20 års jubilæumsvine fra Douro Boys

Tilbage i 2009 var jeg på min første store tur til Douro i selskab med venner fra The Vintage Port Club og samtidig med det mål at lave en rejsereportage til Danmarks Radios P1 om portvinens land. I den forbindelse interviewede jeg Miguel Roquette fra Quinta do Crasto om det dengang forholdsvis nye tiltag The Douro Boys – en sammenslutning af fem familieejede producenter: Quinta do Vallado, Niepoort, Van Zellers & Co (den gang Quinta Vale de Maria), Quinta do Vale Meão og altså Quinta do Crasto.

Målet med initiativet var konstruktivt samarbejde og intens markedsføring for at sætte bordvin fra Douro på det globale vinkort og altså vise, at regionen kan andet end at producere fremragende portvin. Den kan levere lige så dejlige rødvine og med tiden også hvidvine.

Missionen må siges at være lykkes. Produktionen er øget kraftigt, antallet af producenter ligeså, og vinene fra Douro er blevet kendt verden over for deres gode kvalitet og generelt fornuftige pris. De internationale vinblade har ofte et par vine fra Douro med, når de kårer årets bedste vine. Så selv om Douro Boys selvfølgelig ikke har været alene om at skubbe til udviklingen, er der god grund til, at de i år kan fejre 20-året for etableringen i 2003.

Francisco "Xito" de Olazabal, Miguel Roquette, Dirk Niepoort, Francisco Ferreira og Cristiano van Zeller

Dette skete nyligt ved et større event i Porto under overskriften ”Luxury of Time”, hvor de havde inviteret en mindre skare af vinskribenter og sommeliers fra hele verden ned til en stor smagning af gammel portvin fra 1860 og frem, smagning af ældre Douro vine samt lanceringen af to nye vine i Douro Boys navn. Jeg var til stede som eneste repræsentant fra Danmark, og derudover talte kredsen bl.a. gode bekendte som tyske Axel Probst fra World of Port, Sarah Ahmet fra Decanter, den hollandske vinskribent Lars Daniels og den engelske forfatter og portvinsekspert Richard Mayson.

En fyldig omtale med noter vil senere på året blive bragt i Din Vinguide, ligesom noter fra portvinssmagningen også senere vil blive bragt her på bloggen. Nu og her vil jeg derfor kun fokusere på de to nye fælles vine.

De to vine var henholdsvis en jubilæumscuvée og – for første gang – en Very Old Tawny. Fælles for dem er, at de fem producenter har bidraget ligeligt. Til rødvinen har alle fem således indleveret hver to fade med rødvin fra 2021 høsten, mens den gamle Tawny er blandet af portvin fra syv forskellige fade, hvor den ældste er fra 1860´erne. Og det er ikke ligegyldige vine, der blev brugt. Crasto leverede f.eks. to fade fra den eksklusive enkeltmarksvin Vinha da Ponte og Niepoort to fade Batuta, ligesom de øvrige producenter også var gavmilde og bidrog med deres bedste materiale. Selve vinificeringen foregik på Quinta do Vale Meão.

Jubilæumscuvéen er fremstillet i 1.350 magnumflasker, mens den gamle tawny bliver udsendt i 950 flasker. Hovedparten af begge vine blev solgt en primeur umiddelbart efter præsentationen i Porto i sidste uge, resten gemmer de fem hos sig selv til særlige lejligheder.

En længere række af Douro Boys & Girls samlet ved smagningen i Porto

Her er mine noter på de to vine, som blev smagt ved lanceringen i Porto:

Anniversary Cuvée 2021: Mørk rubin. Mørke kirsebær og florale noter, tydeligt præg af touriga nacional i næsen. God frugt og friskhed i munden med mørke kirsebær, krydret og floral, god struktur og dejlig kompleksitet, pænt med bløde tanniner. En dejlig og mere drikkeklar vin end forventeligt for så ung en vin, men også med stort potentiale for lagring (94).

Anniversary Very Old Tawny Port (fadprøve): Fin tawnyrød med orange kant. Tørrede frugter, appelsinskal, nøder. Rimelig frisk og elegant med også med fed struktur, nødder, citrus, tørrede frugter og appelsinskal, god balancerende syre og dejlig kompleksitet samt lang hale. Absolut velsmagende og vellavet (95).

Det er i øvrigt ikke første gang, at Douro Boys fejrer sig selv med lanceringen af vine i deres fælles navn. Allerede i 2005 udsendte de deres første jubilæums cuvée, i 2013 fejrede de 10-året med en jubilæums cuvée samt en Vintage Portvin og i 2018 blev de 15 år fejret med endnu en cuvée og en Vintage 2017.

Turen til Porto var sponseret af Wine & Partners og Douro Boys

Australsk Pinot Noir godt på vej

 

Når man tænker australsk vin er det sjældent lette, alkohollave og elegante vine med fokus på primær frugt, som først falder én ind. Men kontinentet er stort med forskellige klimazoner og terroirs – og skæver man til især de sydligste regioner, er der også gode muligheder for at dyrke Pinot Noir.

For nogen tid siden var jeg inviteret til en smagning af australsk Pinot Noir hos landets ambassadør i Danmark, Kerin Ayyalaraju, som blev assisteret af den australske vinekspert Guy Woodward, der kommenterede vinene undervejs og fortalte om Pinot Noirs status down under.

