Talha Tales – ny bog om talha-vine fra Alentejo

Hvor udviklingen tidligere gik imod industrialisering af vinproduktionen, har der de seneste tiår være en bevægelse i modsat retning. Små håndværksmæssige producenter med minimal indgriben. Naturvin, økologi og biodynamik. Brug af heste i vinmarken, nedgravning af kohorn, spontangæring etc.

En tilsvarende trend er brugen af terrakottakrukker til gæring eller lagring – eller begge dele. Amforavin kaldes det gerne, og selve teknikken har være kendt og brugt langt tilbage i tiden – fx regner man med, at de såkaldt qvevrier har været benyttet i Georgien for 8.000 år siden. Fordelen er kort fortalt, at frugten bevares i højere grad samtidig med, at der foregår en iltning, der blødgør vinen uden at tilføje smagsnuancer som ved brugen af fx egetræsfade.

Brugen af lerkrukker i mange forskellige udgaver er genopstået de seneste tiår – først i Friuli i det nordøstlige Italien, i Kroatien og Slovenien og siden i mange andre vinproducerende lande. Samtidig genopdagede man så at sige vinene fra Georgien, som ofte tilskrives at være det eneste sted, hvor metoden har været brugt kontinuerligt op gennem historien.

Men det er ikke det eneste sted. Også i Alentejo i Portugal har lerkrukker – de såkaldte talhas – være brugt gennem årtusinder. Og også her har metoden fået en renæssance, så den ikke kun finder sted i gamle baglokaler i den små landsbyer, men også hos de store producenter. Ja, ikke nok med det. Talha vin, Vinha de Talha, har fået sin egen festival og siden 2010 sin egen DOC-status.

Den udvikling har den amerikanske vinskribent Paul James White nu skrevet en spændende bog om med titlen ”Talha Tales”. Og ikke nok med, at han sidestiller brugen af talha i Alentejo med qvevri i Georgien, han mener yderligere, at traditionen med talha-vin i Alentejo rækker længere tilbage end tiden med føniker og romere, som man ellers traditionelt mener har indført teknikken i Portugal og andre lande.

Bogen er delt i tre hoveddele. Først en omhyggelig redegørelse for Talha-vin såvel historisk som produktionsmæssigt. Vi hører også om kulturen bag, om fremstillingen  af selve lerkrukkerne og efterbehandlingen indvendig med såkaldt Pés. Her er der god viden at hente generelt om brugen af amfora i vinproduktion og specifikt om talha-vin i Alentejo. Egentlig er betegnelsen amfora-vin misvisende, påpeger Paul James White. De romerske amfora-krukker blev rigtig nok brugt til at transportere vin, men ikke til selve produktionen, hvorfor det sådan set er forkert at tale om moderne amfora-vin. I stedet bør man generelt bruge betegnelsen terrakottavin eller de forskellige landes egne navne:

”Historically pots used for fermentation, maturation and storage were much larger, rounder and considerably harder to move. The correct names for these pots are Roman dolia, Georgian qvevri, Armenian karas, Spanish tinajas or Portuguese Talha.”

Rent teknisk er der store forskelle fra land til land og fra producent til producent. Hvor qvevri i Georgien fx er gravet ned, står talhaer i Alentejo oprejst. Der er også stor forskel på, om selve fermenteringen af de knuste druer foregår i krukken med spontangæring og uden tilsætning overhovedet eller i lagares, om der bruges fodtrædning, som vi kender det fra portvinsproduktionen, om der evt. også bruges ståltanke, om krukken smøres med Pés (en hemmelig blanding af bivoks, fyrretræssagt, olivenolie og krydderurter) indvending eller ej, hvilke druesorter man benytter, og om der benyttes filtrering eller kun talhaens egen naturlige filtrering gennem stilke i bunden af lerkrukken. Etc. 

Alt dette fortæller Paul James White om, ligesom han tager os med til produktionen af lerkrukker og til den lille landsby Vila Alva og dens mange såvel aktive som inaktive små vinerier for talha vin. Hvad brugen af krukker angår, kan man faktisk tale om en form for dobbelt-terroir. For det første det terroir, der kommer fra druerne på marken, jordforhold og mikroklima, men for det andet også via den ler, som lokalt bruges til fremstilling af talhas. Winemakere matcher således udvalgte parceller med druer til udvalgte talhas.

