre udgave fik en flot placering. 

Min smagning af det meste af Blacketts portefølje, fandt sted over to dage for at give tid til evt. udvikling efter åbning. Her er mine noter.

Blackett Extra Dry White: Meget lys, ravfarvet. Sherry-agtig næse med blomster, honning, abrikos og marcipan. Frisk og meget tør med høj syre, abrikos og blomster, krydret, brænder en smule i munden. Fin som aperitif, til tapas eller i porttonic (87).

Blackett 10 års White: Orange, ravfarvet med lysere kant og flot skær. Fin bouquet, men ikke voldsom ekspressiv med lynghonning, abrikos og mandel. Dejlig og fyldig i munden, let cremet med mandel og abrikos, blød, en del sødme men balanceret med høj syre, god lang hale. En fin repræsentant for genren (90).

Blackett Tawny Reserve: Rødbrun, lys med rødlig kerne. Stadig med frugt i næsen, ribs, lidt syltede kirsebær, abrikos og lidt mandel. Pæn fyldig med godt med syre, abrikos og lidt røde bær og en smule citrus, lidt skarp og brændende hale (87).

Blackett 10 års Tawny: Flot orangebrun, lidt rødt skær ved kernen. Nødder, marcipan og lidt valnød og orangeskal. God syre og friskhed, elegant og med en solid bund af marcipan og nødder samt en smule frugtrest, lidt kokossødme, fint balanceret, lidt kort hale (89).

Blackett 20 års Tawny: Fin tawnybrun. Ekspressiv med valnød, mandel, figen, appelsinskal og en smule balsamico. Dejlig cremet og elegant med nødder, appelsinskal og måske lidt kokos, fyldig og delikat med fin balancerende syre. Et harmonisk og dejligt glas (93).

Blackett 30 års Tawny: Tawnybrun med orange kant og skær, måske lidt lysere end 20 års. Appelsinskal, vanilje, valnød og rosiner i næsen. Intens i munden med nødder, tørrede frugter, abrikos, akaciehonning, appelsinskal, karamel og syrlig balsamico, sød, men med høj syre. Velsmagende og kompleks, men også meget kompakt og måske lidt svulstig (94).

Blackett Very Old Port: Blend af tinta roriz, tinta amarela, touriga nacional m.fl. Mørk tawnybrun med grønligt skær i kanten. Intens næse med brun farin, balsamico, brændte svesker og appelsinskal. Kraftig, koncentreret og intens med høj syre der matcher sødmen, kompleks med tørrede frugter, svesker, valnød, farin og balsamico, spændende og med lang flot eftersmag. Ren slik, dyb og dejlig, men også ”mættende” i næse og mund (95).

Blackett Vintage 2013: Blend af touriga nacional, tinta roriz, tinta barroca og touriga franca. Mørk rubin, uigennemsigtig og med lilla kant. Masser af solbær, brombær, eukalyptus og lidt kaffenoter. I munden kommer den i to tempi. Først ganske fin og elegant med mørke bær som solbær, brombær, lidt frisk krydderurt og pænt krydret, derefter med peber samt kraftige og lidt rå tanniner som overdøver, slutter med tør, lang hale. Har brug for tid (90).

I anden forbindelse har jeg smagt Vintage 2016 og 2017, som fik følgende kortfattede noter med på vejen:

Blackett Vintage 2016: Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Hyldebær og cassis i næsen, masser af frisk frugt, noget rå tanniner som bider. Brug for tid (smagt ved Port Wine Day den 7. september 2018 i Porto).

Blackett Vintage 2017: Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Kraftig duft af frisk frugt og solbær, men også grønne og mere friske noter som mynte. Masser af frugt, solbær, hyldebær og brombær, fyldig krop, pebret samt kraftige, men ikke skarpe tanniner. Fint potentiale og en værdig repræsentant for den gode årgang (92) (smagt ved Port Wine Day i Porto den 10. september 2019 og igen ved IVDP Master Class i Odense den 1. november 2019).

Blackett importeres af Selmer Vin, som venligst havde fremsendt vinene.

Simplesmente Vinho 2020 - Portugal rundt

Som alle andre vinlande er Portugal såvel mainstream som innovation. Satsning på det sikre og afsøgning af hjørnerne. Det nye. Det alternative. Det eksperimenterende.

Er man nysgerrig på, hvad der rører sig i underskoven, er vinfestivalen Simplesmente Vinho, som finder sted i februar i Porto, et besøg værd. Her deltager en lang række producenter – især portugisiske, men også fra andre lande – som alle på en eller anden måde skiller sig lidt ud fra hovedstrømmen. Det kan være naturvin og økologi, det kan være en anderledes fermentering med f.eks. øget skindkontakt, brug af alternative druesorter eller eksperimenter med fadlagring.