Det var fra 1970 og frem, at det begyndte at blive interessant med Pinot Noir i Australien. I dag er der ca. 5.000 hektar Pinot Noir, som dermed er landets fjerde mest plantede druesort, men dog langt efter Shiraz, Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Pinot Noir udgør da også kun 3,7 % af det samlede vinareal og 5.7 % de røde druer med Tasmanien som en af de væsentligste bidragsydere. Men også underregioner som Adelaide Hills, Yarra Valley og Mornington Peninsula er værd at lægge mærke til.

Smagningen var i øvrigt en udløber af en stor Pinot Noir fejring i Australien afholdt på Mornington Peninsula i Victoria i februar, hvor Guy Woodward også var blandt oplægsholderne. Og så blev smagningen, der blev afholdt i ambassadørboligen i Nordhavn med flot udsigt, efterfulgt af en fin lille frokostanretning tilberedt af den australske kok Joel Bird.

Ved masterclassen smagte vi følgende vine:

Yering Station 2020 Pinot Noir (Yarra Valley): 10 måneders fadlaring. Teglrød med lys kant, ikke så intens. Jordbær, hindbær og syrnede kirsebær i næsen. Høj syre, ren frugt med røde bær, kirsebær, hindbær, relativ fyldig med frugt, god syrlighed. Let drikkelig og saftig, men ikke den store kompleksitet (88).

Giant Steps Yarra Valley 2021 Pinot Noir (Yarra Valley): 8 måneder på fad. Teglrød, ikke så intens. Lidt diskret næse med røde bær. Elegant og floral i munden med jordbær og andre røde bær, tør, fint balanceret, men ikke så kompleks, mellemlang hale med fin syre (88).

Tolpuddle 2021 Pinot Noir (Tasmania): 9 måneder på fad. Rubinrød, medium intens og lilla skær. Dybere næse med moden frugt, røde bær, modne kirsebær, krydret og lidt røgede noter. Dejlig og fyldig i munden, men også med en vis elegance med røde bær, hindbær, florale noter, fin syre og lang dejlig hale. En flot vin, som lidt mere svarer til forventninger om oversøisk Pinot Noir (92/93).

Dalrymple 2021 Pinot Noir (Tasmania): 12 måneder på fad. Teglrød til lys rubin, lys kant. Let syrnede kirsebær, jordbær. Medium fyldig med høj syre, røde bær, tranebær, lidt kogt jordbærgrød, men ellers elegant, god friskhed, mellemlang hale (91).

Paringa Estate 2021 Pinot Noir (Mornington Peninsula): Teglrød, lys og med lys kant. Frisk næse med syrnede mørke kirsebær og jordbær. Dejlig saftig og lækker i munden, røde bær, ribs, ok kompleksitet, fin syre, mineralitet og lidt krydderier samt røgede undertoner og bløde tanniner (92).

Ten Minutes by Tractor, Down the Hill 2021 Pinot Noir (Mornington Peninsula): 11 måneder på fad. Lys teglrød. Ribs og syrnede kirsebær. Moden frugt, jordbær, kirsebær, ikke så høj på syre, men balanceret, elegant og dejlig saftig, mellemlang hale med god syre (91).

Moorooduc Estate 2020 Pinot Noir (Mornington Peninsula): Vildgæret, 10 måneder på fad. Lys rubin med grønbrun kant. Frisk frugt, lidt parfumeret, røde bær som hindbær og kirsebær. Moden frugt i munden, fin syre, ribs og kirsebær og lidt mineralitet, bløde tanniner (90).

Shaw + Smith 2021 Pinot Noir (Adelaide Hills): Lys rubinrød med violet skær, medium intens. Røde bær, lidt urter og lidt mørke bær også. Medium fylde med moden frugt, frugtsødme og lidt vanilje, fint balanceret (90).

Michael Hall Piccadilly & Lenswood 2019 Pinot Noir (Adelaide Hills): Vildgæret, 11 måneder på fad. Lys rubinrød, medium intens. Kirsebær og lidt mørke bær, godt med krydderier. Fin frugt og krydderurt, ribs. Et spændende og anderledes bud på Pinot Noir fra down under (92).

 

Alt i alt en smagning, som viste både stor diversitet og god kvalitet blandt de australske Pinot Noirs. Fra de friske, sprøde og unge typer a la tysk Spätburgunder over mere burgundisiske til mere typiske oversøiske med mere moden frugt. Men samtidig viste smagningen også, at kvaliteten ikke helt svarede til prisniveauet, når man sammenligner med Pinot Noir på verdensplan.

Drømmehedvine – Fortificados de Sonho

 

Ved den store vinfestival Essência do Vinho i Porto er der tradition for, at juryen, som skal smage sig igennem en lang række vine og kåre årets 10 bedste vine, også inviteres til særlige smagninger og masterclasses. En af dem er med hedvine. De første par år, jeg deltog i juryen, var det udelukkende portvine, og smagningen var henlagt til portvinsinstituttet, IVDP, som er nabo til Palácio da Bolsa, den gamle børs, hvor vinfestivalen finder sted. De sidste år har det været med hedvine generelt og altså foruden portvin også med madeira- og moscatelvine samt enkelte andre typer. Derfor er smagningen også foregået i Bolsa – nærmere bestemt i den flotte arabiske sal, hvor Top 10 smagningen også finder sted (læs min omtale her).

Således også i år, hvor vi under overskriften ”Fortificados de Sonho”, portugisiske drømmehedvine, smagte ni forskellige udgaver og undervejs kom godt rundt i landet geografisk set. Fra Douro og Porto i nord over Setúbal-halvøen til Madeira og Azorerne langt ude i Atlanterhavet. Som det blev sagt under smagningen, er det utroligt, at et så lille land kan frembringe så mange fremragende og forskellige typer af hedvine.