Talhas hos Herdade de Esporão

Anden del af bogen er en guide til producenter af Talha vin i Alentejo – både de mindre og mere håndværksbaserede og regionens store producenter som halvdanske Cortes de Cima og Herdade de Esporão, som efter revitaliseringen også har kastet deres kærlighed på lerkrukkerne. Nævnes bør her også navne som Fitapreta, Susana Esteban, José de Sousa (ejet af storproducenten J.M. da Fonseca) og ikke mindst Herdade de Rocim, hvor winemakerparret, Pedro Ribeiro og Caterina Viera, arrangerer den årlige Festival do Vinho de Talha i november – et arrangement, som også har været med til at udbrede de gamle metoder yderligere.

Hvor talha-vine omkring årtusindeskiftet var næsten ikke eksisterende og blot omfattede ca. 1.000 flasker i år 2010, udgjorde produktionen i 2021 i Alentejo således hele 240.000 flasker centificeret som Vinha de Talha DOC, hvortil kommer øvrige talhavine, som blot ikke lever op til DOC kravene samt de mange traditionelle småproducenter, der laver vin i baglokalet til de lokale restauranter og tascas.

Endelig har bogens sidste del, som er skrevet af Jennifer Leigh Mortimer, mere præg af turistguide med afsnit om regionens historie, madkultur samt lidt typiske opskrifter som brødsuppen Acorda og  Porco Altentejana med svinekød og hjertemuslinger.

Og til slut et lille kuriosum. Paul James White omtaler vinen Jupiter fra Herdade de Rocim som Portugals dyreste vin. Der blev i 2021 fremstillet 650 flasker af Jupiter, som blev solgt for 1.000 Euro flasken. Jeg havde selv den ære at smage den sidste år ved vinfestivalen Essencia do Vinho i Porto, hvor jeg var med i juryen, der skulle kåre Portugals 10 bedste vine, og Jupiter endte på en flot fjerdeplads blandt rødvinene. Flot gået af en vin lagret i en gammel lerkrukke.

 Paul James White: “Talha Tales. Portugal´s Ancient Answer to Amphora Wines” kan købes på Amazon

Quinta do Pégo Vintage 2020

 

Den smagte vin er sponseret af importøren

 

Når det drejer sig om portvin i Danmark, er Karsten Søndergaard svær at komme udenom – både i kraft af sin importvirksomhed og det faktum, at han har sin egen quinta i Douro og sit eget portvinsbrand, Quinta do Pégo.

Efter sigende startede Karsten Søndergaards entré i vinbranchen med højtryksrensere, som han begyndte at sælge til vinproducenter. Dernæst begyndte han og hustruen Anne-Marie i 1978 så småt at importere vin til Danmark under navnet Amka som en sammentrækning af deres fornavne. Siden udviklede det sig, så Amka – med aflæggere som Best Selection og Jysk Vin – i dag er en af de helt store spillere på markedet med import fra det mest af verden.

Ser vi alene på Portugal tæller porteføljen både bordvin (fx fra Cortes de Cima i Alentejo, men også fra Vinho Verde og Dão) og hedvine i form af Henriques & Henriques fra Madeira og ikke mindst portvin fra Taylor´s, Quinta do Vale Meão, Rozès og selvfølgelig Quinta do Pégo.

Det var i 2000, at Karsten Søndergaards ejerskab af Quinta do Pégo startede, idet han sammen med portugisiske Rogério Leandro da Silva (tidligere Cálem) købte vingården, som ligger på sydsiden af Douro mellem Régua og Pinhão, synlig fra hovedvejen N222. Allerede i 2003 blev han eneejer, og sådan har det været siden. Der skulle et større restaureringsarbejde til af såvel bygninger som vinmarker, men i dag fremstår ejendom flot med sit lille eksklusive hotel, restaurant og besøgscenter.

Selve quintaen kan dateres tilbage til 1548 og var – som så mange andre vingårde – i en periode ejet af selveste Dona Antónia Ferreira.

