Confrarias egen Vintage

Portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, mødes gerne i juni måned i forbindelse med Sankt Hans, hvor de afholder en ceremoni, hvor der optages nye medlemmer, stor gallamiddag og Regatta på Douro med portvinsbådene. Her har jeg de seneste adskillige år deltaget, da jeg selv er optaget i broderskabet som cavaleiro ligesom efterhånden en del andre danskere (læs om min optagelse her).

En anden tradition, som broderskabet har, er at deklarere deres egen Vintage, når der er tale om et klassisk år, der er bredt deklareret. De præcise regler for hvornår er med de mange nye huse, som er kommet til, under diskussion. Listen over deklareringer i 2015 er f.eks. lang, men da nogle af de helt store dominerende koncerner (Symington Family Estate, Fladgate Partnership og Sogrape) med toneangivende brands som Taylors, Fonseca, Grahams, Dows, Sandeman og Ferreira ikke var blandt, blev året ikke anset for bredt deklareret.

Det blev 2016 til gengæld for her er de fleste samt ovennævnte med. Derfor afholdt portvinsbroderskabet i går i forbindelse med festlighederne for Port Wine Day en ceremoni i Porto – nærmere bestemt i Terminal de Cruzeiros do Porto de Leixões, hvor der samme dag var stor smagning af Vintage 2016.

Ceremonien foregår ved at medlemmer af Confraria møder op med hver deres Vintage 2016. Det var ikke alle, der kunne det, ligesom nogle koncerner valgte kun af møde op med et enkelt af deres brands, men jeg talte mig til mere end 35 forskellige udgaver, hvilket da også er en sjat.

Broderskabets ledelse, Chancelaria, marcherer derefter ind i vanlig stil. Chanceler George Sandeman sagde først nogle ord om årgangen og om broderskabets tradition for også at erklære Vintage. Foruden at det selvfølgelig kræver en god høst og dygtig vinificering, talte han om fem betydende faktorer:

• Declaration (tilstrækkeligt mange huse skal deklarere)
• Certification (portvinsinstituttet, IVDP, skal godkende vinene)
• Celebration (det skal fejres)
• Proclamation (der skal erklæres Confraria Vintage)
• Classification (og endelig skal vinskribenter og indkøbere vurdere kvaliteten)

Efter talen overtager kældermester (Copeiro-Mor) David Guimaraens, som én for én kalder broderskabets medlemmer frem af den røde løber, så de kan hælde deres egen flaske i et stort glas, der i øvrigt til dagligt står på portvinsinstituttet.

Når alle således har bidraget med deres vin, rører kældermesteren lidt rundt og smager på det nye blend. Det blev ikke overraskende rost og godkendt, hvorefter broderskabet kunne erklære deres egen Vintage, og der blev skålet "for portvinen, for broderskabet og for brødrene".

Det skal dog tilføjes, at den Confraria Vintage, som de senere serverer ved særlige lejligheder ikke er blandingen fra glasset, men et tilsvarende lavet under lidt mere kontrollerede forhold – og altså stadig et blend af en lang række forskellige huses Vintage.

Man kan mene om traditionen, hvad man vil. Men det er et festligt syn og som altid, når broderskabet mødes, en god lejlighed til at få en snak og udveksle historier. Så fra min side af tak til IVDP, som havde inviteret.

  

Læs mere om Confraria og Vintage her

Barros 102 Very Old Tawny

Barros er ikke blandt de portvinsmærker, vi ser mest til her i Danmark. Men de er på markedet både med LBV, Vintage og fadlagret portvin, hvor især sidstnævnte så afgjort er værd at lægge mærke til. Jævnligt ses også ældre særudgaver i flotte flasker. Det gjaldt f.eks. deres Colheita fra 1974, som blev udsendt i en særlig jubilæumsudgave i 2014 i anledningen af 40 året for Nellikerevolutionen i Portugal. Flasken var da også prydet af et digt formet som en nellike.