Smagningen blev undervejs kommenteret af den tidligere tekniske direktør hos IVDP Bento Amarel samt repræsentanter fra de forskellige producenter – otte i alt da én repræsenterede to vine. Derfor blev det også til en gensyn og en lille snak med gode bekendte som Nick Delaforce fra Niepoort, Carla Tiago fra Kopke og Davie Guimaraens fra The Fladgate Parnership.

Som altid ved den slags smagninger af gamle og eksklusive vine, kunne man ønske sig mere tid, men sådan er forholdene nu en gang, hvorfor nogle af noterne er lidt kortfattede. Vinene er listet i den rækkefølge de blev serveret.

 

Croft Quinta da Roeda Sérikos Vintage 2017

David Guimaraens indrømmede selv, at det var modigt at tage en så ung vin med til en smagning af især ældre vine. Men en drøm af en vin er dette field blend fra gammel vinmark fra vingården i Pinhão. Mørk og uigennemsigtig. Lidt røde bær, men også solbær, krydderurter, eukalyptus og mentol. Frisk og blød i munden med underliggende kraftig struktur og stor kompleksitet, mørke bær og urter, silkebløde tanniner, lang hale med tørre tanniner. En super portvin, som synes at blive bedre for hver gang, jeg smager den. Kan nydes nu, men også med udsigt til et langt liv (96/97).

 

Cooperative Ilha do Pico Licoroso 10 anos

Blend af Verdelho, Arinto de Azores og Terrantes de Pico, hvor yngste vin er 10 år, de andre ældre. Ravfarvet til gylden. Ekspressiv med abrikos, honning, tørrede frugter, lidt citrus og muskatnød. Fed og fyldig i munden med flot balancerende syre, tørrede frugter, abrikos og let saltet, kompleks, halvsød. En spændende vin (94).

 

Vista Alegre Moscatel  do Douro 1994

Mørk ravfarvet, orange skær og lysere kant. Tørrede frugter, appelsinmarmelade og krydderier. Blød i munden med nødder, tørrede frugter og appelsin, syren kommer i anden omgang og balancerer. Et fint eksempel på den høje kvalitet af denne type vin i Douro (93).

 

Niepoort White Colheita 1968

Lys ravfarvet, nærmest gylden, flot skær og lys kant. Frisk næse med tørrede abrikoser, honning, lidt mandel og mandarin. Tør og frisk i munden med høj syre, abrikoser og honning. Frisk, men også med fin kompleksitet (94).

 

Kopke 50 års White (2023)

Ravfarvet. Mandel, tørrede frugter, blomster og citrus i næsen, friskt indtryk trods alderen. Fylder hele munden med tørrede frugter, abrikos og honning, lidt nødder og mandel samt lidt karry, høj syre og stor friskhed, lang dejlig hale med lidt bitterhed. Stor kompleksitet og friskhed på en gang. Et mesterværk fra Carlos Alves (96).

 

Madeira Blandy´s Terrantez 1976

Mørk tawnyfarvet med orange skær og lidt grøn kant. Nødder, tørrede frugter og citrus i næsen. Dejlig frisk og kompleks i munden med høj syre, nødder og lidt brændte og røgede noter. Et spædende bud på vin lavet på den efterhånden sjældne druesort (94/95).

 

Cossart Gordon Verdelho 1975

Flot gylden og ravfarvet. Duft af tørrede frugter og appelsinskal. Frisk og lækker i munden med flot balancerende syre, halvtør, tørrede frugter og honning. Et spændende bekendtskab, da jeg ikke har smagt mange vine fra producenten, der lige som Blandy´s er partner i Madeira Wine Company (95).

 

Bacalhoa Moscatel Roxo Superior 20 anos (2002)

Flot ravfarvet med fint skær. Mandel, mandarin og honning. Fed og sød i munden, men også med fin balancerende syre, frisk og kompleks. Et dejligt og vellavet glas (94).

 

Quinta do Piloto Colecão da Familia

Mørk tawnybrun, grøn kant. Tung næse med tørrede frugter og balsamico. Tyk, cremet og koncentreret i munden med stor kompleksitet og stadig med ok syre, tørrede fugter, farin og balsamico. Uhyre kompleks, men også lidt vel tung til mine smagsløg (94).

 

Læs også min omtale af de tilsvarende drømmesmagninger i 2018, 2020 og 2022.

Portugals 10 bedste vine i 2022

 

Den store vinfestival Essência do Vinho fandt sted i Porto sidst i februar, og igen i år havde jeg den fornøjelse af være inviteret ned for at deltage i den internationale jury, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine. Derudover deltog vi en række særarrangementer med producenter og master classes herunder en fin illustrativ smagning af Alvarinho vine med alder – og ja, druesorten har virkelig gemmepotentiale – samt en flot smagning af eksklusive hedvine (noter følger).

Festivalen foregik traditionen tro i den gamle børsbygning Palácio da Bolsa – flotte, men også til tider lidt trange omgivelser. Her var en lang række producenter fra hele Portugal repræsenteret med stande og masser af vine, men med et stramt program for juryen blev der desværre ikke så meget tid til at vandre rundt, smage og småsnakke med gode kontakter. Top 10 smagningen foregik i den flot dekorerede arabiske sal, hvor vi blev bænket på rad og række og gennem fire timer hastet igennem 56 vine fordelt på 24 hvidvine, 3 late harvest, 24 rødvine og 5 hedvine (to portvine, en Madeira og moscatelvine fra henholdsvis Douro og Setúbal-halvøen).