Søndergaard samarbejder tæt med Rozès, som lægger produktionsfaciliter og lager til. Som winemaker benyttede Quinta do Pégo sig i en del år af den nu afdøde sydafrikaner Wouter Pienaar samt Rozès´ winemaker Manuel Henrique da Silva. Produktionen omfatter såvel bordvin som portvin samt olivenolie. Selv om en special 10 års Tawny (baseret på et og samme års høst) og Colheita indgår i porteføljen, er det især hvad angår LBV og Vintage, at Pégo har udmærket sig med velsmagende og vellavede vine til fair priser.

Jeg fik tilsendt en flaske af den nye Vintage 2020. Vinen blev smagt over to dage.

Quinta do Pégo Vintage 2020: Blend af 35 % Touriga Franca, 30 % Touriga Nacional, 25 % Sousão og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Masser af solbær, hyldebær og ung frugt, men også lidt florale noter samt lidt frisk krydderurt, mynte og kakao. Ungdommelig og blød, med også med fint med tanniner og pæn syre, igen solbær og hyldebær samt mørk chokolade og en krydret undertone, en lille tendens til kogt frugt. Ikke så kompleks, men ganske delikat. Fin drikkelig nu, men også med medium potentiale, ok køb til prisen (91).

 

Læs nærmere om Quinta do Pégo her og læs min omtale af deres Vintage 2017 her.

Porto dos Santos – de helliges portvin

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Lad det være sagt med det samme. Det er en gennemført lancering, Alexandre Botelho står bag med sit nye portvinsbrand Porto Dos Santos (dos Santos betyder af de hellige). Det gælder stilen, hvad angår etiketter, og det gælder indholdet.

At kalde Dos Santos et nyt brand, er dog en sandhed med modifikationer. Der er nemlig rent faktisk tale om en relancering af et gammelt brand, som har tilhørt familien, men som der har været stille om i godt 100 år.

”Da dette projekt er mit eget, besluttede jeg at genoplive det gamle familiebrand, som var et meget dynamisk portvinsselskab i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. På denne måde hylder jeg min egen familie og arv,” fortæller Alexandre Botelho, der inden da var involveret i en anden relancering med portvinsmærket Noble & Murat.

Det oprindelige firma blev etableret i 1836 og opnåede snart stor succes på især det brasilianske marked med portvinen ”Dona Othilia”. Ejeren sidst i 1800-tallet, Amando dos Santos Ferreira Pinto, levede et lidt udsvævende bohemeliv i Porto og Paris under Belle Époque – altså ikke helt ulig Adriano Ramos Pinto, som grundlagde Ramos Pinto, der ligeledes havde stor succes i Brasilien på det tidspunkt. Efter Amandos død blev selskabet og lagerbeholdningen solgt til anden side og snart blev der stille om Dos Santos.

Alexandre Botelho fortæller, at familien stadig har nogle gamle flasker fra det gamle brand. Stilen var typisk for tiden og markedet - og overraskende nok ikke så sød, men mere elegant. Med relanceringen har han dog ikke forsøgt at efterligne den gamle stil, men har villet skabe sin egen.

”Det gode ved at skabe sit eget brand er muligheden for at realisere sin egen stil, som kan identificere huset. Vinene er summen af forskelligt materiale fra mange forskellige steder i Douro. Hver af disse komponenter bibringer med deres egen signatur til det færdige blend. Jeg arbejder heldigvis stadig sammen med winemaker og masterblender Jaime Costa, hvilket er et stort plus,” siger han og uddyber:

”Jeg stræber efter at lave en mere elegant, frisk og tør stil – fra halvtør for de rødes vedkommende til tør for de hvide . Hvad angår LBV og Vintage vil man kunne forvente min personlige matrix, mere tørre og strukturerede portvine med godt med tanniner – traditionelle og ufiltrerede og derfor velegnede til lagring.”

Druematerialet kommer fra forskellige marker i såvel Cima som Baixo Corgo, da selskabet ikke selv ejer hverken vinmarker eller produktionsfaciliteter. Det gælder bl.a. områder som Sanhoane, Valdigem, Canelas og Vale do Rodo. 

”Douro har en næsten uendelig række variable, som kan producere forskellige stilarter, smagsprofil og karakteristika. Magien ved portvin som resultat af et blend er, at dine muligheder kun er begrænset af, hvor langt du vil gå, og hvad ud vil,” forklarer Alexandre Botelho.

