Kopke på Tivoli Kopke Hotel – besøg i Gaia 3

 

På den ene side er alt ved det samme. På den anden er meget forandret. Det er et besøg hos portvinshuset Kopke, det handler om. Kopke er stadig en stor garant for fadlagret portvin af høj kvalitet, hvad enten vi taler om hvid portvin, tawny eller colheita. Men omgivelserne er nye, ligesom det bagvedliggende navn er nyt.

Vores tredje besøg i Gaia i forbindelse med Sankt Hans gjaldt Kopke. Men ikke i deres bygning med smagelokale ved kajen lige ved siden af Cálems besøgscenter. I stedet gik vi hen til det nye Tivoli Kopke Hotel indrettet i tidligere lagerlokaler. Samtidig er navnet på den overordnede koncern nyligt ændret fra Sogevinus til Kopke Group. Foruden Kopke omfatter gruppen de kendte portvinsmærker Burmester, Cálem og Barros samt en række mindre brands.

Tivoli Kopke Hotel åbnede tidligere i år. Hotellet har 150 værelser og suiter, restaurant med Michelinstjernet køkkenchef, pool og spa samt ikke mindst udsigt til såvel portvinskælder som Douro.

Vi fik en grundig rundvisning på hotellet, som strækker sig i flere etager fra toppen i Rua do Barão de Forrester og ned mod Douro. Det er stort og eksklusivt – og lidt forvirrende at finde rundt i, når man ikke er stedkendt. Selve ombygningen fra lagerbygninger til hotel er rent udseendemæssigt godkendt, selv om man altid kan begræde Gaias nye klæder med det øgede antal hoteller og oplevelsescentre som WOW.

Tilbage i baren var der dækket op til en smagning. Og når man starter med 20 års hvid og 50 års Tawny for henholdsvis de hvide og de brune portvine, ved man, at det bliver en god smagning. Samtidig var den fint tilrettelagt, idet vi fik mulighed for at smage Tawny op mod Colheita med samme alder.

Smagningen omfattede følgende vine:

20 års hvid: Ravfarvet med orange skær. Tørrede frugter, krydret. Godt med frugt i munden, let cremet struktur, høj syre, nødder, krydret, lang krydret hale. Et ganske fint glas.

Hvid Colheita 2005: Lys strågul til ravfarvet. Mere diskret i næsen. Godt med frugt, abrikos, elegant stil, lidt citrus.

Hvid Colheita 1935: Av for en flot vin. Ravfarvet. Ekspressiv næse med mandel, blomster, abrikos og lidt balsamico. Fyldig og meget kompleks med flot syre, der balancerer perfekt, godt med frugt, lidt muskatnød, lang flot hale. Vi er helt oppe i den sidste ende af 90´erne pointmæssigt.

50 års Tawny: Tawnybrun med grønorange kant. Nødder og tørrede frugter samt lidt kaffe i næsen. Frisk i munden med flot syre, nødder, tørrede frugter, balsamico, krydret præg, dejlig cremet struktur og meget koncentreret og kompleks, lang dejlig hale. De to 50 års fra Kopke er og bliver nogle af de bedste i kategorien.

Colheita 1975: Flot ravfarvet med lys orange kant. Elegant næse med nødder, Dejlig i munden, frisk og fyldig med flot syre og lang hale, fin kompleksitet.

Colheita 1941: Mørk tawnyfarvet med grøn kant. Intens og koncentreret næse med nødder, balsamico, cigarkasse, karamel og et lidt røget præg. Koncentreret og kompleks med figner, valnød og balsamico, lang hale. Endnu en topvin.

Afslutningsvist kan det siges kort. Det var en fantastisk smagning med skønne vine, vi blev budt på som opvarmning til aftenens Sankt Hans fejring. Og ja, der blev brugt spytteskåle, men kun i starten.

 

Læs mere om Kopke Group her.

Quinta da Boeira – besøg i Gaia 2

 

Jeg har besøgt Quinta da Boeira et par gange før, og under mit ophold i Porto ved Sankt Hans var det tiden igen. Quintaen ligger midt i Vila Nova de Gaia og har tidligere været beboelse for familier i portvinsbranchen. Da jeg besøgte dem første gang i 2018 (læs her), var brandet helt nystartet, idet de først blev godkendt som producent af portvin i 2017. Men som det gælder for så mange andre brands, var der tale om en reetablering af et gammelt portvinsmærke. Boeira blev oprindeligt etableret i 1850 af Manuel da Rocha Romariz, som i sagens natur også var manden bag Romariz – og med øje for det brasilianske marked.

