Årets gang i vinmarken 9 – tapning

 

Tiden er gået. Efterår er blevet til vinter. 2024 er blevet til 2025. Siden min sidste rapport i starten af oktober er vinificeringen af vores vin hos Agger vin fortsat trin for trin, ligesom vinene er blevet testet og analyseret. Nu er vinen færdig, flasket og bragt med hjem, hvor vi kun mangler påsætning af etiketter for at kunne sige mission completed.

Men lad os lige gå et skridt baglæns først. Efter fermenteringen, hvor sukkeret med gærens hjælp blev omdannet til alkohol og kuldioxid, er vinen blev omstukket, og der er blevet tilsat sulfit og et enzym, der fremmer den aromatiske identitet. Efterfølgende blev denne proces afsluttet ved tilsætning af bentonit, hvorefter vinen blev omstukket igen. Klaringen af vinen fortsatte ved tilsætning af et gelatineprodukt, som fanger mikroskopiske partikler, så vinen bliver endnu mere klar, og samtidig ændrer smagen af vinen. Dette sker selvfølgelig i afmålte doser. Endelig blev der tilsat et særligt protein til stabilisering af de organiske forbindelser, og som samtidig giver større ”mundfylde” i vinen. Slutteligt er vinen også blevet filtreret.

Det lyder som en større teknisk og kemisk proces, hvad det også er. Men sådan er sædvanen i konventionel vinproduktion.

I december blev der sendt prøver til den konsulterende winemaker i New Zealand og til et laboratorium i Tyskland. Her blev vinene analyseret og målt for alkohol- og sukkerindhold, så en sidste justering evt. kunne foretages.

Da vinen blev erklæret for færdig og godkendt, blev der hurtigt sendt invitationer ud til os, der har lejet os ind på rækker hos Agger Vin. Det gjaldt også min bror og mig, som sammen har lejet en række med ældre solarisplanter. Vi fik alle tildelt tidspunkter, hvor vi skulle møde frem til aftapning, hvilket for vores vedkommende foregik i lørdags.

Proceduren var enkel og hurtigt overstået. Medvirkende til dette var, at Nicolai Agger selv håndterede tappeanlægget, hvor fire flasker ad gangen kunne blive påfyldt med vin. Maskinen havde automatisk stop, men desværre virkede det ikke hver gang, så man selv skulle afbryde, hvorfor han foretrak selv at stå med ansvaret. 

Vores opgave var derfor reduceret til først at samle papkasser, derefter at sætte en hætte med skruelåg på de fyldte flasker og fastgøre dem i en anden maskine samt slutteligt at sætte de fyldte flasker i kasser.

Resultatet for vores række blev 66 flasker hvidvin svarende til 11 kasser, som efterfølgende blev hjembragt. Nu mangler vi kun at få færdigdesignet og påsat en etikette med navn og de reglementerede oplysninger som alkoholprocenten på 13,5.

Jeg var dog så nysgerrig, at vi allerede samme aften nød en enkelt flaske. Og min konklusion er klar: Vinen er godkendt. Der er selvfølgelig ikke tale om en meget kompleks vin, men den har god frugt og fylde samt fin balancerende syre. Og, ja. Vi har lejet os ind på samme række i år – altså endnu en omgang med solaris-druen.

Vintage 1985 i The Vintage Port Club

 

Det kan være spændende at smage et portvinshus i forskellige årgange. Men det er mindst lige så spændende at smage flere huse i en og samme årgang. Hvordan præsterede de forskellige huse? Hvor langt er vinene kommet i deres modning? Hvilke mærker burde måske være drukket for år siden? Hvilke har endnu potentiale til videre udvikling?

Forleden smagte vi 12 forskellige udgaver af Vintage 1985 i The Vintage Port Club. Husene var både, hvad man kan kalde store vintagehuse og mindre – og flere var gamle kendinge, som også var med, da vi sidst – nærmere bestemt i 2015 – smagte årgangen. Mere om det senere.