Hvad angår designet af etiketter er der til gengæld skævet tilbage i tiden til Belle Époque og Art Nouveau – en stil, som også var en del fremme i slutningen af 1800-tallet i portvinens verden, men også kendes fra fx Vermouth-flasker.

”Etiketterne er inspireret af den stil, de portugisiske portvinsselskaber brugte under Belle Époque. Jeg prøvet at genskabe traditionen og symbolikken i den provokerende og forførende æstetik.”

Designet er umiddelbart ens for hele porteføljen – og så alligevel ikke. Igen går skriften og den ornamenterede ramme med tegninger af vinranker, satyrer og forgørende kvinder – lidt forskellige fra flaske til flaske. En stil som også kendes fra især datidens Ramos Pinto."De hvide portvine er holdt i turkise farver, ruby i røde og tawny i brune farver – jo ældre, des mørkere og med diskret angivelse af typen i midten.

Den første lancering gjaldt seks forskellige portvin, og her i starten af februar følger så den første LBV. Men mere er på vej, oplyser Alexandre Botelho:

”Jeg vil naturligvis udvide med først LBV og så Vintage Port, når Jaime Costa og jeg mener, at der er tale om et klassisk år. Og så stræber vi efter at udvide såvel de hvide som tawnies med 30 og 40 års samt Colheitas.”

Hvor Vintage og de fleste LBV´er er ufiltrerede for at øge kompleksiteten og lagringspotentialet, er det mere usædvanligt, at Ruby Reserve fra Dos Santos også er ufiltreret. Alexandre forklarer:

”Jeg ønskede en på en gang mere kompleks, elegant og tilgængelig Ruby, som er anderledes. Derfor bruge jeg Ruby portvine fra Baixo Corgo med fin balance og elegance, så både nybegyndere og erfarne portvinselskere kan drikke den samtidig med, at den kan udvikle sig et par år på flasken og få flere nuancer,” slutter han.

Jeg har smagte hele porteføljen på nuværende tidspunkt inklusiv en fadprøve på den nye LBV. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Ruby Reserva: Ufiltreret med i gennemsnit 6 års lagring på kastanjefade. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne. Solbær, hyldebær, mørke kirsebær, blommer, mørk chokolade og lidt mokka samt let krydret tone. Frisk og medium tør med godt med frugt, mørke kirsebær med en del syrlighed, mørk chokolade, lidt friske urter og pebermynte, velbalanceret, god struktur med høj syre og bløde tanniner. Fint eksempel på en noget overset kategori (88).

LBV 2018 (fadprøve): Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Masser af ung frugt, solbær, brombær, mokka og mørk chokolade, lidt grønne urter og esteve. Tæt og fyldig i munden med godt med mørke bær, solbær og lidt urter, fin tekstur, tør, rimelig kompleks og med godt med integrerede tanniner og fint udviklingspotentiale, lang hale med tørre tanniner. En potent og holdbar LBV og et fint køb til prisen (91).

White Reserva: Gennemsnitlig 6 års lagring. Ravfarvet med lidt lys kant og orange skær Diskret næse, som dog åbnede lidt op med abrikos og sød marcipan samt lidt citrus og en smule muskatnød, som temperaturen steg i glasset. Fin fylde i munden med abrikos, citrus, mandel og lidt honning, let krydret undertone, diskret oxidation, frugtsødme men ellers medium tør, frisk og med fint syrebid i halen (87).

10 års White: Gylden ravfarvet, lidt mørkere end reserva, flot skær. Fin duft med tørrede frugter, fersken, abrikos, mandel samt lidt kokos. Dejlig frisk i munden med tørrede abrikoser, citrusfrugt og lidt kokos, høj syre, tør, pæn kompleksitet, rimeligt udviklet af sin alder. Et dejligt gastronomisk glas, som fx ville kunne gå til karryretter, skaldyr eller foie gras, flot vin til prisen (90).

Tawny Reserva: Mørk rødbrun med lidt lysere kant. Tørrede frugter og en smule bærpræg, syltede kirsebær, nødder, krydderier og lidt mokka. Ok fylde med nødder, tørrede frugter, figen, valnød samt stadig lidt primær frugt, høj balancerende syre, markant syrebid i halen. Vellavet, men dog ikke så kompleks (87).