Historien om genetableringen er fortalt før. Den korte version er, at en række investorer med den tidligere direktør for Romariz, Albino Jorge, i spidsen i 1999 køber den gamle smukke ejendom. Målet er dels at bevare bygningen, men også på sigt at etablere sig i portvinens verden som modsvar til den øgede koncentration på få hænder – og i den forbindelse ikke mindst de såkaldte fem store (GranVinho, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Kopke Group), som tilsammen sidder på en stor andel af markedet.

Der blev opkøbt gamle fade rundt om i Douro, så de kunne sende tawny med alder på markedet fra starten, og siden er porteføljen blevet udvidet med såvel andre typer portvin som bordvine. Forretningsmæssigt er der også sket en stor udvikling ikke mindst i kraft af det store Boeira Garden Hotel, som åbnede i 2019 og er en del af Hilton-kæden. I 2021 købte de endvidere en vingård med 30 hektar gamle vinmarker i Douro, så de nu ikke kun baserer produktionen på indkøbte druer. Endelig købte de i 2020 naboejendommen, hvor familien C. da Silva tidligere har boet, med henblik på at indrette den til Club Boeira.

Som brand har Boeira markeret sig med fancy indpakning i form af flasker, der givet har appel til et købedygtigt publikum. Men de fleste af deres vine udsendes i dag i forskellige varianter, så man altså også kan vælge en ganske almindelig portvinsflaske. Boeira sælger også olivenolie baseret på deres oliventræer på quintaen i Douro, og ifølge Albino Jorge er der ikke tale om en lille nebengesjæft, da salget efterhånden overgår salget af vin.

Vi fik en rundvisning på ejendommen og så såvel hotel og park som lager og shop, hvorefter Albino Jorge og sønnen Nuno, der er salgsansvarlig og jævnligt har gæstet portvinsfestivalerne i Danmark, indbød til en lille smagning.

Følgende vine blev smagt:

White Diamond: Har fået ca. 7 år på fad. Ravfarvet. Duft af abrikos, honning og mandler. Sød, men med fin syre, lidt mandel og citrus samt mandarin. Vel sød til mine smagsløg, men andre elsker den.

20 års Tawny: Mørk ravfarvet med lidt rødlige nuancer i kernen. Lidt røde bær og modne kirsebær, men ellers nødder og muskatnød. Elegant, men lidt til den søde side, hasselnødder og karamel.

LBV 2020: Mørk, tæt og uigennemsigtig, lidt lysere kant. Frisk næse med kirsebær og solbær samt lidt urter. Bløde tanniner og fin balance mellem sødme, syre og frugt. Et ganske behageligt glas.

Efter smagningen blev vi budt på en dejlig middag i hotellets restaurant. Her blev der foruden rødvin og hvidvin serveret en ganske udmærket Vintage 2016 samt en 80 års ufiltreret fadprøve, som var noget rustik, men ganske lovende med sin koncentrerede dybde. Spændende at se det færdige resultat, når den kommer på markedet.

Læs mere om Quinta da Boeira her.

Real Companhia Velha – besøg i Gaia 1

Omkring Sankt Hans rejste jeg traditionen tro til Porto sammen med gode portvinsvenner. For det første for at deltage i portvinsbroderskabets årlige ceremoni, gallamiddag og regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos (læs mere her). For det andet for at være en del af den store fest, fejringen af São João er i Porto. Og for det tredje for at besøge nogle portvinshuse og pleje gode kontakter i portvinens verden.

Det blev til tre besøg. Lørdag inden ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som broderskabet officielt hedder, gjaldt det et hus, jeg ikke havde besøgt før i Gaia, nemlig Real Companhia Velha med dets lange historik. Huset, som også kendes under brandnavnet Royal Oporto, er ikke blandt de mest hypede i Danmark, men flere af deres portvin og bordvine er absolut værd at stifte bekendtskab med.

Portvinshuset og statsmonopolet blev oprettet af Marques de Pombal i 1756 og bærer sit kongelige fornavn som en henvisning til den daværende Kong José I. Det fulde navn var den gang Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro, og som statsvirksomhed havde firmaet til opgave regulere og kontrollere produktionen af portvin. Det var således også dem, som udførte beslutningen om, at regionen skulle demarkeres.

Siden fulgte en lang og kontroversiel historie, men lad mig her springe frem til 1960, hvor firmaet blev købt af Manuel da Silva Reis, som allerede syv år tidligere havde købt det lille hus Miguel de Souza Guedes & Irmãos og deres vingård Quinta das Carvalhas, som den dag i dag er flagskibet i Real Companhia Velha. I 1963 fulgte købet af Real Vinicola og vingårdene Quinta do Síbio og Quinta do Corval samt købet af Nicolau de Almeida & Companhia – et brand, som dog siden er blevet leveret retur til familien og nu drives af den tidligere direktør for Ramos Pinto, João Nicolau de Almeida, og dennes familie.