Et andet eksempel er deres jubilæumsvin kaldet Barros 100 – et særligt tawny-blend, som blev lavet til husets 100-års jubilæum i 2013 og lanceret i eksklusivt design og indpakning under overskriften ”A Century of Portuguese Talent”. Siden er kommet endnu et par udgaver med fortløbende numre og hver gang kun i 1.913 nummererede eksemplarer.

Den seneste i rækken er Barros 102 Very Old Tawny, som nyligt er kommet på markedet, og som jeg modtog en lille smagsprøve på forleden venligst sendt af Sogevinus. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt generelt om huset og det nye blend.

Barros blev grundlagt som ”Almeida em Comandita” i 1903 af Manuel de Almeida, der senere inddrog sin svoger Manuel de Barros i firmaet, som derefter tog navneforandring til Barros Almeida. Selskabet var ejet af familien helt frem til 2006, hvor Manuel Ângelo Barros måtte kaste håndklædet i ringen og sælge til den store koncern Sogevinus, der allerede ejede Cálem, Burmester og Gilberts. Med i salget fulgte i øvrigt andre brands som Kopke, Feist, Feuerheerd (siden frasolgt) og Hutcheson samt tilhørende quintaer.

Til den nyeste udgave af jubilæumsvinen, Barros 102, har Carlos Alves blendet fem gamle Colheitas fra årene mellem 1950´erne og 1990´erne – alle lavet på druer fra gamle vinmarker på Quinta da S. Luiz. Efter blending er vinene fordelt på fem nye fade, hvorfra aftapningen foregår.

Barros 102 Very Old Tawny: Flot ravgul med lys, orangegrøn kant og mørkere kerne. Intens og indbydende næse med hasselnød, lidt orangeskal, honning, muskat og farin samt en lidt sprittet, brandyagtig duft, der dog på ingen måde er ubehagelig. Blød og cremet i munden, en smule toastet og krydret, elegant, fyldig og intens med tørrede frugter som abrikos og figner og en lang flot hale, der smager af mere (95).

Læs mine kortfattede noter om Barros 101 Very Old Tawny og Barros Colheita 1974 her.

Vintage 2016 – del 2

2016 bliver som allerede nævnt i min rapport om Sogrape et klassisk år, hvad angår Vintage portvin. Det skal derfor blive spændende løbende at smage vinene. Jeg regner med at smage en stor del af dem i begyndelsen af september, hvor jeg er inviteret til fejringen af Port Wine Day i Porto herunder en smagning af Vintage 2016.

Men under mit sidste besøg dernede i juni fik jeg lejlighed til at prøvesmage et lille udvalg. Jeg har ikke givet point, da der var tale om fadprøver smagt under korte besøg på henholdsvis Cálem (hvor jeg smagte fire udgaver fra Sogevinus) og Andresen i selskab med henholdsvis Stefano Marello og Carlos Flores. Noterne er derfor lidt kortfattede.

Andresen Vintage 2016 (cask sample): Mørk rubin, lilla kant. Frisk frugt, kirsebær og hyldebær, lidt floral og lidt kærnemælkspræg i næsen. Fint med frugt og syre, elegant stil med florale noter, kraftige tanniner og pebret, lidt brændende eftersmag. Lovende potentiale.

Kopke Vintage 2016 V (cask sample): Et blend af 60 % vinhas velhas (gamle vinstokke med forskellige sorter) fra Quinta de S. Luiz (billedet nederst) og 40 % touriga nacional. Mørk rubin, næsten sort med lilla kant. Duft af mørke bær som solbær, fint balanceret, let, meget intens med bløde tanniner. Blød og fint drikkelige nu, pebret hale.

Barros Vintage 2016 (cask sample): Blend af 40 % touriga franca, 30 % tinta roriz, 20 % touriga nacional og 10 % tinta barroca fra Quinta da Galeira.  Mørk med lilla kant. Meget ekspressiv i næsen med brombær, hyldebær og balsamico. Brombær og andre mørke bær, kraftige men bløde tanniner, lang hale.