Først lidt om året, som hører til de såkaldte klassiske årgange med bred deklarering. Henrik Oldenburg nævner 46 forskelle brands i sin bog ”Portvin”. Axel Probst giver 4 ud af 5 stjerner, men tilføjer, at der både er skidt og kanel. Richard Mayson giver ligeledes årgangen 4 ud af 5 stjerner med ordene: ”A few outstandingly good wines for the long term but some seriously faulty.” Fejlen, han refererer til, er volatil syre (eddikestik), og blandt de vine, Mayson nævner som præget af dette, er flere at de vine, som var på programmet, nemlig husene Cálem, Churchill´s, Niepoort og Ramos Pinto. Endelig peger han på Graham´s, Martinez og Taylor´s som ”pick of the vintage”.

På baggrund af dette kunne man have blandede forventninger, ja måske ligefrem bange anelser. Så galt gik det heldigvis ikke, idet kun en enkelt vin bar tydeligt præg af volatil syre, mens en anden havde en lille snert. Men en blandet omgang var det med stor variation i såvel farve som udviklingsstadie. Enkelte deltagere var skuffede, men det skyldes efter min mening for høje forventninger ovenstående beskrivelse af året taget i betragtning. Selv fandt jeg de fleste af vinene godkendte, enkelte udmærkede, mens enkelte skuffede, hvilket som nævnt skyldes fejl eller delvis fejl – eller at tiden var løbet fra dem.

Som vanligt ved den slags smagninger, hvor der er god tid, var jeg glassene igennem af fire omgange. Først en hurtig runde, hvor jeg kun kigger på udseendet, og dernæst en runde hvor jeg dufter. Så følger en runde, hvor der både duftes og smages og endelig en runde, hvor jeg gensmager og uddyber mine noter.

Vinene er listet, som de blev serveret, men da der var tale om en semiblind smagning kendte vi godt nok de 12 huse, men ikke rækkefølgen.

Croft Vintage 1985: Lys teglrød med lys kant. Let i næsen med jordbær og florale noter og let krydret. Ikke høj på frugt, men dog i balance og pænt med syre, floral og elegant med røde bær. Et fint, men sart glas uden den store fylde. Bør drikkes nu (91).

Churchill´s Vintage 1985: Rubinrød med lysere kant, klar. Diskret næse med røde bær, lidt engelsk lakrids, krydret. Fin fylde i munden og pænt med frugt, lidt syrebid men god balance, godt krydret i anden omgang. Et dejligt elegant glas med lang hale, men vinder nok ikke ved yderlig lagring (94).

Ramos Pinto Vintage 1985: Mørk rubin, tæt, næsten uigennemsigtig. Lidt rustik næse med mørke bær, lidt urter, mørk chokolade og eukalyptus. Let cremet struktur i starten, intens og fyldig, godt med frugt, pebret og krydret, men desværre præget af en lille mistænkelig duft og bismag, som trak ned (89).

Cálem Vintage 1985: Mørk rubin, klar. Intens med modne bær, solbær og mørk chokolade. Masser af frugt, brombær og solbær, dyb og intens, men måske ikke så kompleks, pebret hale. Fint potentiale til et længere liv (91).

Niepoort Vintage 1985: Tawnybrun med orange kant, klar. Lidt oxideret næse og med apoteker- og kamfernoter. Let tawnyficeret med høj syre, men mangel på frugt. Præget af volatil syre og derfor med fejl.

Gould Campbell Vintage 1985: Rubinrød. Lidt kogt frugt og jordbær i næsen. Røde bær og florale noter, lidt til den søde side, ok balance, pebret og krydret i anden omgang. Ok glas, men holder nok ikke så længe igen (92).

Taylor´s Vintage 1985: Rubinrød, fint skær, lys kant. Røde bær, jordbærgrød og florale noter. Pænt med frugt og høj syre, elegant og floral, tør, lang pebret hale. Et ganske dejligt glas (94).

Fonseca Vintage 1985: Mørk rubin, næsten sort, uigennemsigtig, lidt lilla kant. Mørke bær, mørk chokolade og lidt lakrids. Fyldig i munden med godt med frugt, solbær og brombær, krydret og pebret, diskrete bløde tanniner og lang pebret hale. En potent vin, som stadig har fint potentiale (94).