Pedro Silva Reis Junior ved vinfestivalen Essencia do Vinho

I dag er det sønnen Pedro Silva Reis, som er direktør for Real Companhia Velha, mens barnebarnet, der ligeledes hedder Pedro Silva Reis, og som jeg har mødt en del gange, fungerer som ønolog og winemaker sammen med den estimerede winemaker Jorge Poeira. Der laves såvel portvin – især gamle tawnies, men også rubytyper og Vintage – som bordvin fra de fem vingårde, der i dag er tilknyttet selskabet: Quinta das Carvalhas, Quinta dos Aciprestes, Quinta de Cidrô, Quinta do Casal da Granja og Quinta do Síbio. Quinta das Carvalhas blev registeret som selvstændig portvinsproducent i 1991 og udsender i dag såvel bordvine som portvine i eget navn. Endvidere ejer Real Companhia brandet Delaforce, som de købte i 2008.

Vi blev vel modtaget under besøget og fik først en fin rundvisning i de flotte lokaliteter i Rua Azevedo Magalhães længere oppe i Gaia, hvor hovedkvarteret i dag ligger. Tidligere havde de som så mange andre til huse tæt ved floden nærmere bestemt dér, hvor deres restaurant, vinbar og museum, Enoteca 17:56, nu ligger.

På turen så vi fade af såvel fransk, amerikansk som portugisisk eg, herunder en stor balseiro, der kan rumme 40.000 L. Vi besøgte også familien egen kælder og deres vintagekælder, hvor støv og svampekulturer får lov til at brede sig. Her gemmer der sig hele 16.000 flasker Vintage portvin, hvoraf den ældste er fra 1765.

Ved den efterfølgende smagning blev følgende vine smagt:

Real Companhia Velha Vintage 2020: Mørk rubin, lilla kant. Krydret næse med solbær og mørk chokolade samt lidt urter. God syre, der balancerer den friske unge frugt, lang hale. Måske ikke den mest komplekse Vintage, men vellavet og velbalanceret og absolut drikkelig, mellemlang lagringspotentiale. Mit generelle indtryk  er i øvrigt, at husets LBV og Vintage har øget kvalitet i dag end tidligere.

Real Companhia Velha 10 års Tawny: Rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også tørrede frugter og nødder. Lidt sprittet og skarp og lidt vel til den søde side, lang hale med syrebid.

Real Companhia Velha 20 års Tawny: Tawnybrun med rødlige nuancer. Krydret næse med nødder, tørrede figner og muskatnød. Ikke så høj syre, men dog nok til at balancere, tørrede frugter og nødder samt karamel, måske lidt rustik, men ellers et ganske fint glas.

Real Companhia Velha 40 års Tawny: Mørk tawnyfarvet. Tørrede frugter, karamel og valnød samt lidt balsamico i næsen. Fed og cremet struktur, krydret, godt med nødder og fin balance og kompleksitet, lang hale med syrebid.

Quinta das Carvalhas 50 års Tawny: Tawnybrun. Relativ elegant næse med nødder, lidt appelsinskal, tørrede frugter og lidt læder og lak. Cremet struktur, mindre sød end de andre, høj syre og fin kompleksitet, god balance mellem sødme og syre. Et dejligt glas, som pointmæssigt befinder sig midt i 90´erne.

 

Læs mere om Real Companhia Velha her.

Regatta i Porto 2025

Traditionen tro tilbragte jeg Sankt Hans i Porto, som virkelig fejrer deres elskede skytshelgen São João. Det er også på denne tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, afholder deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag. Og dagen efter Sankts Hans aften finder det årlige regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sted.

For ottende gang deltog jeg i regattaen ombord på en af bådene – den ene gang dog i september ved Regua i forbindelse med portvinens dag. Denne gang var det båden fra Cockburn´s, Quinta dos Canais, som havde vikinger med på sejladsen fra Douros udmunding til mållinjen ud for Sandemans lodge i Gaia. De gamle både menes rent faktisk at være inspireret af vikingebåde, som i sin tid sejlede langt den portugisiske kyst og op ad floderne.

Som vanligt blev det en festlig dag med højt humør, venskabelige drillerier holdene imellem og mad og drikke ombord samt efterfølgende lunch.

Vores startposition i bagerste række i Gaia-siden var ikke idéel, da vinden kom fra syd. Det gik dog fint i starten, hvor vi havde god vind. Ja, faktisk lå vi forrest en kort periode. Men da vi var sejlet under Arrábida-broen, kom vi i læ, hvorfor vi nærmest lå stille en stund. Det betød selvfølgelig, at de andre både tættere på Porto-siden indhentede os, ja de fleste overhalede os desværre. Resten af turen mod mållinjen foregik i vekslende tempo, hvor sejlet desværre hang slapt ned meget af tiden. Resultatet blev en placering i den sidste ende af feltet, men dog ikke helt sidst.