10 års Tawny: Mørk tawnybrun med ravfarvet lysere kant. En smule mørke syrnede kirsebær i næsen, men også nødder, tørrede frugter og krydderier, rimelig intens. Kraftig og fyldig i munden med tørrede frugter, lidt diskret bærpræg, mokka, valnød, høj syre og flot balanceret, halvtør, lang dejlig hale. Rimelig udviklet og vellavet, en udmærket repræsentant for typen (91).

20 års Tawny: Tawnybrun med lysere orange kant, medium intens, flot skær. Ekspressiv med nødder, tørrede figner, mandel og lidt cigarkasse i næsen, let krydret. Frisk, blød og elegant i munden, men også fyldig og let cremet uden at være fed, hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal samt krydret bund, fint balanceret, medium tør stil med fin kompleksitet og anstrøg til de tungere fadnoter som balsamico. Et glimrende glas (92).

 

Porto dos Santos importeres af The Wine Company, som forventer at have vinene hjemme sidst i februar, dog ikke Tawny Reserva i første omgang.

Artiklen har også været bragt i Vinbladet.

Triathlon 1963, 1983 og 2003

Tre årgange med 20 års mellemrum og med henholdsvis 60, 40 og 20 år på bagen. Fire store klassiske Vintage huse. Det var programmet for den nyligt afholdte triathlon-smagning i The Vintage Port Club – en klassisk disciplin for klubben. Husene var Taylor´s, Warre´s, Fonseca og Graham´s – årgangene 1963, 1983 og 2003.

Der var altså mulighed for at vurdere vinene op mod hinanden på kryds og tværs – eller rettere vertikalt og horisontalt – og samtidig også en form for tvekamp mellem to af de helt store spillere i portvinsbranchen: The Fladgate Partnership med Taylor´s og Fonseca overfor Symington Family Estates med Warre´s og Graham´s.

Inden min vurdering af vinene lidt om de tre årgange, der skulle smages. Og lad os starte bagfra.

Hvis vi fraregner Millennium-årgangen blev 2003 det første store Vintage år i det nye årtusinde. Der var tale om bred deklarering – Henrik Oldenburg opgiver antallet til 51 huse – og altså dermed et såkaldt klassisk år. Ifølge Richard Mayson, som betegner året som værende  med ”ripe opulent wines”, vil de største huse være drikkeklare i løbet af 20´erne. Da vi sidst smagte årgangen i klubben i 2018, fortæller mine noter mig, at nogle af husene var åbne og drikkeklare, mens flertallet stadig manglede tid, men havde flot potentiale. Det sidste gjaldt bl.a. Fonseca og Graham´s. Overskriften for min rapport fra aftenen hed da også ”Rapport fra en lukket verden”. Mayson giver året 4 til 5 stjerner af 5 mulige, tyske Axel Probst 5 stjerner.

1983 tilhører efter min mening årgangene lige under de allerbedste. Andre foretrækker måske året før, hvor   vinene siges at modnes tidligere, og der var ikke helt enighed blandt producenterne. Oldenburg opgiver 36 deklarationer, mens 1982 havde 39, men begge kom snart til at stå i skyggen af 1985. Tallene kan dog ikke sammenlignes direkte med tallet for 2003, da der siden er kommet flere producenter til. Richard Mayson sætter ordene ”firm, muscular, lasting wines” på årgangen og giver den fire stjerner, mens Axel Probst nøjes med tre. Mine erfaringer er lidt blandet, men de bedste er meget lækre og drikkeklare i disse år. Ved en smagning af årgangen tilbage i 2013 havde jeg Taylor´s som favorit efterfulgt af Graham´s, Warre´s, Niepoort, Ramos Pinto (en af mine personlige favoritter) og Cockburn, mens ellers store huse som Fonseca og Dow´s skuffede den aften.