Burmester Vintage 2016 (cask sample): Blend af 50 % touriga nacional og 50 % touriga franca fra Quinta do Arnozelo. Mørk rubin. Floral og elegant med duft af røde bær og jordbærgrød. Let og meget blød, ikke kompleks, men meget indbydende og lækker her og nu.

Calém Vintage 2016 (cask sample): Blend af 30 % touriga nacional, 30 % touriga franca, 30 % tinta roriz og 10 % sousão. Mørk rubin. Mørke bær, men også lidt grønne noter og mynte, fint krydret, lang hale. Lidt mere lukket end de andre. Pænt potentiale for udvikling over årene.

Vinøst, kære Watson

Mange benytter sommerferien til at læse tykke romaner, og især krimier passer fint til sol, varme og strand. Jeg fik også læst nogle stykker i sommeren løb, men valgte som vinskribent at kombinere de to ting. Altså ikke forstået sådan, at jeg sad med et glas køligt hvidvin, hver gang jeg åbnede en bog. Men jeg valgte at læse et par krimier, som foregår i vinens verden.

Detektiver og nydelsesmidler er ikke hinanden fremmed. Tænk bare på Sherlock Holmes opiumspibe eller kriminalkommissær Morses fadøl. Så selvfølgelig er der også detektiver, der holder af god vin, men ikke kun det. Der er krimier, skrevet af vinkendere, og hvor vinen er omdrejningspunktet for en væsentlig del af handlingen.

Taler vi om vindetektiver vil man nok umiddelbart tænke på virkelige opdagere, der afslører svindel i vinverdenen – og den slags er der desværre en del af. De høje priser på sjældne eller gamle vine frister – og i takt med at falsknerierne bliver mere og mere professionelt udført øges også detektivarbejdet.

Et andet parallel mellem vinens og krimiens verden er den såkaldte deduktive metode, hvor man konkluderer ud fra en række opstillede præmisser. Sådan har detektiver båret sig ad siden den første af slagsen, Edgar Allan Poes C. Auguste Dupin, som var en af inspirationskilderne til Arthur Conan Doyles Sherlock Holmens, der ud fra sin videnskabelige iagttagelsesevne og sin encyklopædiske viden deducerer sig frem til mangt og meget.

Har man selv nørdet med blindsmagninger af vin, vil man kunne se ligheden. Farven, duften, smagen og følelsen i munden giver spor, der sammen med ens viden om druesorter, klima, vinregioner og fremstillingsmetoder fører en på sporet af vinens oprindelse og identitet. Vinøst, kære Watson.

Derfor kan det som nævnt ikke undre, at de to verdener har fundet sammen i adskillige krimiserier.

Det sker f.eks. hos den canadiske vinskribent Tony Aspler, som har udgivet tre små krimier med sit alter ego, vinkritikeren Ezra Brandt som hovedperson. Ezra Brandt rejser ud i verden i alle tre bøger. I ”Blood Is Thicker Than Beaujolais” er han med til festlighederne i forbindelse med frigivelsen af Beaujolais Noveau, hvor et lig af en kvinde kastes ned i den vinkælder, han befinder sig i. I ”The Beast of Barbaresco gælder det en seriemorder i Piedmonte og afsløringen af hemmelige intriger under en lokal vinkonkurrence, hvor Brandt er dommer.

Og endelig rejser han i ”Death on the Douro” til Dourodalen, hvor en gammel ven og portvinsproducent er udsat for en række mystiske hændelser – og der opstår paralleller til den gamle historie om Baron Forresters druknedød på Dourofloden. Undervejs diskuteres der også portvin vs. Bordvin, hyppigheden af Vintage-deklareringer og værdien af fodpresning: ”God gave us feet, Ezra was convinced, so that we could make wine because the food is the ideal tool for this purpose.”