Vinder af årets regatta blev både fra Offley efterfulgt af bådene fra Barros og Fonseca. Alle tre hold blev selvfølgelig hædret ved den efterfølgende sejrsceremoni. 

Afslutningsvis var der frokost med fri vinbar til alle deltagerne – og her fortsatte drillerier på vanlig vis.

Aftenen før, hvor fejringen af São João kulminerer med sardiner, Super Bock, slag med plastikhamre, opsendelse af lysballoner, musik og dans samt ikke mindst det store fyrværkeri, tilbragte vi på Porto-siden.

På turen blev der også besøgt nogle portvinshuse. Opslag herom vil komme senere.

Vintage 2023 fra Ramos Pinto og Churchill´s

 

Omtalte vine er fadprøver tilsendt af producenten

 

I april begyndte de første meldinger om årets deklareringer af vintage portvin at tikke ind. Selv om rygter nogle år løber i forvejen, er det altid spændende at se, hvad året bringer. Bliver det en klassisk årgang, hvor de store huse deklarerer såkaldt klassisk vintage? Bliver det et udpræget Single Quinta Vintage år? Eller bliver det lidt af hvert? Hvor mange huse deklarerer? Og er der nogen, der springer året helt over?

Nu er vi ved at få klarhed over Vintage 2023. Der vil primært være tale om deklareringer af Single Quinta Vintage, men samtidig ikke et år med mange Vintage portvine, da nogle producenter, fx Kopke Group med husene Cálem, Kopke, Barros og Burmester, vælger at springe året helt over. Sogrape med Sandeman, Ferreira og Offley tøver også.

Efterfølgende har jeg modtaget de første fadprøver til smagning, da jeg som vanligt gerne vil teste den nye årgang. Under ”Etiketter” til højre her på siden, kan man klikke sig ind på de enkelte Vintage årgange og se mine omtaler fra tidligere år.

Her skal det handle om to af de første deklareringer, jeg hørte om – nemlig fra Ramos Pinto og Churchill´s, som begge valgte at udsende Single Quinta Vintage i form af henholdsvis Quinta do Bom Retiro og Quinta da Gricha.

Jeg smagte de tilsendte fadprøver over 2-3 dage. Nedenfor følger mine noter efter en introduktion.

 

Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro 2023

Quinta do Bom Retiro, som ligger i dalen ved Torto-floden, har tilhørt Ramos Pinto siden 1919.  Druerne herfra indgår i selskabets klassisk vintage, bruges til Single Quinta Vintage og endvidere også til deres 20 års Tawny, som – lidt usædvanligt – bærer quintaens navn. Tilsvarende hentes druerne til deres 10 års Tawny fra Quinta da Ervamoira. Bom Retiro er på 110 hektar, hvoraf 62 er plantet med vin. Højden varierer fra 110 til 400 meter.

Høsten i 2023 fandt sted fra den 28. august til den 22. september, hvilket var tidligere end normalt grundet masser af regn om vinteren og høje temperaturer i det tidlige forår. Vejret var tørt og stabilt frem til slutningen af maj, men juni bragte storm og regn. Juli og august var til gengæld meget varme med ekstrem tørhed, hvilket skabte lovende udsigter.

Master blender Ana Rosas udtaler om årgangen: “2023 was a very high quality vintage that produced excellent Wines, well concentrated and structured”, og hun suppleres af CEO Jorge Rosas, som kalder vinen for et “subtilt udtryk af koncentration og elegance”.

Portvinen er baseret på et blend af 26 % Old Vines, 40 % Touriga Nacional, 26 % Tinta Francesa, 22 % Tinta Barroca og 12 % Sousão. Flasket i 8.600 eksemplarer.

Mørk rubin, uigennemsigtig med lys lilla kant. Ekspressiv floral næse med modne røde bær som hindbær og kirsebær samt lidt solbær, mørk bitter chokolade og lidt frisk krydderurt. Blød i munden i første omgang, derefter med mere spark og høj syre, mørke bær, florale noter og krydret bund, meget elegant og harmonisk med fin struktur og god kompleksitet underbygget af fløjlsbløde tanniner, lang læskende hale. Kan drikkes nu, hvis man er til ung vintage, men eller med fint gemmepotentiale (93).

Læs i øvrigt om mit seneste besøg på Quinta do Bom Retiro her.

 

 

Churchill´s Quinta da Gricha Vintage 2023

I starten var der udelukkende tale om indkøbte druer for Churchill´s vedkommende. Men i 1999 købte de deres egen vingård i form Quinta da Gricha, som Johnny Graham kendte fra sin tid hos Cockburn´s. Quintaen ligger på sydsiden af Douro, lidt længere oppe end Pinhão. Druerne herfra bruges til såvel husets udmærkede bordvine som den klassiske Vintage portvin og altså Single Quinta Vintage.