1963 har i mange år været omtalt som den bedste årgang og det ypperste, man kan smage. Lad det være sagt med det samme. De bedste og mest holdbare vine er stadig fremragende i al deres modenhed, men generelt er årgangen begyndt at miste pusten, og de mindre huse burde enten være drukket for længst eller bør drikkes inden for en overskuelig tid. Oldenburg nævner 44 deklareringer, hvilket var imponerende højt den gang. Mayson giver den klassiske årgang fem stjerner. Det samme gør Axel Probst, som kalder det for et perfekt klassisk år. Ved en smagning i klubben tilbage i 2013 – altså med 10 år færre på bagen – kan jeg se, at Warre´s var skuffende, mens Taylor´s og Graham´s fik henholdsvis min 1. og 2. plads, og endelig var Fonseca lidt længe om at komme ud af glasset, men kom sig dog. De tre sidstnævnt løb også med de tre første pladser ved afstemningen blandt deltagerne – og i samme rækkefølge, som jeg placerede dem.

Med andre ord tre spændende årgange på forskellige udviklingsstadier, og da der var tale om fire store huse, var forventningerne naturligvis høje. Inden min konklusion følger her noterne i den rækkefølge vinene blev smagt. Smagningen var semiblind, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi kendte årgangene og samtidig fik oplyst at rækkefølgen ville være den samme årgang for årgang. Blot kendte vi ikke identitet på de forskellige rækker. Jeg startede vanligt med en ren syns- og dufterunde fulgt op af to smagerunder, og da alle vine var skænket på forhånd, fik de lidt tid til at udvikle sig undervejs, hvilket ændrede mere end én af mine afgivne vurderinger.

Men nu til noterne:

Taylor´s 1963: Rødbrun kerne, orange og lys kant. Masser af jordbær i næsen, men også lidt kirsebær og med tiden noter af røget bacon. Ok fylde i munden, selv om den pga. alderen selvfølgelig ikke var intens, røde bær, let krydret, stadig med balancerende syre og frugt. Elegant og delikat, men bliver nok ikke bedre (94).

Warre´s 1963: Lys rødbrun med lys kant og flot skær. Lidt spinkel i næsen med røde bær og lidt krydret bund. Lav på frugt, men med kraftig syre, der dominerer i anden omgang, røde bær, ubalanceret da frugten mangler (89).

Fonseca 1963: Teglrød med rødbrun kerne og lys kant. Fyldig i næsen med kirsebær, jordbær og lidt kaffenoter. Ok fyldig i munden med fint med frugt, pænt krydret og i god balance, lidt til den tørre side, lang krydret hale (92).

Graham´s 1963: Lys teglrød med lys kant. Diskret næse med røde bær, ribs samt fine florale noter. Dejlig i munden med godt med frugt og høj syre, fint balanceret, let krydret, lang hale med lidt bid i. En fin vin (93).

Taylor´s 1983: Rødbrun med flot skær, lysere kant. Dejlig næse med godt med røde bær og krydret bund. God balance i munden med røde bær, dog ikke så kraftig frugt. En dejlig vin (93).

Warre´s 1983: Rubinrød med lys kant. En fæl næse med markant propkarakter. I munden ligeledes med fejl og høj dominerende syre. Ikke bedømt.

Fonseca 1983: Lys rødbrun. Lidt kemisk apotekerpræg i næsen, røde bær. Medium frugt, jordbær, florale noter. Lidt vel tyndbenet og uharmonisk (87).

Graham´s 1983: Flot rubinrød. Mørke kirsebær, brombær, lidt mokka og let krydret. Fint med frugt, røde bær og krydret bund, harmonisk og med bløde tanniner for et længere liv. Et dejlig glas (93).

Taylor´s 2003: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket næse med mørke bær, syrlige kirsebær, brombær og antydning af lakrids. Brombær, krydderurter, sort peber og lidt grønne noter, tør stil, godt med tanniner. Fin nu og med fint potentiale (92).

Warre´s 2003: Mørk rubin med lys rødlig kant. Lidt karklud og kemiske noter i næsen, der desværre overdøvede, men ikke med tydelig fejl. Røde bær, høj syrlighed og krydret i munden. Ikke i balance med skarp syre og godt med krydderier i halen (87).

Fonseca 2003: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, mørke kirsebær, lidt solbær og mørk chokolade. Dejlig og fyldig i munden med mørke bær, solbær og lidt urter, godt med tanniner, krydret og lidt skarp, fint potentiale (92).

Graham´s 2003: Mørk rubin, dyb og med lys lilla kant. Ekspressiv næse med solbær og masser af stadig ungdommelig frugt. Ung frugt, brombær, blommer, fint balanceret med god syre, lang pebret hale, lidt til den søde side. En stor vin med stort potentiale (93).