Tony Asplers tre bøger – i et gammelt interview har jeg set en fjerde lovet, men den er desværre aldrig udkommet – er god underholdning, som fint formår både at være krimier og vinhistorier uden at blive for detaljeret og nørdede.

Det samme kan desværre ikke helt siges om en anden serie, Winemaker Detective Mysteries Series, af franske Jean-Pierre Alaux og Noël Balen, som har vinkenderen og winemakeren Benjamin Cooker som hovedperson. I ”Treachery in Bordeaux” gælder det et attentat mod en række fade i kælderen på et vinslot i Bordeaux. Benjamin Cooker tilkaldes og prøver at redde vinen og samtidig forsøge at opklare, hvad der er hændt. Igen er der tale om god underholdning, hvis man er vininteresseret, men nørderierne er dog ved at tage overhånd – i al fald i det første bind, som er rig på udredning af kemiske processer – på bekostning af spænding og intrige. Titlerne på nogle af de øvrige bind i serien afslører, at vi stadig befinder os i Frankrig: ”Nightmare in Burgundy”, ”Cognac Conspiracies” og ”Requiem in Yquem” for blot at nævne tre.

Og der er andre serier, som venter, hvis næste sommer bliver som denne. Forfattere som Ellen Crosby ("The Merlot Murders”, ”Riesling Retribution" og "The Sauvignon Secret" m.fl.), Michelle Scott (“Murder Uncorked”) og Nadia Gordon (”Silenced by Syrah”) skal da givet også læses på et tidspunkt. Det samme gælder den danske vinskribent og forfatter Niels Lillelunds ”Bibendum”, som foregår i den Københavnske vinverden.

Man bliver helt tørstig ved tanken. Måske man alligevel skulle prøve at læse med et glas køligt hvidvin ved sin side…

Sogrape Vintage 2016

Nyligt modtog jeg venligt en pakke med Vintage 2016 sendt fra Sogrape i Portugal. Den store koncern omfatter de tre store portvinshuse Sandeman, Offley og Ferreira – og de tre portvine skulle selvfølgelig prøvesmages. Men inden smagenoter lidt tanker om begrebet Vintage.

Foråret er altid spændende for portvinselskere. Det er her de mange producenter og store portvinshuse deklarerer Vintage, som det kaldes med en fordanskning af det engelske ”to declare”. Som Henrik Oldenburg har gjort opmærksom på i den seneste udgave af sin bog ”Portvin”, kunne man dog egentlig ligeså godt sige at erklære, da det faktisk mere præcist angiver, hvad der foregår.

Det står husene frit om de vil udnævne deres ruby portvin af bedste kvalitet til Vintage. Og så alligevel ikke, da Vintage som al anden portvin godkendes af portvinsinstituttet (IVDP), som både laver tekniske analyser og smagsprøver. Vinen skal bestå begge dele på et niveau svarende til det anmeldte – og her er kravene i sagens natur ekstra strenge for Vintage.

Men det er nu ikke kun kvaliteten, der spiller ind, når husene beslutter, om der skal erklæres vintage eller ej. Salgs- og marketingsafdelingen med deres skæven til markedsmekanismer, udbud og efterspørgsel og produktionstal har også deres at skulle have sagt, hvilket især ses ved de store huses tradition for kun at erklære vintage tre gange på et årti. Sådanne år, hvor de store huse og brands er enige om at erklære vintage, kaldes for klassiske. I de andre år laves der i stedet ”andenvin” som f.eks. Fonseca Guimaraens eller Single Quinta Vintage.

De seneste årtier er billedet dog blevet mere broget, da der er kommet mange mindre producenter og langt flere quintaer til, hvoraf mange sender Vintage på markedet næsten hvert år. Også en række store portugisiske producenter bryder den gamle – især engelske – regel. I 1992 kunne Cálem således erklære vintage for 11. år i træk!