Graham´s Vintage 1985: Rubinrød, medium intens. Lidt diskret næse med brombær og røde bær. Høj syre, som overskygger frugten lidt, pebret og krydret, men ellers et ok glas (91).

Warre´s Vintage 1985: Teglrød med lys kant, lav intensitet. Diskret næse med røde bær. Lav på frugt og høj syre, ikke helt balanceret. Syren skygger lidt vel meget, bør nok drikkes nu (89).

Smith Woodhouse Vintage 1995: Teglrød med lys kant. Røde bær, elegant og floral. Ganske delikat og elegant med røde bær, lidt lav på frugt, men dog i fin balance. Et fint glas, som stadig har nogle år foran sig (94).

Dow´s Vintage 1985: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Lidt lukket i næsen med brombær og cassis. Godt med frugt, sorte kirsebær og solbær, savner måske lidt elegance, diskrete tanniner, lang hale. Har stadig potentiale (91).

Mine fire favoritter var altså Churchill´s, Taylor´s, Fonseca og Smith Woodhouse. Af de brands, Mayson pegede på som præget af volatil syre, var det altså kun Niepoort, der var med direkte fejl, mens Ramos Pinto havde en snert. Et par af vinene er nok over deres bedste tid, mens andre stadig har potentiale til en længere liv. Det var vel også, hvad man kan forvente af en årgang med 40 år på bagen.

Afstemningen blandt alle deltagere gav hæder til de store vintageproducenter Fladgate Partnership og Symington Family Estates. Top 5 var nemlig som følger:

1. Fonseca
2. Dow´s
3. Smith Woodhouse
4. Warre´s
5. Taylor´s

Ikke alle delte åbenbart min begejstring for Churchill´s, hvilket kan skyldes flaskevariation. Det samme kunne måske også gælde for Warre´s, som jeg var knap så glad for, ligesom Ramos Pinto også kan have været med flaskevariation, da den faktisk endte på en samlet 6. plads ved afstemningen.

Og hvordan så med smagningen af Vintage 1985 for snart 10 år siden? Også dengang vandt Fonseca afstemningen, forfulgt af Graham´s, Gould Campbell, Ramos Pinto og Cálem, mens Dow´s og Quinta do Noval var direkte skuffende, og Taylor´s og Smith Woodhouse scorede betydeligt mindre.

En konklusion kunne være, at Fonseca burde være med på listen over ”pick of the vintage”, men at det ellers er lidt af et lotteri, om vinene holder og er i fin stand, eller om de er knap så gode eller ligefrem med fejl.

Hvid Colheita 1940 fra Quinta Vale D. Maria

 

Gratis anmeldereksemplar tilsendt af producenten

 

Man skulle tro, at strømmen er uudtømmelig. Men det er den ikke, og antallet af gamle portvinsfade, som dukker op rundt om i Douro, svinder langsomt ind. Siden Taylor´s i 2010 lancerede deres mere end 150 år gamle Scion, har portvinshusene fundet gamle fade frem i egen kælder, hos Casa do Douro eller hos små uafhængige producenter og familielandbrug, som har lavet og gemt portvin. Fadene med portvin er blevet testet, vurderet og justeret og siden flasket som Colheita, hvis papirerne var i orden, eller som Very Old Port.

En af dem, der har haft næse for at finde gamle fade, er Cristiano van Zeller, som i mange år stod i spidsen for Quinta Vale D. Maria, der var ejet af hans hustru. Og den tradition er fortsat under de nye ejere, Vinho Verde baserede Aveleda, som købte Quinta Vale D. Maria i 2017. I 2019 blev en Colheita fra 1969 flasket og frigivet. Den blev fulgt op af denne hvide Colheita fra 1940 – altså med ca. 83 år på bagen, da den blev flasket i juni 2023.