Vinene var udvalgt blandt de bedste nye vine, som vinbladet Revista de Vinhos´ smagepanel testede i 2022. Smagningen var selvfølgelig blind, og når man bagefter får udleveret listen, benoves man over de fremragende vine, man lige har smagt, og ærgrer sig samtidig over, at der ikke var tid til for alvor at nyde dem. Lad mig her blot opremse nogle enkelte eksempler på vine fra brands, som er tilgængelige i Danmark.

For hvidvinenes vedkommende gjaldt det bl.a.: Soalheiro Reserva 2021 (Vinho Verde), Covela Fantástico 2018 (Vinho Verde), Titan of Douro Fragmentado Blend III Branco (Douro), Quinta dos Carvalhais Branco Especial (Dão) og Vinhas dos Utras fra Azores Wine Company.

For rødvinene gjaldt det bl.a.: Quinta da Bacalhõa Centenarium 2015 (Setúbal), Torre de Esporão 2017 (Alentejo), Quinta do Crasto Vinha da Ponte 2018 (Douro) og Quinta Nova Vinha Centenária Referéncia 2019 (Douro).

De fem smagte hedvine var: Quinta da Gaivosa Amphitheatrum Vintage 2020 fra Alves de Sousa, Colecao Privada DSF Moscatel Roxo de Setúbal Superior 2007 fra José Maria da Fonseca, Moscatel de Douro 1989 fra Adega de Favaios, Sandeman 50 års Tawny og Blandy´s Bual 1972 fra Madeira Wine Company. Begge portvine havde jeg smagt før et par gange, og jeg gættede faktisk, at den enlige Vintage var netop Amphitheatrum, der er baseret på druer fra den gamle enkeltmark, som Alves de Sousa også benytter til deres fremragende rødvin Vina de Lordelo.

Smagningen af de 56 vine giver desværre ikke tid til notetagning, og selv om det er interessant bagefter at se sine afgivne point sammenholdt med listen og det samlede resultat, vil jeg ikke offentliggøre mine karakterer af vinene. Tilfældigheder kan spille ind undervejs, men disse skulle til gengæld gerne udligne sig, når antallet af smagere er stort.

Til gengæld vil jeg gerne afsløre, hvilke vine, der efterfølgende ved en ceremoni og middag i det legendariske Factory House, blev kåret som de 10 bedste vine – fordelt på tre hvide, tre røde, en late harvest og tre hedvine – samt knyttet et par enkelte kommentarer til de enkelte vine.

 

Hvidvine:

1. Adega do Vulcão Pé Do Monte Reserva 2020 (Azorerne). Enkeltdruevin på Arinto dos Acores fra 70-80 år gammel vinmark, fermenteret og lagret på cement æg og derefter fire måneder på fransk eg. Adega do Vulcão blev grundlagt i 2008 af en italiensk familie på vulkanøen Faial og blev sener udvidet til også at omfatte den mere kendte ø Pico. Sammenlagt har de ca. 14 hektar vinmarker. Stor mineralitet og flot syre.
2. Azores Wine Company Vinha dos Utras 2020 (Azorerne). Winemaker António Macanita laver vin i regioner som Alentejo, Douro og Azorerne – sidstnævnte under navnet Azores Wine Company i samarbejde med Filipe Rocha og Paulo Machado. Vinene er baseret på øernes gamle druesorter som Terrantez do Pico og som i dette tilfælde Arinto dos Azores fra 60-80 år gamle marker. Fermenteret først i stål og siden 12 måneder på tre år gamle egetræsfade uden battonage.
3. Quinta da Rede Reserva da Familia 2012 (Douro). Quintaen, som ligger ved floden mellem Mesão Frio og Régua, er registreret tilbage til 1484. Blend af de typiske hvide Douro-druesorter Arinto, Rabigato og Viosinho, lagret 12 måneder på egetræsfade med sur lie. Ønolog Paulo Nunes. Endnu et bevis på den store kvalitetsfremgang hvidvine fra Douro har undergået de seneste år.

 

Late Harvest

1. Casal Branco Falcoaria Colheita Tardia 2016 (Tejo). Den 1.100 hektar store ejendom i Tejo blev grundlagt i 1775. De 119 hektar er med vinplanter. Der laves espumante, hvidvin, rødvin og altså late harvest under brands som Falcoaria, Casal Branco og Terra de Lobos – opkaldt efter familien Lobo de Vasconcelos, som ejer quintaen. Blend af sent høstede druer med botrytis, nærmere bestemt Viognier og Fernão Pires – sidstnævnte fra 60 år gammel mark. Lagret 24 måneder på fad. Winemakerteamet består af Joana Silva Lopes og Manuel Lobo – sidstnævnt kendt fra bl.a. Quinta do Crasto i Douro.