Med andre ord er antallet af forskellige vintage på markedet stort hver eneste år (ses bort fra katastrofeår), hvorfor der er opstået en del diskussioner om, hvorvidt det er muligt forsat at tale om et klassisk vintageår. Det skete igen sidste år, hvor antallet af deklarerede Vintage 2015 var over 60 og bl.a. tællede store og velrenommerede huse som Quinta do Noval, Ramos Pinto, Cálem og Niepoort. Alligevel anses 2015 ikke som en klassisk årgang – ikke pga. dem, der deklarerede, men dem der netop ikke gjorde. Fladgate Partnership, Symington´s og Sogrape afstod i sidste øjeblik, da de mente at udsigterne til det efterfølgende år var bedre, og med tre af de fem største spillere på markedet ude blev årgangen alligevel ikke klassisk.

Det gjorde 2016 i stedet, idet kun enkelte huse stod over, afslørede foråret. Rygter vil dog vide, at 2017 måske bliver endnu bedre. Om det så vil få de store klassiske huse til at erklære to år i træk, hvilket sker yderst sjældent, må tiden vises, ligesom de tre årgange givet vil blive holdt op mod hinanden i mange år fremover. 

Jeg har allerede kort prøvesmagt Vintage 2016 fra Andresen, Kopke, Burmester, Cálem og Barros (så kort, at noter ikke er offentliggjort) – og forleden kom turen så til de tre huse fra Sogrape. Vinene blev smagt semiblindt første gang og derefter gensmagt dagen efter.

Sandeman Vintage 2016: Blend af 40 % touriga nacional, 40 % touriga franca, 10 % tinta roriz, 5 % tinto cão og 5 % sousão fra Quinta do Seixo og Quinta do Vau. Dyb rubin, uigennemsigtig med lilla kant og meget afsmittende. Kraftigt og intenst frugtpræg med hyld, godt med brombær, solbær samt lidt mørk chokolade. Fyldig i munden med fin frugt og syre, kompleks med florale noter samt kraftige tanniner, lidt sprittet og bidende eftersmag, hvilket dog var aftagende på andendagen. Virker flot struktureret og med stort potentiale (94).

Offley Vintage 2016: Blend af 45 % touriga franca, 45 % touriga nacional og 10 % tinta roriz fra bl.a. Quinta do Sairrão. Dyb rubin med lilla kant, afsmittende. Ikke så intens i næsen på førstedagen med frisk frugt, hyldebær, brombær, peber, lidt ribena og kærnemælk. Solbær, hyldebær, lidt floral og lidt til den søde side, krydret og pebret med høj syre og kraftige, rå tanniner. Ungdommelig og kraftfuld, men mangler måske lidt finesse (91).

Ferreira Vintage 2016: Blend af 45 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 10 % tinta roriz og 5 % sousão fra Quinta do Caêdo og Quinta do Porto. Dyb rubin, næste uigennemsigtig, lilla kant. Fin ekspressiv i næsen med hyldebær, lidt hindbær og grønne noter, frisk og elegant. Rund og blød i munden, men stadig pænt med tanniner. Mørke bær og lidt kaffe og chokolade. Ikke så potent, men mere elegant, spændende, harmonisk og kompleks. Kan fint nydes nu, hvis man er til kraftig og ung vintage, men har også stort potentiale (95).

Til sidst får chefwinemaker Luís Sottomayor ordet, og han har følgende bemærkninger til de tre vine:

Sandeman Vintage 2016: “The degrees of complexity, colour and structure of this wine are absolutely exceptional. With a strong presence of tannins, it is perfect for ageing in bottle over many years.”

Offley Vintage 2016: ”This is a wine that stands out for its irreverent and youthful profile, with strong aromatic components. It has structure as well as complexity, which will benefit from an extended ageing in the bottle for 15 or more years.”

Ferreira Vintage 2016: “Absolutely exceptional degrees of complexity, colour and structure… Although it can be consumed immediately, it will develop enhanced complexity after long ageing in the bottle, which can be during decades.”