Quinta Vale D. Maria kan spores tilbage til 1868, hvor den var ejet af José António Teixeira de Carvalho Vaz e Sousa. I 1996 gik ejendommen i arv til efterkommeren Joana Lemos van Zeller og hendes mand Cristiano, som efter Aveledas overtagelse fortsatte et stykke tid som winemaker. I dag hedder chefwinemakeren Diogo Campilho. Som under Cristianos tid produceres der såvel fremragende bordvine som portvine. Af de første kan kort nævnes den hvide Vinha de Martim og de røde Vinha do Rio og Vinha da Francisca opkaldt efter Cristianos og Joanas datter. Foruden de to gamle portvine laves der Ruby Reserva, LBV og Vintage.

Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Vale D. Maria White Colheita 1940

Flot gylden ravfarvet. Intens og tæt duft af tørrede figner, abrikos, akaciehonning, muskatnød og lidt balsamico. Blød ved første indtryk, men derefter mere skarp og kantet med høj syre og overraskende friskhed, citrus, orangeskal, tørrede frugter, abrikos, valnød, balsamico, stor kompleksitet, som hele tiden afslører nye lag og lang intens hale med markant, men dog afstemt syrebid. Et skønt glas (96).

Colheita 2014 fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er tilsendt af producenten.

 

Quinta de Ventozelo ejes af Granvinho – den store koncern, som tidligere hed Grand Cruz, og som også ejer de to portvinsmærker Porto Cruz og Dalva. Som det gælder Symington Family Estates´ Quinta do Vesúvio, har de valgt at holde Ventozelo adskilt fra de andre brands og i stedet markedsføre vine og portvine fra den store ejendom under eget navn.

Quinta de Ventozelo ligger på venstre bred af Douro lidt længere oppe end Pinhão og skråt overfor Quinta da Roêda. Med sine ca. 400 hektarer, hvoraf halvdelen er tilplantet med vin, er Ventozelo en af største quintaer i Douro. Den ældste historiske kilde er fra 1288, og jorden tilhørte oprindeligt Cistercienserklosteret, Conveto de São Pedro das Águias, hvis munke allerede dyrkede vin i området i Middelalderen. Ejendommen blev i første omgang leaset af klosteret, men omkring år 1500 blev den købt af ejerne af Casa do Poco fra Lamego, og siden har den haft adskillige ejere. I 2014 blev den så købt af de nuværende ejere.

Foruden produktion af vin og portvin, dyrkes der oliven, og i 2019 åbnede et nyt hotel på quintaen med 29 værelser og restaurant.

Jeg har tidligere smagte såvel bordvine som LBV og Vintage portvine fra Quinta de Ventozelo (se f.eks. her) og senest deres særlige rødvinsblend LOCI. Nu gælder det deres første fadlagrede portvin, nærmere bestemt en Colheita fra 2014. Elsa Couto fra Granvinhos oplyser, at der er tale en 10 års fejring, idet 2014 altså var året, hvor gruppen købte Quinta de Ventozelo. Der er en del portvin på lager på quintaen, så de forventer på et tidspunkt at lancere andre tawnies eller colheitas.

Jeg smagte portvinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Quinta de Ventozelo Colheita 2014: Intens rødbrun med mørk kerne og lysere kant. Såvel primær frugt med blommer og tørrede frugter, figner og rosiner samt hasselnødder i næsen. I munden moden frugt og diskret primær frugt sammenlignet med udseende og duft, nødder og lidt orangeskal samt markant syre i midten, relativ tør stil og pæn kompleksitet alderen taget i betragtning, sluttende med behagelig lang hale med meget diskrete tanniner. Faktisk en ganske flot glas. (90/91).

Eddies vin - Heavy Metal vin fra Douro

 

Gratis anmeldereksemplarer fra importørerne

 

Indrømmet. Jeg lytter sjældent til heavy metal, selv om jeg i mine helt unge dage var med på den første bølge af den hårde rock. I dag går mine musikpræferencer i andre retninger. Men derfor kender jeg alligevel udmærket Eddie og har set ham i mange afskygninger og på adskillige pladecovers.