Jeg besøgte Simplesmente Vinho for et par år siden, inviteret af den energiske og altid venlige initiativtager og arrangør, João Roseira fra Quinta do Infantado i Douro, og igen her i februar måned før Corona-virus satte en stopper for den slags aktiviteter.

Jeg smagte lidt af hvert, da jeg både ville stifte bekendtskab med nogle producenter, jeg var blevet nysgerrig på, udforske mindre kendte regioner, hilse på gode venner og researche lidt på Bairrada, som jeg senere i år skal skrive en artikel om til bladet Din Vinguide. Mine noter er meget kortfattede, men her er lidt stikord og nogle korte præsentationer af nogle af udstillerne.

Adega do Vulcãno, Azorerne

Det er spændende for tiden at følge Azorerne – de små vulkanøer langt ude i Atlanterhavet, ca. 1.500 km fra Lissabon. Hovedøen hedder São Miguel, men det er især Pico, som er interessant vinmæssigt, hvor druesorter som verdelho, terrantez do Pico og arinto dos Acores leverer sprøde, mineralske hvidvine.

Jeg har tidligere præsenteret António Macanitas Azores WineCompany, og på Simplesmente Vinho stiftede jeg bekendtskab med Adega do Vulcãno – et ny producent fra 2015, som har vinmarker både på Pico og den lille naboø Faial

Jeg smagte en dejlig frisk, tør og mineralsk Ameixâmbar 2018 på arinto dos Açores og Rola Pipa do Pico 2017, ligeledes mineralsk og med god tekstur og dybde bag friskheden.

Quinta Várzea da Peda, Lisboa

Mindre quinta ved Bombarral i underregionen Óbidos i Lisboa. Ved smagningen ”Underdogs – The Portuguese Revolution” ved den store vinfestival Essencia do Vinho havde jeg allerede smagt deres Arinto Reserva, som blev præsenteret af Tomás Emídio, der driver familiequintaen, Quinta Várzea da Peda, sammen med sin bror Alberto.

Tomás var også til stede på Simplesmente Vinho, og jeg smagte deres Òbidos Branco lavet på fernão pires og arinto fra samme mark, men i forskellige højder. En spændende vin, som også fandtes i en fadlagret udgave, Branco Macerado, som var meget aromatisk, strågul, fyldig og med balancerende friskhed. Endelig smagte jeg en rødvin, Tinto Reserva 2015 på syrah og touriga nacional. En frisk vin med god frugt.

Brødrene arbejder med mindst mulig indgriben i såvel mark som kælder.

Courelas da Torre, Alentejo

Bag Courelas da Torre står Agrovinaz, der ejes af familien Falé og er hjemhørende i Redondo i Alentejo. De 17 hektar vinmarker drives økologisk.

Jeg smagte to hvide og en rosé. Courelas da Torre Branco 2019 var frisk med udpræget citrus karakter. Luminoso Natural er en orangevin lavet med skindkontakt på et blend af arinto, fernão pires og antão vaz, god duft og smag af fersken og god tekstur. Endelig smagte jeg også deres Rosé 2019. Et godt bevis på, at Alentejo ikke kun er store producenter, men også små alternative.

Adega Viúva Gomes, Colares

Adega Viúva Gomes drives af far og søn, José og Diogo Baeta, som er 4. og 5. generation i den familieejede virksomhed, der rækker tilbage til 1808, hjemhørende i Colares – den lille unikke region for foden af Sintra-bjergene og ud mod Atlanterhavet, hvor vinstokke vokser i den sandede jord (læs mere om Colares her). Colares, som ellers har været lidt glemt og truet af udryddelse, synes at have fået ny opmærksomhed både med deres friske vine og vine på de for området traditionelle sorter malvasia de Colares og ramisco.

Jeg smagte deres mere moderne vine, kaldet Pirata, i både hvid og rød udgave, den første på malvasia og med stor friskhed, den anden på castelão med frisk næse og frisk frugt med røde bær. Endelig smagte jeg også de to udmærkede og mere traditionelle Colares-vine; en spændende og dejlig Genuino Branco på malvasia og tilsvarende rød på ramisco, begge dejlige og spændende og med de særlige karaktertræk fra Colares.

Casas do Côro, Beira Interior

Det højt beliggende Beira Interior er en af de mere upåagtede vinregioner i Portugal, men i en positiv udviklingsfase. Granitjord og marker i 600 meter højde giver friske og mineralske vine, men også vine med god kompleksitet.

Jeg smagte bl.a. Entrada Branco 2018 den dejlige og aromatiske Reserva Branco 2018 samt en meget speciel, men ganske lækker hvid Reserva, Casas do Côro Jura Flor Nobre. Selveste Dirk Niepoort har i øvrigt være involveret i projektet.