Så vidt min bedømmelse, så lad mig slutte med lidt konklusioner:

Som det fremgår af min pointgivning, var min bedømmelse af de fire vine i årgang 1963 meget lig min vurdering for 10 år siden. De største vine i årgangen er stadig i live, men med den tilføjelse, at de ikke vil vinde ved yderligere lagring – nok snarere det modsatte.

Såvel Taylor´s som Graham´s imponerede i årgang 1983. Hvor Warre´s var med tydelig fejl, vil jeg ikke udelukke, at Fonseca kunne været kommet sig yderligere, hvis den havde fået mere tid. Men det er nu en gang vilkårene ved sådan en smagning, hvorfor min bedømmelse måtte tage udgangspunkt i, at den stadig var lidt fæl i næsen ved aftenens slutning.

Årgang 2003 var ikke overraskende betydeligt mere åben denne gang end ved smagningen i 2013. Mest imponerende var nok Graham´s bevarede ungdommelighed i både udseende og smag, men både den, Taylor´s og Fonseca har stadig mange år foran sig.

Sammenlagt havde jeg Taylor´s og Graham´s som aftenens vindere, derefter Fonseca og endelig Warre´s, som inklusiv den skæve flaske ”tabte” i alle tre årgange.

Efter smagningen afgav deltagerne som vanligt point, hvilket resulterede i følgende top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Taylor´s 1963 (94,8)

2. Graham´s 1963 (93,2)

3. Fonseca 1963 (92.4)

4. Graham´s 2003 (91,8)

5. Taylor´s 2003 (91,2)

Ses bort fra, at jeg var lidt mere begejstret for Taylor´s og Graham´s i årgang 1983, var der ikke de store afvigelser på min score og gennemsnittet. Og som det ses formåede den legendariske årgang 1963 stadig at begejstre.

Sprød Pinot Noir fra Penedés

 

Navnet på vingården minder lidt om en spiritusprøve: Can Ràfols dels Caus. Den ligger i Penedés regionen i det nordøstlige Spanien lige lidt syd for Barcelona – en region, som mest er kendt for at være landets største producent af Cava.

Men der laves også andre ting – og det gør Carlos Esteva, som overtog ejendommen i 1979 fra sin bedstefar efter tidligere af have lavet vin på Menorca. Carlos renoverede ejendommen og vinmarkerne og plantede nye sorter herunder Pinot Noir, som ikke er så almindelig i Spanien, men dog altså findes her og fx i Somontano for foden af Pyrenæerne. Gården ligger da også lidt oppe i højden på Garraf-massivet.

Der produceres flere forskellige serier af vin med afsæt i bæredygtighed samt – selvfølgelig – cava, herunder en serie enkeltdruevine på både lokale druer og internationale som Chenin Blanc, Merlot og altså Pinot Noir. Navnet på sidstnævnte, AD Fines, er latin og betyder på grænsen – en henvisning til, at vi er på grænseområdet for, hvor sorten giver meningsfulde resultater. Men det gør den i høj grad her.

Jeg smagte den økologiske vin over to dage.

 

AD Fines Pinot Noir 2017 (Penedés): Seks måneders fadlagring samt flaskelagring. Rubinrød, medium intens. Frisk næse med masser af frugt, røde bær og sorte kirsebær, friske urter samt lidt gærrester. Meget frisk i munden røde bær, kirsebær og lidt svampe og animalske toner, mineralsk og let krydret og med høj syre samt diskrete bløde tanniner. En dejlig sprød og læskende pinot noir (92).

Læs mere på canrafolsdelscaus.com

Vinen importeres af Økologisk Vinimport i Svendborg

LOCI fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Loci er flertalsformen af locus – det latinske ord for et specifikt sted. Vinen LOCI fra Quinta de Ventozelo i Cima Corgo i Douro er netop en hyldest til sådanne steder på den 400 hektar store ejendom, hvoraf halvdelen er tilplantet med vinstokke.