Eddie er det engelske heavy metal band Iron Maidens maskot, som oftest optræder som en slags zombie med langt hvidt strittende hår på såvel pladecovers som i diverse merchandise og computerspil. Ja, han var allerede at skue på coveret til gruppens første album, som blev udsendt i 1980.

Nu har han så fået endnu en reinkarnation, nemlig på etiketten af en rødvin fra Douro lavet af Van Zeller Wine Collection (tidligere Barão de Vilar), som både laver bordvine og portvine – det sidste under labels som Barão de Vilar, Maynard´s, Palmer og Feuerheerd´s.

Winemaker Álvaro van Zeller forklarer:

”Det var et skridt ud af vores comfort zone – ikke kun fordi det var et partnerskab med en masse international opmærksomhed, hvilket vi er beærede over, men også fordi Iron Maiden var meget vigtige for min generation. Vin og musik har altid været en perfekt kombination, så nu er der nye toner fra Douro, nemlig heavy metal.”

Iron Maiden Darkest Red er vinen døbt efter sangen ”Darkest Hour” på gruppens album Senjutso fra 2021. På pladecoveret ses Eddie som en blanding af en zombie og en samurai, og på vinflasken har han også fået lidt cyborg over sig. Den ganske melodiøse sang handler efter sigende om, hvordan Winston Churchill samlede England til modstand og krig mod nazisterne under 2. verdenskrig. Første vers lyder da også således:

We buried our sons

We turned and fled

No growing old

The glorious dead

But we came back

Because one man said

Now on the beaches

The blood runs red

Ifølge pressemeddelelsen er selve vinen blevet til i tæt samarbejde med bandets forsanger Bruce Dickinson og den engelske importør Ehrmanns Wines, og den blev præsenteret første gang på ProWein i Düsseldorf i marts i år. Bruce kalder den selv for ”darkest red”. Der er tale om et blend af de velkendte Douro-sorter Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Touriga Nacional, og vinen har lagret på fad i seks til ni måneder.

Apropos Iron Maiden har gruppen i øvrigt nyligt meddelt, at den mangeårige trommeslager, 72-årige Nicko McBrain, nu trækker sig tilbage fra turnélivet. Om det er for at drikke rødvin i sit otium, melder historien dog intet om.

Jeg fik tilsendt en prøveflaske af Eddies vin og smagte den over to dagen sammen med en anden vin og en portvin fra winemaker Álvaro van Zellers hånd. Portvinen er udsendt under brandnavnet Baronesa de Vilar, hvorom Álvaro fortæller: 

”Baronesa de Vilar er et brand baseret på historien om vores bedstemor Rita van Zeller, som samtidig er min gudmor, og som arvede Quinta do Noval. Blendet er Barão de Vilar 10 års Tawny, men en lille smule blødere og sødere for at imødekomme kvinders smagsløg.”

Her følger mine noter:

Iron Maiden Darkest Red Douro DOC 2021: Mørk rubin med lilla kant. Modne blommer, rosiner, lidt solbær og sorte kirsebær, men også lidt røde frugter. Fyldig i munden med moden frugt, mørke kirsebær, let krydret, samt lidt toastede noter, ganske fin struktur, fin balanceret med bløde tanniner. En vellavet pleaser, som appellerer bredt. For fans af Iron Maiden og andre heavy metal freaks et must try – om ikke andet, så for flaskens skyld (89).

Feuerheerd´s "Anchor Wine" Douro DOC 2022: Blend af de typiske Douro-sorter Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca fra Quinta da Santa Comba da Vilarica i Douro Superior samt indkøbte druer. Rubinrød, medium intensitet. Jordbær, røde søde kirsebær og frugtgrød samt lidt urter og florale noter i næsen. Jordbær og andre røde nær, mineralitet og krydderurt. Frisk, let tilgængelig og ligefrem, savner lidt mere frugt, kort hale med lidt tørre tanniner. Bør drikkes let afkølet (86).