 

Rødvine:

1. João Cabral de Almeida Vinhos Liquen Alfrocheiro 2020 (Dão). João Cabral de Almeida, som tidligere har været tilknyttet bl.a. Esporão, Taylors, Sogrape og Symingtons, laver udmærkede vine fra Vinho Verde (Camaleão) og Douro (Omnia) samt altså også fra Dão. Enkeltdruevin på en af regionens signaturdruesorter, som også gerne benyttes i blends, fermenteret i lagar og lagret 24 måneder på brugte fade.
2. Lima & Smith Tecedeiras Ùnico 2019 (Douro): Brasilianeren Marcelo Lima og britten Tony Smith gik ind i vinbranchen i 2011 og har engageret sig i Vinho Verde med Covela, Douro med Quinta da Boa Vista (siden solgt til Sogevinus) og Tecedeiras, hvorfra der både laves bordvin og portvin. Ùnico er baseret på udsøgte druer fra gammel blandet vinmark (Vinha Velha) og laves kun i særlige årgange, lagret i 19 måneder og derefter flaskelagret i et år. Ønolog Rui Cunha.
3. Encosta do Sobral Grande Reserva 2019 (Tejo). Encostra do Sobral ligger i underregionen Tomar i det nordligste Tejo, hvor de har 70 hektar vinmarker. Der laves bade blends og enkeltdruevine, reserva og grande reserva. Blend af 50 % Syrah, 35 % Touriga Franca, 10 % Cabernet Sauvignon og 5 % Touriga Nacional, det meste fodtrådt i lagar og efterfølgende lagret 18 måneder på fad. Ønolog Marco Crespo.

 

Hedvine:

1. Blandy´s Bual 1972 (Madeira). Madeira vine på druesorten Bual betegnes gerne som halvsøde. Vinen er en såkaldt Frasqueira – altså en årgangsmadeira med mere end 20 år på fad i Canteiro-systemet. Ønologer Ferdinando Bianchi og Francisco Albuquerque. Blandy´s blev grundlag i 1811 af engelske John Blandy og er den væsentligste aktør i Madeira Wine Company. Deres lodge ligger midt i Funchal. Læs min omtale fra et besøg på min blog her.
2. Sandeman 50 års Tawny (Port). Der er efterhånden kommet en del 50 års Tawny på markedet efter kategorien blev tilladt i januar sidste år. Der indgår mere end 20 sorter i dette blend, som er baseret på vine lagret mellem 40 og 70 år og foretaget af winemaker og masterblender Luís Sottomayor. Læs min vurdering af vinen her.
3. Adega de Favaios Moscatel de Douro 1989 (Douro). De søde Moscatel-vine forbindes mest med Setúbal-halvøen syd for Lissabon, men produceres også i Douro – dog på en anden druesort, nemlig Moscatel Galego. Blandt producenterne er kooperativet Adega de Favaios, som blev grundlagt i 1952 og har 550 partnere. Foruden Moscatel de Douro laver de bordvin, portvin og espumante. Ønolog er Miguel Ferreira. Læs mere om Moscatel de Douro her.

Til sidst blot et par kommentarer til smagningen og resultatet:

At hvidvine fra Azorerne fik såvel 1. som 2. pladsen vidner om den store udvikling, der er sket på Atlanterhavsøerne de sidste 10 år. Af de i alt 24 hvidvine var tre fra Azorerne, hvilket var samme antal som den større og langt mere kendte hvidvinsregion Vinho Verde. At Douro fik tredjepladsen viser, som allerede nævnt, den store forbedring af kvaliteten af hvidvine fra Douro de senere år.

Rødvinene var mere traditionelt fordelt, idet såvel Douro som Dão blev præmieret og så med Tejo på tredjepladsen – en region, der på nogle måder kan minde lidt om naboregionen Alentejo, og hvor der kommer flere og flere topvine fra. Mere generelt viste smagningen, at der udsendes et stigende antal eksklusive prestige rødvine, produceret i få antal med deraf følgende høje priser. Endelig var det godt at se, at mindre kendte regioner som Beira Interior, Trás-os-Montes og Algarve også deltog i smagningen med vine – sidstnævnte region vil jeg senere på året skrive en artikel om i vinbladet Din Vinguide.

Feltet af hedvine var ikke så stort i år, men de tre store typer af hedvine blev altså alle præmieret – om end moscatellen på 3. pladsen ikke var fra Setúbal, men Douro. Med det antal 50 års Tawny, som er sendt på markedet det sidste års tid, var det ikke så overraskende, at en af dem fik en fin placering. Jeg har efterhånden smagt en del af de udgivne 50 års tawnier og anser Sandemans for at være blandt de bedste.

 

Læs også min omtale af sidste års Top 10 smagning i Vinbladet.

Talha Tales – ny bog om talha-vine fra Alentejo

Hvor udviklingen tidligere gik imod industrialisering af vinproduktionen, har der de seneste tiår være en bevægelse i modsat retning. Små håndværksmæssige producenter med minimal indgriben. Naturvin, økologi og biodynamik. Brug af heste i vinmarken, nedgravning af kohorn, spontangæring etc.

En tilsvarende trend er brugen af terrakottakrukker til gæring eller lagring – eller begge dele. Amforavin kaldes det gerne, og selve teknikken har være kendt og brugt langt tilbage i tiden – fx regner man med, at de såkaldt qvevrier har været benyttet i Georgien for 8.000 år siden. Fordelen er kort fortalt, at frugten bevares i højere grad samtidig med, at der foregår en iltning, der blødgør vinen uden at tilføje smagsnuancer som ved brugen af fx egetræsfade.

Brugen af lerkrukker i mange forskellige udgaver er genopstået de seneste tiår – først i Friuli i det nordøstlige Italien, i Kroatien og Slovenien og siden i mange andre vinproducerende lande. Samtidig genopdagede man så at sige vinene fra Georgien, som ofte tilskrives at være det eneste sted, hvor metoden har været brugt kontinuerligt op gennem historien.