Churchill´s kalder 2023 for et atypisk år. Vinteren var varm og regnfuld, foråret meget varmt og tørt, mens sommeren var mere normal med varme og regn i juni og september. Druerne var ikke udsat for stress. Den såkaldte veraison, hvor druerne skifter farve, indfandt sig 5-10 dage tidligere end normalt. Plukningen startede den 18. og 19. september under perfekte klimatiske forhold, oplyser winemaker Ricardo Pinto Nunes, som også sætter nogle ord på det færdige resultat:

“I’m really excited with the potential of our Gricha Vintage 2023. It shows an intense floral character but also the typical tension and freshness on the palate, a juicy combination of pure flavour, tannic structure and natural acidity.  It truly represents what the unique conditions of Quinta da Gricha can offer.”

Fra grundlæggeren af Churchill´s, Johnny Graham, lyder det tilsvarende:

“Quinta da Gricha produced Vintage quality Ports in 2023 with great intensity of colour, concentrated berry aromas and a firm tannic structure. The North facing aspect of the vineyard situated on the South bank of the river Douro gave the wines excellent natural acidity bringing the usual high-tone Gricha freshness to the palate.”

Baseret på 100 % Field Blend med bl.a. Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Francisca og Tinto Cão. Flasket i 3.212 eksemplarer samt 156 magnums.

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. På en gang en frisk og dyb næse med solbær, ribenasaft og masser af ungdommelig frugt. Frisk, fyldig, pebret og krydret i munden med solbær og andre mørke bær samt teblade og lidt tobak, godt med muskler og kraftig struktur med høj, lidt skarp syre, en lidt rustik stil på førstedagen, men mere afdæmpet og elegant på andendagen, lang pebret hale med tørre tanniner. Godt med potentiale (92).

Jeg besøgte Quinta da Gricha sidste år på en tur til Douro. Læs om besøget her.

Forskellige fine vine fra Navarra

 

De smagte vine var sponseret af producenterne

 

For godt fem år siden var jeg inviteret på vintur til den spanske region Navarra. Turen resulterede i en artikel i Vinbladet. Her var en af konklusionerne, at der var dejlige vine og stor mangfoldighed stilmæssigt i Navarra, men måske også en noget uklar profil.

Da jeg forleden blev inviteret til en smagning med vine fra Navarra i København, sagde jeg derfor ja tak. Både fordi jeg dengang som nu synes, at det er en spændende region, hvor der er god value for money at hente. Men også for at se, hvor regionen befinder sig nu.

Smagningen var opdelt i en masterclass ved vinskribent Anders Halskov-Jensen og derefter en åben smagning med andre vine fra samme producenter. Jeg vælger her at bringe mine noter fra masterclassen hus for hus med en indledende kort præsentation og kort omtale af øvrige smagte vine. Men først lidt generelt om regionen.

Vi befinder os i det nordlige Spanien, hvor Navarra grænser op til Baskerlandet mod nord og vinmæssigt langt mere kendte Rioja mod vest. Hovedbyen er Pamplona, som er kendt fra Hemingways roman ”Og solen går sin gang” og for den årligt tilbagevendende San Fermin Festival, hvor tyrene slippes løs i gaderne.

Naboskabet med Rioja gør sammenligninger oplagte. Hvor Tempranillo spiller hovedrollen i Rioja suppleret af Garnacha, er det lidt omvendt i Navarra, hvilket skyldes at sidstnævnte druesort i høj grad bruges til at lave rosévine – en af de typer, som regionen er kendt for og som er lovbestemt til at være lavet på saignée-metoden. Garnacha bliver dog også brugt i såvel blends som til saftige enkeltdruevine, hvilket i øvrigt også gælder sorten Graciano.  

Hertil kommer franske druesorter som Chardonnay, Syrah og især Merlot og Cabernet Sauvignon, som dog faktisk har været til stede i regionen i mange hundrede år og altså ikke er importeret nyligt for så at sige at efterligne Bordeaux-stilen.  En anden forskel på de to regioner er de mange prestigevine fra Rioja samt, at Navarra generelt nok er lidt mere beherskede i deres brug af egetræsfade.

Navarra er opdelt i fem underregioner med hvert deres terroir: Tierra Estrella, Valdizarbe og Baja Montãna mod nord, Ribera Alta i midten og Ribera Baja mod syd, hvor der er mere tørt end i områderne mod nord, som også ligger højere med de temperaturforskelle, det giver.

Følgende huse var til stede og følgende vine blev smagt:

 

Otazu

Vino de Pago klassificeret vingård, som ligger kun otte km fra Pamplona og derfor rent faktisk uden for de fem underregioner. Der satses især på druesorterne Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, ligesom bæredygtighed og biodiversitet prioriteres. Der er dog kun en del af vinene, som er klassificeret som Vino de Pago, mens serien Ozu udsendes som D.O. Navarra – givet grundet, at der også benyttes druer fra andre marker.