Baronesa de Vilar 10 års Tawny: Flot ravfarvet med orange kant. Ok ekspressiv med abrikos og andre tørrede frugter, nødder og lidt karamel i næsen. Elegant og blød i munden, let cremet, til den søde side, men med flot balancerende syre, mellemlang hale med syresvip. En elegant, let og ganske vellavet tawny (89).

 

Iron Maiden Darkest Red og Feuerheerd´s "Anchor Wine" importeres af ViniMondo, mens Baronesa de Vilar 10 års Tawny fås hos HJ Hansen.

Sherry fra Gonzáles Byass

 

Gratis anmeldereksemplarer fra importøren

 

Selv om jeg er portvinsmand, er jeg med tiden kommer til at holde mere og mere af sherry. Fra de helt unge dage var det eneste jeg kendte Fad No. 6, men da jeg først fik smagt på bredden fra de helt tørre til de voldsomt søde og samtidig fik besøgt et par bodegaer i regionen i det sydvestlige Spanien (læs f.eks. her), blev jeg fascineret af variationen og fik snart til et godt øje til de mere tørre typer.

En af de største producenter, som spænder over helt spektret, er Gonzales Byass, hvis bodega ligger i selve Jerez by – det ene ben i den såkaldte sherry-trekant. Firmaet blev grundlagt i 1835 af den dengang kun 23-årige Manuel Maria González og foruden sherry produceres der også brandy, cava og bordvine i andre regioner.

Sherry er hedvin, hvilket vil sige, at der efter presning og gæring tilsættes vinsprit, så alkoholprocenten stiger fra godt 10 til 15-16 procent eller mere endnu, hvorefter vinen lagres på fade i de mange bodegaer. I fadene dannes et lag af døde gærceller – kaldet flor – som i større eller mindre grad er med til give sherryen sin karakteristiske smag. En andet karaktertræk er det såkaldte solera-system, hvor den færdige vin tappes af de nederste fade, som så fylde op med vin fra rækken over, der igen fyldes af næste række etc. Den nye og helt unge vin hældes altså på foroven, bevæger sig derefter gennem flere årgange af vin og opnår derved alderdommens karaktertræk.

I modsætning til portvin er der ikke så mange druesorter at holde rede på, nærmere bestemt disse tre:

• Palomino Fino: Grøn drue med lavt sukkerindhold, som bruges til de tørre sherryer. Udgør ca. 95 % af druerne i regionen.
• Pedro Ximénez (PX), som bruges til de helt søde vine eller i blends.
• Moscatel, som er den mindst plantede sort og giver ravfarvede, aromatiske og ligeledes søde vine.

Kategorimæssigt kan sherry oplistes på en skala fra de helt tørre til de helt søde: Fra de florprægede Fino og Manzanilla over Amontillado, Palo Cortado og Oloroso til Moscatel og Pedro Ximénes, hvortil kommer såkaldt Cream Sherry, som gerne er et blend af Palomino og PX fra fx en Olorosa-solera og en PX-solera. Sødmegraden varierer alt efter blandingsforholdet mellem de to druesorter. Dertil kommer årgangskategorierne V.O.S. og V.O.R.S., som er henholdsvis over 20 og over 30 år gamle. Sherry kan også have et årstal, som dog ikke er vinens alder, men henviser til, hvornår den pågældende Solera er startet. Endelig er et nyere tiltag ”en rama” – en mere rå sherryudgave tappet direkte fra fadet.

Gonzáles Byass ejer en del vinmarker i sherry-trekanten fordelt med 95 % Palomino og 5 % Pedro Ximénez. Deres mest kendte produkt og signaturbrand er finoen Tio Pepe, som efter sigende er verdens mest solgt sherry og i øvrigt blev lanceret i 1935 som en hyldest til onkel Pepe. Kendte er også reklamerne for Tio Pepe – ikke mindst den på Puerta del Sol i Madrid.