Men det er ikke det eneste sted. Også i Alentejo i Portugal har lerkrukker – de såkaldte talhas – være brugt gennem årtusinder. Og også her har metoden fået en renæssance, så den ikke kun finder sted i gamle baglokaler i den små landsbyer, men også hos de store producenter. Ja, ikke nok med det. Talha vin, Vinha de Talha, har fået sin egen festival og siden 2010 sin egen DOC-status.

Den udvikling har den amerikanske vinskribent Paul James White nu skrevet en spændende bog om med titlen ”Talha Tales”. Og ikke nok med, at han sidestiller brugen af talha i Alentejo med qvevri i Georgien, han mener yderligere, at traditionen med talha-vin i Alentejo rækker længere tilbage end tiden med føniker og romere, som man ellers traditionelt mener har indført teknikken i Portugal og andre lande.

Bogen er delt i tre hoveddele. Først en omhyggelig redegørelse for Talha-vin såvel historisk som produktionsmæssigt. Vi hører også om kulturen bag, om fremstillingen  af selve lerkrukkerne og efterbehandlingen indvendig med såkaldt Pés. Her er der god viden at hente generelt om brugen af amfora i vinproduktion og specifikt om talha-vin i Alentejo. Egentlig er betegnelsen amfora-vin misvisende, påpeger Paul James White. De romerske amfora-krukker blev rigtig nok brugt til at transportere vin, men ikke til selve produktionen, hvorfor det sådan set er forkert at tale om moderne amfora-vin. I stedet bør man generelt bruge betegnelsen terrakottavin eller de forskellige landes egne navne:

”Historically pots used for fermentation, maturation and storage were much larger, rounder and considerably harder to move. The correct names for these pots are Roman dolia, Georgian qvevri, Armenian karas, Spanish tinajas or Portuguese Talha.”

Rent teknisk er der store forskelle fra land til land og fra producent til producent. Hvor qvevri i Georgien fx er gravet ned, står talhaer i Alentejo oprejst. Der er også stor forskel på, om selve fermenteringen af de knuste druer foregår i krukken med spontangæring og uden tilsætning overhovedet eller i lagares, om der bruges fodtrædning, som vi kender det fra portvinsproduktionen, om der evt. også bruges ståltanke, om krukken smøres med Pés (en hemmelig blanding af bivoks, fyrretræssagt, olivenolie og krydderurter) indvending eller ej, hvilke druesorter man benytter, og om der benyttes filtrering eller kun talhaens egen naturlige filtrering gennem stilke i bunden af lerkrukken. Etc. 

Alt dette fortæller Paul James White om, ligesom han tager os med til produktionen af lerkrukker og til den lille landsby Vila Alva og dens mange såvel aktive som inaktive små vinerier for talha vin. Hvad brugen af krukker angår, kan man faktisk tale om en form for dobbelt-terroir. For det første det terroir, der kommer fra druerne på marken, jordforhold og mikroklima, men for det andet også via den ler, som lokalt bruges til fremstilling af talhas. Winemakere matcher således udvalgte parceller med druer til udvalgte talhas.

Talhas hos Herdade de Esporão

Anden del af bogen er en guide til producenter af Talha vin i Alentejo – både de mindre og mere håndværksbaserede og regionens store producenter som halvdanske Cortes de Cima og Herdade de Esporão, som efter revitaliseringen også har kastet deres kærlighed på lerkrukkerne. Nævnes bør her også navne som Fitapreta, Susana Esteban, José de Sousa (ejet af storproducenten J.M. da Fonseca) og ikke mindst Herdade de Rocim, hvor winemakerparret, Pedro Ribeiro og Caterina Viera, arrangerer den årlige Festival do Vinho de Talha i november – et arrangement, som også har været med til at udbrede de gamle metoder yderligere.

Hvor talha-vine omkring årtusindeskiftet var næsten ikke eksisterende og blot omfattede ca. 1.000 flasker i år 2010, udgjorde produktionen i 2021 i Alentejo således hele 240.000 flasker centificeret som Vinha de Talha DOC, hvortil kommer øvrige talhavine, som blot ikke lever op til DOC kravene samt de mange traditionelle småproducenter, der laver vin i baglokalet til de lokale restauranter og tascas.

Endelig har bogens sidste del, som er skrevet af Jennifer Leigh Mortimer, mere præg af turistguide med afsnit om regionens historie, madkultur samt lidt typiske opskrifter som brødsuppen Acorda og  Porco Altentejana med svinekød og hjertemuslinger.

Og til slut et lille kuriosum. Paul James White omtaler vinen Jupiter fra Herdade de Rocim som Portugals dyreste vin. Der blev i 2021 fremstillet 650 flasker af Jupiter, som blev solgt for 1.000 Euro flasken. Jeg havde selv den ære at smage den sidste år ved vinfestivalen Essencia do Vinho i Porto, hvor jeg var med i juryen, der skulle kåre Portugals 10 bedste vine, og Jupiter endte på en flot fjerdeplads blandt rødvinene. Flot gået af en vin lagret i en gammel lerkrukke.

 Paul James White: “Talha Tales. Portugal´s Ancient Answer to Amphora Wines” kan købes på Amazon

Quinta do Pégo Vintage 2020

 

Den smagte vin er sponseret af importøren

 

Når det drejer sig om portvin i Danmark, er Karsten Søndergaard svær at komme udenom – både i kraft af sin importvirksomhed og det faktum, at han har sin egen quinta i Douro og sit eget portvinsbrand, Quinta do Pégo.