Quinta da Aveleda

Efter at have besøgt tre topproducenter i Vinho Verde regionen gjaldt næste stop den allerstørste af dem alle, når det gælder kvantitet. Allerede ved ankomsten er forskellen markant. Tydelig skiltning hele vejen, en stor parkeringsplads, lastbiler på vej ud og ind og en reception, hvor jeg får udleveret et gæstekort, før jeg afhentes og bydes velkommen.

Quinta da Aveleda – eller blot Aveleda som firmaet hedder – modtog mere end 30.000 besøgende i 2017 og det med god grund. Det er et kendt firma, når vi taler Vinho Verde. F.eks. er Casal Garcia den mest solgte portugisiske hvidvin i verden, og den kendte Vinho Verde med blå etikette udgør hele 2/3 af koncernens salg. Efter sigende produceres der hele 8 millioner flasker om året.

Men en endnu bedre grund til at besøge stedet, som ligger i underregionen Sousa nær byen Penafiel lidt øst for Porto, er den nydelse en tur i parken er. Her forstår man virkelig, hvorfor regionen er opkaldt efter den grønne farve. Japanske cedertræer, blomster i alle farver, cypresser og mange andre træer – en sand oase af en botanisk have, hvor også ænder og påfugle har slået sig ned omkring små vandhuller eller vander over grønne plæner med fontæner. Og midt i det hele ligger den flotte hovedbygning omgivet af nyere bygninger, som dog er tilpasset de idylliske omgivelser.

Quintaen, der stammer tilbage fra det 16. århundrede, har siden 1870 tilhørt familien Guedes. Tidligere var den en del af Sogrape-koncernen, men det ophørte da to grene af familien skiltes i starten af 1980´erne. Aveleda ejer selv 256 hektar vinmarker både her ved ejendommen og rundt om andre steder i regionen. Foruden Vinho Verde producerer firmaet også vin fra Douro (det gælder f.eks. den røde Casal Garcia og mærket Charamba) og Bairrada.

Efter rundvisningen får jeg besøgt smagelokalet, hvor jeg præsenteres for et fint lille udvalg af Aveledas vine i selskab med winemaker Pedro Costa og den administrative direktør Martim Guedes.

De fortæller, at selv om de ejer 256 hektar vinmarker, er dette langt fra nok til at være selvforsynende. Faktisk udgør det kun ca. 15 % af behovet, hvilket de gerne vil hæve til 40-50 % for at sikre forsyningen.

”Problemet er, at der forsvinder vinmarker hele tiden, da de små producenter stopper. Så vi køber land, lejer land og laver nye kontrakter med større vinbønder,” fortæller de.

Følgende vine blev smagt:

Casas Garcia: Blend af trajadura, loureiro, arinto og azal. Lys grøngul, lidt perlende. Æble og citrus i næsen. Ung, frisk og let drikkelig, mineralsk og med høj syre, let og enkel.

Quinta da Aveleda 2017: Blend af loureiro og alvarinho udelukkende fra quintaens egne marker, hvor sidstnævnte sort giver kompleksiteten. Lys, grøngul og næsten uden perler. Godt med frugt, citrus og lidt eksotiske frugter i næsen. Tør, elegant, mineralsk og floral med mere krop og fylde samt citrus i halen.

Aveleda Colheita Selecionada Alvarinho 2017: Lys grøngul. Frisk næse med citrus og fin frugt. Mineralsk med frugt i munden, lidt fersken, høj syre, stadig frisk. En udmærket vin.

Loureiro Colheita Selecionada 2016: Citrus, mineralsk, aromatisk i næsen. Tør og mineralsk med ren frugt, en dejlig frisk vin.

Endelig smagte jeg også deres brandy, Adega Velha XO 12 years, som er lagret 12 år på fransk eg. God aroma og smag, men måske lidt sprittet.

Quinta do Ameal i Lima

I Vinho Verde er der stor fokus på underregionen Monção og Melgaço og druesorten alvarinho. Og det med god grund, da mange producenter herfra leverer virkelig høj kvalitet langt fra den billige, perlende Vinho Verde fra supermarkederne. Men det betyder ikke, at der ikke laves rigtig god vin i andre underregioner og på andre druesorter. For det gør der.