Jeg fik tilsendt en smagekasse fra importøren. Vinene, hvoraf flere var i smukke halvflasker, blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Tio Pepe Fino: 100 % Palomini, fire år under flor. Lys, gul med lidt grønt skær. Udpræget, lidt skarp duft af flor, lidt mandel, let saltet karakter. Frisk, frugtig og saltet med grønne æbler, oliven og blomster, knastør (under 1 g/l restsukker) med god syre og en vis bitterhed, ikke den store kompleksitet, men lang eftersmag. Skal serveres ved køleskabstemperatur, velegnet til tapas. Alkohol 15 % (89).

Solera 1847 Cream: 75 % Palomino and 2 5% Pedro Ximénez, først lagret 4 år hver for sig og efter blend endnu 4 år. Mørk rødbrun til mahognifarvet med lysere kant. Ekspressiv i næsen med svesker, valnødder, figner og balsamico. Blød og let cremet i munden med nødder, modne blommer, dadler og lidt karamel, sød, vellavet, men ikke så kompleks, lang hale. Alkohol 18 % (88).

Cristina Medium: Blend af 87 % Palomino og 13 % Pedro Ximenez, fire år i solerasystemet hver for sig (henholdsvis Olorosa og PX solera) og efter blend yderligere tre år i solerasystemet. Lys ravfarvet, flot lidt orange skær. Abrikos, mandel, figner, lidt orangeskal og vanilje i næsen. Dejlig i munden med flot syre, der balancerer, så den fremstår tør (40 g/l restsukker), karamelliserede nødder, tørrede frugter, relativ kompleks med lang, halvtør hale. Dejlig til prisen. Alkohol 17,5 % (90).

VORS: Apostoles Palo Cortado: 87 % Palomino og 13 % Pedro Ximénez, lagret ca. 12 år før blend og derefter 18 år. Flot ravfarvet med orange skær og lys kant. Dejlig elegant duft med abrikos, nødder, honning og tørrede frugter. Fylder hele munden med tørrede frugter, orangeskal og karamel, med høj syre og dejlig kompleksitet, halvtør til tør (50 g/l) med lang hale. Et dejligt glas. Alkohol 20 % (94).

VORS: Matusalem Oloroso: 75 % Palomino and 25 % Pedro Ximénez, lagret 15 år hver for sig og 15 og efter blend. Mørk tawnyfarvet med grønorange kant. Svesker, hasselnødder, kaffe og krydderier i næsen. Cremet og fyldig i munden med svesker, brændte figner og fin balancerende styre, sød (130 g/l) og god kompleksitet, lang lidt brændende hale. Alkohol 20,5 % (93).

Nectar PX: 8 år i solera-systemet. Mørk og tæt. Intens næse med masser af brændte figner og sveskeblommer. Meget sød (370 g/l) og cremet med figner svesker, sirup og karamel, tangerer det lidt vamle i sødmen til mine smagsløg, andre vil sikkert elske det. Alkohol 15 % (88).

VORS: Noe PX: Mørk, tæt med lidt lysere kant. Brændte figner, svesker og sirup. Cremet struktur, intens og tæt, meget sød (400 g/l), men med god balancerende syre og stor kompleksitet, svesker, sirup, mokka, lang hale med figner og karamel. Alkohol 15,5 % (92).

 

GonzálesByass importeres af Hans Just og fås i udvalgte Meny-butikker

Wisemans krønike om Vintage portvin

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Ifølge Den Danske Ordbog er en krønike defineret som et ”historisk værk, der omtaler begivenheder gennem en længere periode i kronologisk rækkefølge, evt. år for år”.

Undertitlen på Julian D.A. Wisemans digre værk ”Port Vintages”, som for et par år siden kom i anden udgave, er netop ”The Chronicle of Vintage Ports, from the Beginning.”

Der er tale om et omfattende opslagsværk på hele 689 sider, hvor første udgave ”kun” var på 635 sider. Altså en pæn udvidelse. Bogen er da heller ikke en, man læser fra a til z, men bruger til at finde oplysninger om portvine og årgange eller evt. verificere portvine, man støder på.

Da første udgave udkom tilbage i 2018 efter 10 års research fik den stor opbakning fra portvinsbranchen. Daværende Chanceler for Confraria do Vinho do Porto, George Sandeman, skrev f.eks. i forordet til bogen:

“The resulting volume from Julian´s research is excellent, providing the definitive reference on the Vintage Ports which have been produced over time.”