Efter sigende startede Karsten Søndergaards entré i vinbranchen med højtryksrensere, som han begyndte at sælge til vinproducenter. Dernæst begyndte han og hustruen Anne-Marie i 1978 så småt at importere vin til Danmark under navnet Amka som en sammentrækning af deres fornavne. Siden udviklede det sig, så Amka – med aflæggere som Best Selection og Jysk Vin – i dag er en af de helt store spillere på markedet med import fra det mest af verden.

Ser vi alene på Portugal tæller porteføljen både bordvin (fx fra Cortes de Cima i Alentejo, men også fra Vinho Verde og Dão) og hedvine i form af Henriques & Henriques fra Madeira og ikke mindst portvin fra Taylor´s, Quinta do Vale Meão, Rozès og selvfølgelig Quinta do Pégo.

Det var i 2000, at Karsten Søndergaards ejerskab af Quinta do Pégo startede, idet han sammen med portugisiske Rogério Leandro da Silva (tidligere Cálem) købte vingården, som ligger på sydsiden af Douro mellem Régua og Pinhão, synlig fra hovedvejen N222. Allerede i 2003 blev han eneejer, og sådan har det været siden. Der skulle et større restaureringsarbejde til af såvel bygninger som vinmarker, men i dag fremstår ejendom flot med sit lille eksklusive hotel, restaurant og besøgscenter.

Selve quintaen kan dateres tilbage til 1548 og var – som så mange andre vingårde – i en periode ejet af selveste Dona Antónia Ferreira.

Søndergaard samarbejder tæt med Rozès, som lægger produktionsfaciliter og lager til. Som winemaker benyttede Quinta do Pégo sig i en del år af den nu afdøde sydafrikaner Wouter Pienaar samt Rozès´ winemaker Manuel Henrique da Silva. Produktionen omfatter såvel bordvin som portvin samt olivenolie. Selv om en special 10 års Tawny (baseret på et og samme års høst) og Colheita indgår i porteføljen, er det især hvad angår LBV og Vintage, at Pégo har udmærket sig med velsmagende og vellavede vine til fair priser.

Jeg fik tilsendt en flaske af den nye Vintage 2020. Vinen blev smagt over to dage.

Quinta do Pégo Vintage 2020: Blend af 35 % Touriga Franca, 30 % Touriga Nacional, 25 % Sousão og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Masser af solbær, hyldebær og ung frugt, men også lidt florale noter samt lidt frisk krydderurt, mynte og kakao. Ungdommelig og blød, med også med fint med tanniner og pæn syre, igen solbær og hyldebær samt mørk chokolade og en krydret undertone, en lille tendens til kogt frugt. Ikke så kompleks, men ganske delikat. Fin drikkelig nu, men også med medium potentiale, ok køb til prisen (91).

 

Læs nærmere om Quinta do Pégo her og læs min omtale af deres Vintage 2017 her.

Porto dos Santos – de helliges portvin

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Lad det være sagt med det samme. Det er en gennemført lancering, Alexandre Botelho står bag med sit nye portvinsbrand Porto Dos Santos (dos Santos betyder af de hellige). Det gælder stilen, hvad angår etiketter, og det gælder indholdet.

At kalde Dos Santos et nyt brand, er dog en sandhed med modifikationer. Der er nemlig rent faktisk tale om en relancering af et gammelt brand, som har tilhørt familien, men som der har været stille om i godt 100 år.

”Da dette projekt er mit eget, besluttede jeg at genoplive det gamle familiebrand, som var et meget dynamisk portvinsselskab i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. På denne måde hylder jeg min egen familie og arv,” fortæller Alexandre Botelho, der inden da var involveret i en anden relancering med portvinsmærket Noble & Murat.

Det oprindelige firma blev etableret i 1836 og opnåede snart stor succes på især det brasilianske marked med portvinen ”Dona Othilia”. Ejeren sidst i 1800-tallet, Amando dos Santos Ferreira Pinto, levede et lidt udsvævende bohemeliv i Porto og Paris under Belle Époque – altså ikke helt ulig Adriano Ramos Pinto, som grundlagde Ramos Pinto, der ligeledes havde stor succes i Brasilien på det tidspunkt. Efter Amandos død blev selskabet og lagerbeholdningen solgt til anden side og snart blev der stille om Dos Santos.

Alexandre Botelho fortæller, at familien stadig har nogle gamle flasker fra det gamle brand. Stilen var typisk for tiden og markedet - og overraskende nok ikke så sød, men mere elegant. Med relanceringen har han dog ikke forsøgt at efterligne den gamle stil, men har villet skabe sin egen.

”Det gode ved at skabe sit eget brand er muligheden for at realisere sin egen stil, som kan identificere huset. Vinene er summen af forskelligt materiale fra mange forskellige steder i Douro. Hver af disse komponenter bibringer med deres egen signatur til det færdige blend. Jeg arbejder heldigvis stadig sammen med winemaker og masterblender Jaime Costa, hvilket er et stort plus,” siger han og uddyber:

”Jeg stræber efter at lave en mere elegant, frisk og tør stil – fra halvtør for de rødes vedkommende til tør for de hvide . Hvad angår LBV og Vintage vil man kunne forvente min personlige matrix, mere tørre og strukturerede portvine med godt med tanniner – traditionelle og ufiltrerede og derfor velegnede til lagring.”

Druematerialet kommer fra forskellige marker i såvel Cima som Baixo Corgo, da selskabet ikke selv ejer hverken vinmarker eller produktionsfaciliteter. Det gælder bl.a. områder som Sanhoane, Valdigem, Canelas og Vale do Rodo. 