Ozu by Otazu Chardonnay 2024: Tre måneder sur lie. Gulgrøn. Frisk og aromatisk næse med grape, passionsfrugt. Fin struktur, hvor friskheden og fyldigheden går fint i takt, dejligt balanceret og med mellemlang hale. Faktisk et ganske fint glas (92).

Ozu By Otazu Premium Cuvée 2022: Blend af Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo med ca. 1/3 hver, dog lidt mere af sidstnævnte, 12 måneder på fad. Rubinrød. Lidt diskret næse med solbær. Frisk med godt med mørkebær herunder solbær, god syre der balancerer, godt med tanniner, som måske var lidt grønne. Har brug for tid, men fint potentiale (91).

Otazu havde desværre ikke flere vine med til smagningen, men porteføljen omfatter bl.a. rosé på henholdsvis Merlot og Tempranillo, et reserva rødvinsblend og en fadlagret Chardonnay – alle i Ozu-serien. Dertil kommer Chardonnay og et blend af Merlot og Cabernet Sauvignon klassificeret som DOP Pago samt andre serier. Et spændende hus, som jeg gerne ville have smagt mere fra.

Otazu søger importør i Danmark.

 

 

Quaderna Via

Vingård i Tierra Estrella skabt af brødrene Raúl og Jorge Ripa, som sendte deres første økologiske vine på markedet i 1998. Deres enkle, frugtige og saftige serie Be Bike er ganske lækker, men de laver også fine vine med fadlagring.

QV Chardonnay 2022: Gulgrøn. Tropiske noter i næsen med banan og ananas samt tydeligt præg af ny eg. I mundet er fadet ligeledes tydeligt og ikke helt integreret, men ellers med citrus og tropisk frugt samt god syre, der balancerer de lidt tungere fadnoter (89).

Be Bike Graciano 2024: Rubinrød, medium intens. Ekspressiv i næsen med frisk frugt, solbær og andre mørke bær. Saftig med frisk frugt, men også et krydret og lidt rustikt bid samt god bund, pænt med tanniner (90).

Desuden smagte jeg de øvrige vine i Be Bike serien. En frisk og ligefrem Chardonnay 2024, Garnacha 2024 med friskhed og godt krydret profil samt deres rosé.  Alt i alt en meget fin og ligefrem serie, som er ukompliceret med dejligt læskende med frisk frugt.

Quaderna Via søger importør i Danmark.

 

Bodegas Marco Real

Bodegaen tilhører Belasco-familien og ligger i Olite i underregionen Ribera Alta. Foruden Navarra producerer de vin i andre spanske regioner samt Argentina. Der laves såvel enkeltdruevine som blends.

Homenaje Rosado 2024: Blend af Tempranillo og Garnacha. Laksefarvet. Ekspressiv med jordbær, hindbær og lidt vel meget tuttifrutti. Frisk og ukompliceret terrassevin med ok balance og pænt med fylde, men uden dybder (87).

Marco Real Lazoz 2019: Cabernet Sauvignon. Mørk rubin, tæt. Solbær og mørke bær i næsen. En vellavet og ganske fin Cabernet vin med solbær og brombær samt krydret undergrund, fin syre og friskhed, kraftige men bløde velintegrerede tanniner (91).

Marco Real havde flere vine ved den åbne smagning, men da producenten desværre ikke selv var til stede, valgte jeg at koncentrere mig om de fremmødte.

Bodegas Marco Real søger importør i Danmark.

 

Señorío de Sarría

Navarra-grenen af koncernen Bornos, som også laver vin i regionerne Rueda, Ribera del Duero, Rioja og Toro ligesom de har destillerier i Mexico. Señorío de Sarría blev grundlagt i 1953, og selve bodegaen ligger i Valdizarbe på den gamle pilgrimsrute, mens de 100 hektar vinmarker er fordelt rundt om i regionen. Flere af markerne er over 70 år gamle og bruges til vine i Viñedo-serien.

Señorío de Sarría Viñedo Cinco Rosé 2024: Lavet på Garnacha. Rød laksefarvet. Lidt diskret næse med røde bær og et friskt indtryk. Dejlig fylde og friskhed i munden, tør med godt med røde bær samt god bund, fin gastronomisk (90).

Señorío de Sarría Viñedo Uno 2021: Garnacha, lagret 9 måneder. Rubinrød. Diskret næse med mørke bær. Fin kompleksitet og koncentration med godt med frugt, lidt lakrids og krydret bund (91).

Jeg smagte endvidere deres Chardonnay 2024, som også var fin og frisk samt endnu en Garnacha Rose 2024, men lysere og mindre intens i stil med rosévinene fra Provence. Her foretræk jeg helt klar den fra smagningen. Endelig smagte jeg også deres Reserva Especial, som er et blend af Cabernet Sauvignon og Graciano, en intens og dyb vin med masser af saft og kraft. Udmærket producent.