Det havde han ret i ses bort fra ordet definitiv. For der gik ikke lang tid efter bogen udkom, før der begyndte at komme nye og supplerede oplysninger ind fra nært og fjernt, hvorfor forfatteren fandt det nødvendigt med en ny og revideret udgave. Det forudså han næsten selv i en udtalelse i forbindelse med min foromtale af bogen i september 2018 (læs her), hvor han sagde:

”Jeg håber, bogen er så komplet som muligt og i al fald er det den mest komplette liste, der nogensinde er udgivet. Men jeg tør selvfølgelig ikke påstå, at den er helt komplet”.

Julian Wiseman

Det var den ikke, og det ville også være for meget at forlange. Den seneste udgave er sikkert heller ikke komplet, men igen så komplet som muligt. Den inkluderer ifølge forordet op mod 1986 nye portvine fra såvel store som mindre portvinsproducenter. De oplistede huse er umiddelbart de samme. Så vidt jeg kan se, er eneste forskel, at Hooper nu har fået sit eget afsnit, hvor det i første udgave var listet under Royal Oporto. Dette skyldes, at der blandt de nye vine er en del fra dette mærke, som tilhørte Real Companhia Velha alias Royal Oporto.

Bogen er skrevet med afsæt i den britiske tradition for Vintage Port og derfor også især med fokus på producenter og brands, som historisk set har prioriteret denne kategori af portvin og begået sig på det britiske marked. Lidt flere huse omtales dog kort i et afsluttende kapitel, mens de mange nyere og helt nye brands ikke er medtaget. Den er nemlig ikke ambitionen at føre bogen op til vore dage, og forfatteren angiver selv 1986 som skæringsår. For det første blev lovgivningen ændret i netop 1986, så en lang række nye producenter så dagens lys, da det nu blev tilladt at flaske og eksportere portvin direkte fra Douro. For det andet henviser Wiseman til internettet, hvor der findes adskillige oversigter over deklarerede vintage portvine i nyere tid.

Alle de omtalte producenter får først en ultrakort præsentation med på vejen, hvorefter årgangene listet op med den ældste først. Wiseman skriver, at han forlanger mindst seks uafhængige kilder for at anse en portvin fra et givet år som beviseligt eksisterende. Andre er derfor kun listet som ”possibly”, ”probably” eller ”perhaps”.

Dow´s Quinta do Bonfim Vintage 1977, som kun blev solgt i Danmark ses til venstre. 

Fotoet er fra en smagning af Vintage 1977 i The Vintage Port Club

Problemet er, at producenterne selv af forskellige grunde ikke altid har nøjagtige optegnelser over deklareringer, ligesom der tilbage i tiden også blev solgt vintage fra enkelte årgange i et enkelt land. Det gælder f.eks. Dows 1964 og flere årgange af deres Bomfim som 1970 og 1977, der kun blev solgt i Danmark. Endelig er der også Vintage portvin, som er produceret uden at være officielt deklareret, hvilket f.eks. gjaldt under 2. verdenskrig.  

Bagerst i bogen bringes en længere række årgangstabeller fra forskellige kilder med angivelse af kvaliteten år for år. Nyttigt at slå op i, hvis man har brug for den slags.

Layout og design er stort set det samme som førsteudgaven, men der er kommet professionel distribution på i form af forlaget The Académie du vin Library, som blev grundlagt af Steven Spurrier (manden der stod bag den berømte Paris-smagning i 1976), og hvor også nyeste udgave af Richard Maysons bog ”Port and the Douro” er udkommet. Den omtalte jeg for nogen tid siden (læs min omtale her). Forlaget var så venligt at medsende Wisemans digre værk, hvorfor denne forsinkede omtale er kommet til verden.

 

J.D.A. Wiseman: Port Vintages. The Chronicle of Vintage Ports, from the Beginning. Wiseman & Friends 2022, 689 sider.