”Douro har en næsten uendelig række variable, som kan producere forskellige stilarter, smagsprofil og karakteristika. Magien ved portvin som resultat af et blend er, at dine muligheder kun er begrænset af, hvor langt du vil gå, og hvad ud vil,” forklarer Alexandre Botelho.

Hvad angår designet af etiketter er der til gengæld skævet tilbage i tiden til Belle Époque og Art Nouveau – en stil, som også var en del fremme i slutningen af 1800-tallet i portvinens verden, men også kendes fra fx Vermouth-flasker.

”Etiketterne er inspireret af den stil, de portugisiske portvinsselskaber brugte under Belle Époque. Jeg prøvet at genskabe traditionen og symbolikken i den provokerende og forførende æstetik.”

Designet er umiddelbart ens for hele porteføljen – og så alligevel ikke. Igen går skriften og den ornamenterede ramme med tegninger af vinranker, satyrer og forgørende kvinder – lidt forskellige fra flaske til flaske. En stil som også kendes fra især datidens Ramos Pinto."De hvide portvine er holdt i turkise farver, ruby i røde og tawny i brune farver – jo ældre, des mørkere og med diskret angivelse af typen i midten.

Den første lancering gjaldt seks forskellige portvin, og her i starten af februar følger så den første LBV. Men mere er på vej, oplyser Alexandre Botelho:

”Jeg vil naturligvis udvide med først LBV og så Vintage Port, når Jaime Costa og jeg mener, at der er tale om et klassisk år. Og så stræber vi efter at udvide såvel de hvide som tawnies med 30 og 40 års samt Colheitas.”

Hvor Vintage og de fleste LBV´er er ufiltrerede for at øge kompleksiteten og lagringspotentialet, er det mere usædvanligt, at Ruby Reserve fra Dos Santos også er ufiltreret. Alexandre forklarer:

”Jeg ønskede en på en gang mere kompleks, elegant og tilgængelig Ruby, som er anderledes. Derfor bruge jeg Ruby portvine fra Baixo Corgo med fin balance og elegance, så både nybegyndere og erfarne portvinselskere kan drikke den samtidig med, at den kan udvikle sig et par år på flasken og få flere nuancer,” slutter han.

Jeg har smagte hele porteføljen på nuværende tidspunkt inklusiv en fadprøve på den nye LBV. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Ruby Reserva: Ufiltreret med i gennemsnit 6 års lagring på kastanjefade. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne. Solbær, hyldebær, mørke kirsebær, blommer, mørk chokolade og lidt mokka samt let krydret tone. Frisk og medium tør med godt med frugt, mørke kirsebær med en del syrlighed, mørk chokolade, lidt friske urter og pebermynte, velbalanceret, god struktur med høj syre og bløde tanniner. Fint eksempel på en noget overset kategori (88).

LBV 2018 (fadprøve): Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Masser af ung frugt, solbær, brombær, mokka og mørk chokolade, lidt grønne urter og esteve. Tæt og fyldig i munden med godt med mørke bær, solbær og lidt urter, fin tekstur, tør, rimelig kompleks og med godt med integrerede tanniner og fint udviklingspotentiale, lang hale med tørre tanniner. En potent og holdbar LBV og et fint køb til prisen (91).

White Reserva: Gennemsnitlig 6 års lagring. Ravfarvet med lidt lys kant og orange skær Diskret næse, som dog åbnede lidt op med abrikos og sød marcipan samt lidt citrus og en smule muskatnød, som temperaturen steg i glasset. Fin fylde i munden med abrikos, citrus, mandel og lidt honning, let krydret undertone, diskret oxidation, frugtsødme men ellers medium tør, frisk og med fint syrebid i halen (87).

10 års White: Gylden ravfarvet, lidt mørkere end reserva, flot skær. Fin duft med tørrede frugter, fersken, abrikos, mandel samt lidt kokos. Dejlig frisk i munden med tørrede abrikoser, citrusfrugt og lidt kokos, høj syre, tør, pæn kompleksitet, rimeligt udviklet af sin alder. Et dejligt gastronomisk glas, som fx ville kunne gå til karryretter, skaldyr eller foie gras, flot vin til prisen (90).

Tawny Reserva: Mørk rødbrun med lidt lysere kant. Tørrede frugter og en smule bærpræg, syltede kirsebær, nødder, krydderier og lidt mokka. Ok fylde med nødder, tørrede frugter, figen, valnød samt stadig lidt primær frugt, høj balancerende syre, markant syrebid i halen. Vellavet, men dog ikke så kompleks (87).

10 års Tawny: Mørk tawnybrun med ravfarvet lysere kant. En smule mørke syrnede kirsebær i næsen, men også nødder, tørrede frugter og krydderier, rimelig intens. Kraftig og fyldig i munden med tørrede frugter, lidt diskret bærpræg, mokka, valnød, høj syre og flot balanceret, halvtør, lang dejlig hale. Rimelig udviklet og vellavet, en udmærket repræsentant for typen (91).

20 års Tawny: Tawnybrun med lysere orange kant, medium intens, flot skær. Ekspressiv med nødder, tørrede figner, mandel og lidt cigarkasse i næsen, let krydret. Frisk, blød og elegant i munden, men også fyldig og let cremet uden at være fed, hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal samt krydret bund, fint balanceret, medium tør stil med fin kompleksitet og anstrøg til de tungere fadnoter som balsamico. Et glimrende glas (92).

 

Porto dos Santos importeres af The Wine Company, som forventer at have vinene hjemme sidst i februar, dog ikke Tawny Reserva i første omgang.

Artiklen har også været bragt i Vinbladet.