Ønolog José Manuel Sousa Soares star bag det nye blend, som blev lanceret i slutningen af 2022 – et blend bestående af fem forskellige druesorter fra otte forskellige vinmarker:

• Tinta Amarela fra en mark i gennemsnitlig 350 meters højde udgør 50 % af blendet og giver friskhed og aroma.
• Tinta Roriz fra to marker i henholdsvis 250 og 350 meters højde udgør 20 % og giver tanninstruktur og røde bør aromaer.
• Sousão fra to marker i 200 meters højde udgør 10 % og giver især farve og syre.
• Tinta Cão fra mark i 250 meters højde udgør 10 % og giver tropiske aromaer og bløde tanniner.
• Touriga Nacional fra to marker i henholdsvis 250 og 150 meters højde udgør de sidste 10 % og giver florale noter, struktur og syre.

Jeg smagte vinen over to dage:

Quinta de Ventozelo Loci 2020 (DOC Douro): Mørk rubin. Floral og frisk næse med violer, jordbær, hindbær og modne kirsebær samt let krydret undertone. Blød og behagelig i munden med mørke bær, lidt marmeladepræg og florale noter, ok kompleksitet og samtidig relativ elegant af en Dourovin at være, fint balanceret, meget bløde tanniner og mellemlang hale med lidt syrebid (91).

En tur til Azorerne med Niepoort

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Azorerne er vel noget af det mest hotte i portugisisk vin disse år. De ni vulkanøer i Nordatlanten, godt 1.400 km vest for Lissabon har selvstyre som Madeira. Der er tre underregioner fordelt på de tre af de ni øer, hvor vindyrkning er mest udbredt – nemlig Graciosa, Biscoitons på nordsiden af Terceira og ikke mindst Pico. Den førstnævnte er demarkeret for hvidvine, mens de to andre traditionelt har været for søde hedvine. Endelig er der også flere vinmarker på den lille ø Faial.

Men de senere år har mange yngre winemakere søgt til især Pico med Portugals højeste punkt i form af vulkanen af samme navn. Her laves der nu meget spændende vine – især hvidvine, men også røde – på druesorter som Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico. Antallet af vinmarker vokser, og oftest er de gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod den kraftige vind.

Jeg har tidligere smagt vine fra António Macanitas Azores Wine Company og fra Adega Do Vulcãno (se links nedenfor). Producenter som disse og andre har haft succes, så det spændende terroir har e overraskende også tiltrukket andre af landets winemakere. Senest har Niepoort således udsendt en hvidvin fra Pico, som jeg fik prøvesmagt inden jul.

Men hvorfor egentlig hoppe fra Douro og de andre regioner, hvor Dirk Niepoort er aktiv og så til Pico?

”Foruden at være de smukkest vinmarker i verden har Pico en fantastisk historik med store vine – de fleste hedvine. Mange vinmarker er blevet reddet, restaureret og nyplantet. Vinene kan være helt svimlende med stor friskhed, meget personlighed og stort lagringspotentiale,” forklarer Dirk Niepoort.

Selv om Niepoort altså nu debuterer med en vin fra Azorerne, er der dog ikke tale om, at de har etableret sig på Pico. I stedet samarbejdes der med Tito Silva fra Tito Wines, som står bag brandet ”A Cerca dos Frades”.

Foto fra Tito´s Vinhedo.pt

”Vi har ikke selv vinmarker på Pico, men samarbejder med Tito, som har nogle fantastiske vinmarker. Vi er med som winemakere, og køber dem så færdigproduceret,” siger Dirk Niepoort.

På den enkle hvide etikette, som er formet som vulkanen, står der godt nok diskret Niepoort. Men nærlæser man, fremgår det således, at vinen produceret og flasket af ”Tito´s Unipessoal lda”.

Vinen, som Niepoort har lagt navn til, et blend af  Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico, men selv om Tito også laver enkeltdruevine, har Niepoort ikke planer herom, oplyser Dirk.

Men hvordan smager den så? Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Niepoort Branco Reserva 2020 (DO Pico)

Gylden med lidt lysere kant. Meget ekspressiv med pære, kiwi og lidt ananas samt diskret røgede noter i baggrunden. Frisk i munden med god fylde og lidt syrebid, citrus og lidt tropiske noter, dejlig mineralsk, fint balanceret, diskret fadpræg og med lang hale med citrus. En spændende og dejlig  gastronomisk vin, på en gang frisk og fyldig (93).

 

 

Læs om Azores Wine Company her og om Adega Do Vulcãno her

Niepoort importeres af Theis Vine.