Señorío de Sarría søger importør i Danmark.

 

Bodegas Inurrieta 

Stor producent, som ligger i Falces i Ribera Alta og tilhører Antoñana-familien. De første af de 275 hektar vinmarker blev plantet i 1999 i 310 til 495 meters højde. Har en større portefølje af såvel enkeltdruevine som blends i forskellige kvalitetsniveauer.

Inurrieta Mimao Garnacha Tinto 2023: Lagret 8 måneder. Rubinrød, medium intens. Ekspressiv næse med mærke bær, brombær, krydret samt trænoter fra nyt fad. Fadpræget også tydelig  munden, men stadig en saftig og frisk vin, elegant med god fylde og balance (91).  

Inurrieta Cuatrocientos 2021: Blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Graciano, Garnacha og Syrah, lagret 13 måneder, navnet henviser til, at druerne kommer fra en vinmark i 400 meters højde. Mørk rubin. Tydelig Cabernet-præg i næsen med solbær og andre mørke bær. Godt med frugt og friskhed i første omgang, derefter mere fylde, dybde og kompleksitet, tydeligt men balanceret og integreret fadpræg. En dejlig harmonisk vin (92).

Da jeg besøgte Inurrieta under mit besøg i Navarra og smagte hele porteføljen, sprang jeg dem over i denne omgang. Smagte dog også deres Sencasiones 2023. Noter fra tidligere besøg kan læses her.

 

Tandem

Skabt i 2003 af winemaker Alicia Eyaralar og Jose María Fraile. Bodegaen ligger i Yerri-dalen i Tierra Estrella, ligeledes på Camino-ruten. Dalen, som ligger i bjergene, er et af de køligste områder i regionen, så vi faktisk taler om cool climate vin. De ham 38 hektar vinmarker plantet med Tempranillo, Garnacha, Cabernet Sauvignon, Merlot, Viognier, Viura og Graciano. Viognier er i øvrigt kun som eksperimentalmark, da sorten ikke er tilladt i regionen.

Ars Nova 2018: Blend af Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot, først 2 år på cementtank og derefter 9 måneder på fad. Mørk rubin med lidt lys kant. Diskret næse med mørke bær. Frisk og frugtig vin i elegant stil med godt krydret underlag, godt med tanniner og stort potentiale, lang tør hale med tanniner (90)

Mácula 2016: Blend af Cabernet Sauvignon og Merlot, først 2 år på cementtank og derefter 18 måneder på fransk eg. Mørk rubin. Solbær og blyantspids i næsen, let krydret. Solbær, friske krydderurter og let modnet frugt, godt med tanniner, har brug for tid men med stort potentiale (92).

Hos Tandem smagte jeg endvidere Casual Blanco 2024, Inmácula 2023 og Casual Rosé samt Ars in Vitro 2021 (Tempranillo og Merlot). Et spændende projekt med vellavede vine.

Tandem søger importør i Danmark.

 

Pago de Larrainzar

Den gamle ejendom Pago de Larrainzar, som ligger på Camino-ruten, har været ejet af familien Larrainzar gennem 150 år. De startede med at lave vin i 1891, men i nyere tid blev projektet så at sige genstartet i år 2001 af Miguel Canalejo Larrainzar  og hans to børn, Miguel Jr. og Irene (fotoet). Porteføljen er klassisk med såvel enkeltdruevine som blends – udelukkende baseret på druer fra egne marker.

Raso de Larrainzar Reserva 2015: Blend af især Tempranillo, men også Merlot, Cabernet Sauvignon og Garnacha, 13 måneder på fad. Mørk rubin, rimelig tæt. Fyldig og kraftig, men også med en vist friskhed. Lidt frugtsødme, høj syre og en vis elegance, godt med tanniner som sætter sig på tænderne. Har brug for tid (91).

Reserva Especial 2014: Blend af 40 % Cabernet Sauvignon, 40 % Merlot og 20 % Tempranillo, 14 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Solbær og andre mørke bær men også med en elegant og floral næse. God solid struktur med fin balance og god kompleksitet, bløde og fint integrerede tanniner, stort potentiale (92).

Hos Pago de Larrainzar smagte jeg også deres rosé 2024 som var fin og fyldig samt to enkeltdruevine på henholdsvis Merlot og Cabernet Sauvignon. De sidste var ganske udmærket med godt med tanniner og potentiale.

Pago de Larrainzar søger importør i Danmark.