Conceito Vinhos, Douro

Conceito fra Douro har jeg smagt før, både hvad angår almindelig vin og portvin. Jeg smagte en ung, dejlig aromatisk og mineralsk rødvin, som havde brug for mere tid samt en lys rubin, frisk og aromatisk, men også fyldig og tanninfuld Bastardo 2019 samt Ontem Tinto 2017 baseret på druer (bl.a. rufete, touriga franca og tinta roriz) fra en gammel vinmark mellem Douro og Dâo. Frisk i munden og med god kompleksitet.

Winemaker Rita Marques er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, og faktisk er Conceito allerede på det danske marked, da huset importeres af vinho.dk

Viera de Sousa, Douro

Efterfølgende smagte jeg endnu en rødvin på Rufete, denne gang en enkeltdruevin fra Viera de Sousa, som vanen tro var repræsenteret af søstrene Luisa og Maria med førstnævnte som den meget talentfulde winemaker.

Foruden den spændende, men lidt rustikke Rufete 2018 smagte jeg også deres Reserva Tinto. Fik ikke taget noter, men Viera de Sousa leverer helt sikkert også god kvalitet, når det gælder Douro-vine – akkurat som det gælder for portvin. Huset er i import hos Drik Portvin.

Quinta das Bágeiras, Bairrada

Jeg har tidligere prøvesmagt et udvalg af vine fra Quintadas Bágeiras i Bairrada (læs omtalen her), hvis winemaker Mário Sérgio Alves Nuno var blandt initiativtagerne til Baga Friends – den gruppe af vinfolk, der siden 2010 har arbejdet for bevarelse og udbredelse af regionens vigtigste druesort Baga. Foruden Mário Sérgio Nuno tæller gruppen bl.a. Luis og Filipa Pato samt Dirk Niepoort. 

Denne gang smagte jeg deres Garrafeira Branco 2017, en ufiltreret hvidvin med flot tekstur. Quinta das Bágeiras importeres i øvrigt af vinho.dk

Luís Pato, Bairrada

Apropos Baga Friends var næste stop netop Luís Pato, hvor datteren (og dermed søster til Filipa) Maria João Pato skænkede ud.

Jeg smagte en dejlig kompleks Espumante Branco 1998 og en delikat rosé lavet på Baga. Derefter fulgte Baga Vinhas Velhas fra såvel 2017 som 2007, hvilket fint illustrerede potentialet og udvikling fra en mere rå og tannifyldt vin til en blød og afrundet udgave, som dog stadig var med bløde tanniner og flere år foran sig. Spændende vine fra regionens grand old man.

Quinta da Vacariça, Bairrada

En tredje producent i Bairrada, som fik et kort besøg (dog uden noteskrivning) var Quinta da Vacariça – en forholdsvis ny producent etableret i 2008.

Her smagte jeg deres Garrafeira i flere årgange – igen et bevis på de gode udviklingsmuligheder vinene fra Bairrada har.

Serra Oca, Quinta do Olival da Murta, Lisboa

Winemaker Joana Vivas var jeg ligeledes stødt på ved smagningen ”Underdogs – The Portuguese Revolution” ved Essencia do Vinho. Med afsæt i familieejede Quinta do Olival da Murta i Lisboa-regionen, laver hun vine på portugisiske druesorter og med mindst mulig intervention under navnet Serra Oca og baseret på forskellige druer.

Jeg smagte bl.a. et blend på fernão pires, arinto og moscatel samt en rødvin fra 2015 baseret på et blend af aragonez, touriga nacional og castelão.

Quinta do Infantado, Douro

Sidste stop blev hos værten – eller rettere sagt hans søn Alvaro Roseira, der arbejder sammen med João som winemaker hos familieforetagenet Quinta do Infantado.

Jeg smagte først en endnu ikke udgivet, men meget lovende hvidvin fra 2019, som Alvaro kaldte for en ”grøn hybrid”. Derefter fulgte den økologiske rødvin fra 2015 og endelig sluttede jeg med to glimrende Vintage portvine: Vintage 2016 og en knastør og fyldig Vintage 2017 med godt med tørre tanniner i enden.

Endelig skal det da lige nævnes, at jeg bl.a. også fik hilst på gode producenter som Dirk Niepoort, Quinta do Pôpa, Sem Igual, Filipa Pato, Quinta de Santiago og altid charmerende Joana Santiago. Som nævnt kan vinfestvalen varmt anbefales, hvis man – hvad enten man er importør eller bare vinelsker – ønsker at se og smage, hvad der sker i Portugal netop nu. Det gælder såvel de store vinregioner, som hele tiden udvikler sig, og de mindre og ikke så kendte som Azorerne og Colares.

Simplesmente Vinho bliver afholdt samtidig med en store vinmesse, Essência do Vinho, i Palácio da Bolsa, hvor en international jury kårer Portugals 10 bedste vine. Læs min artikel herom i Vinbladet.