Lige syd for Monção og Melgaço ligger Lima – opkaldt efter floden, som løber øst-vest – og her er det især druesorten loureiro, der gør sig gældende. En af områdets fremragende producenter er Quinta do Ameal, som jeg besøgte tidligere på året.

Ameal bestyres af Pedro Araujo, hvis far købte den gamle ejendom fra 1710, da familien – som er direkte efterkommere af Adriano Ramos Pinto – solgte det kendte portvinshus. Og han valgte fra starten at satse på netop loureiro.

”Folk sagde jeg var skør, da jeg sagde, at jeg ville satse på loureiro. Men det bedste terroir for loureiro er her i Monte Lima,” fortalte Pedro Araujo, mens han vist rundt på den smukke ejendom, der ligger som et lille paradis i floddalen. Ejendommen er på 30 hektar, hvoraf knap halvdelen udgøres af vinmarker heraf 90 % loureiro. Dertil kommer lidt marker med sorten arinto.

”Loureiro har karakter. Den er floral og frugtfyldig i næsen med lidt citrus og orangeskal”, begrunder Pedro Araujo.

Quinta do Ameal bruger kun egne druer og producerer ca. 70.000 flasker om året. 60 % eksporteres og det især til lande som Australien, Brasilien og USA, men også lidt til Danmark, hvor Fejø Vin står for agenturet.

Vinene var tidligere certificerede økologiske. Det er de ikke i dag – ikke fordi der nu bruges pesticider og andre former for tilsætning, men fordi det ikke var det bureaukratiske besvær værd.

”Det er ikke vores tilgang, som har ændret sig, men udelukkende certificeringen. Vores erfaring er, at nogle af de krav, som stilles, er helt uden mening, hvad angår miljøet. Men vi bruger stadig økologiske, biodynamiske og traditionelle metoder, så du kan vel kalde det for balanceret biovin,” forklarer Pedro Araujo.

Foruden vinproduktionen er der opført flotte gæstehuse med tilhørende swimmingpool på ejendommen, som også byder på lidt skov. Så der satses også på vinturisme – et område, der er i kraftig vækst i Portugal generelt og især i naboregionen Douro.

Efter rundvisningen, som også omfattede et besøg i kælderen, præsenterede Pedro sine vine ved en lille smagning. Følgende vine blev smagt:

Quinta do Ameal Loureiro 2016: Lys grøngul. Ren duft af citrus, blomster og mineraler. Høj syre og fin frugt. Ren i stilen med frugt, blomster og mineraler samt lidt honning. Elegant og i god balance, lav alkohol, frugten bliver i munden.

Quinta do Ameal Loureiro 2007: Gul, moden frugt og ekspressiv i næsen med lidt petroleum a la riesling. Lidt burgundisk i næsen, citrus og mineralitet. Masser af frugt og friskhed, blød i munden og let cremet.

Quinta do Ameal Unico 2016: Grøngul, lidt mere farve. Citrus, grape og frugt i næsen samt mineralitet. Behagelig, mineralsk i munden med citrus, lidt pære og lidt salt. Virker måske en smule dæmpet på syresiden, men ingenlunde i ubalance.

Quinta do Ameal Escolha 2016: Lagret 6 måneder med battonage på brugte fade. Grøngul. Meget aromatisk med frugt og mineralitet samt lidt smørnoter og sødme i næsen fra fadet. Elegant med dybere lag og stadig frisk, mere karakter og struktur samt mineralsk. Flot balance med masser af frugt og fin syre. Lidt højere alkohol. 

Quinta do Ameal Special Harvest 2015: Gyldengul. Sherry duft i næsen med honning og tørrede frugter. Sød med lang hale, men flot balanceret.

Endvidere blev der også smagt en loureiro fra 2003, som igen var et flot bevis på lagringspotentialet for vinene fra Vinho Verde.