 

Og hvad er så konklusionen? Jo, for det første synes jeg stadig Navarra byder på udmærkede vine – især de mere enkle uden den store fadlagring. Her er der friskhed og saftig frugt, og druesorterne får lov at brillere. Men de mere fyldige og kraftige blends er nu heller ikke at foragte, især hvor fadet er lidt nedtonet, så fylde og kompleksitet løftes af friskheden og skaber harmoni. Hvad profilen angår er situationen den samme som under mit besøg for godt fem år siden, så mon ikke Navarra også i fremtiden vil have tre ben at gå på: Friske og fyldige rosévine, saftige enkeltdruevine på Garnacha, Chardonnay, Graciano m.fl. samt blends, hvor Bordeauxsorter enten står alene eller blandes med de spanske druer.

 

On Tuscany - ny vinbog kommer vidt omkring

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Der findes forskellige typer af vinbøger. Generelle og leksikale opslagsværker. Bøger med fokus på enkelte emner som f.eks. terroir eller de tekniske aspekter af vinfremstilling. Bøger, som omhandler et bestemt land, en bestemt region eller en bestemt vintype.

Men det er ikke kun emnemæssigt, der er forskel. Der er også forskel på, hvordan de er skrevet. Nogle er oplysende, faktuelle og informative, men bærer også præg af at være mere tør pligtlæsning, som gør en klogere. Andre er en fornøjelse af læse i sig selv og fulde af fortælleglæde og ”storytelling”.

Antologien ”On Tuscany”, som udkom sidste år, hører til sidstnævnte kategori. Undertitlen lyder da også ”Wine tales from the heart of Italy”. De 38 artikler er godt og medrivende skrevet og for en dels vedkommende af store kapaciteter på området. Samtidig kommer bogen godt rundt om de forskellige aspekter af vinregionen Toscana. Ja, ikke bare det. Vi kommer også bag om og hører om historie, kultur og gastronomi som f.eks. olivenolie og trøfler. For som det hedder i en af artiklerne, er mad og vin ideelle partnere og mere end noget, der blot skal spises og drikkes: ”In Tuscany, what is on the plate or in the glass is not just something to fill the stomach. It is culture, history and identity”.

Bogen er opdelt i hovedafsnit, der hver rummer essays om forskellige aspekter af et tema. Forhistorien og jorden, druesorterne, Chianti Classico, Super Toscanere, de to mindre underregioner Montalcino og Montepulciano, winemakerne og andre vinpersonligheder samt kulinariske afstikkere.

I Curzio Malapartes artikel fra 1956 ”The Wild Winds of Tuscany” hører vi f.eks. om Toscana fire store vinde, som dog ikke er ”vores vinde” samt en femte i overført betydning, der udgøres af landskabet og kulturen. ”This wind has a slightly bitter base, like our olive oil, like true Chianti, like the fish in the Arno, like the wit, irony, laughter and easy urbanity of the Tuscans…”. Her er det ikke vinen, som er i fokus, men landskabet og atmosfæren rundt om vinproduktionen.

Et par artikler har fokus på de mindre kendte, men spændende druesorter Canaiolo og Ciliegiolo, som selvsagt står helt i skyggen af Sangiovese. Vi kommer på tur rundt i vinmarker og landskaber og lærer om terroiret og de forskelle, det giver for druerne og vinen. Vi hører om den gamle bastflaskes historie og møder en række af de betydningsfulde mennesker, som har været med til at udvikle regionen, hvad enten det gælder Chianti Classico appellationen eller ”opfindelsen” af Super Toscanere. Det gælder f.eks. Giovanni Brachetti Montorselli, Luigi Veronelli, Piero og Lodovico Antinori, Lamberto Frescobaldi og Giacomo Tachis.

Tidsmæssigt spænder teksterne vidt fra Francesco Redis digt ”Bacchus in Tuscany” fra 1685 over Hester Lynch Piozzis rejseberetning fra 1789 og D.H. Lawrences essay om etruskiske steder fra 1932 til samtidige vinartikler fra 2024. Blandt bidragsyderne kan nævnes kapaciteter som Jane Anson, Hugh Johnson, Andrew Jefford og Jancis Robinson. Sidstnævnte skriver sammen med Walter Speller informativt om druesorten Sangioveses historie og karakter. I det hele taget giver bogen fin indsigt i såvel druesorter som de klassiske vine fra regionen, men også i de nye veje toscansk vin bevæger sig.

Alt i alt er bogen både til at blive klogere af og en fornøjelsen af læse. Alle artikler er selvfølgelig ikke lige interessante, og enkelte virker inkluderet blot for at give historisk og emnemæssig bredde eller poetisk kolorit. Samtidig er bogen fint illustreret. Efter endt læsning er min lyst til et genbesøg i Toscana blevet vækket. Indtil da, må jeg vel nøjes med et glas eller to.

 

Susan Keevil (red.): On Tuscany. From Brunello to Bolgheri. Wine tales from the heart of Italy”. Academie du Vin Library 2024, 272 sider.